’Minding the Gap’: Skatefilmens svar på ’Boyhood’ er rørende, legende, brillant

’Minding the Gap’: Skatefilmens svar på ’Boyhood’ er rørende, legende, brillant
'Minding the Gap'

CPH:DOX. »Skateboarding er mere en familie end min egentlige familie«, siger den afroamerikanske skater Kiere i starten af ’Minding the Gap’. Mod slutningen af dokumentaren har tonen ændret sig til det diametralt modsatte: »Familie vil altid være der. Venner kommer og går«.

De to citater udtales med cirka fire års mellemrum og sætter filmens ramme. Det starter med tre teenageres kærlighed til skateboardet. Bing, Zack og Keire. Tre tætte venner, der har kendt hinanden i et årti, ruller ind i friheden og igennem tomme gader, mens de filmer hinanden udføre tricks op ad bygninger, mure og trapper. De dropper ud af skolen og fordriver endeløse dage med skateboarding, fest og øl. De har hele livet foran sig. Tror de.

Se ‘Minding the Gap’ med Soundvenue og CPH:DOX og mød instruktøren på fredag – læs mere HER.

Kameraet slukkes nemlig ikke, efter de har lagt skateboardet fra sig. Igennem flere års optagelser forvandler filmen sig nærmest til en dokumentarisk ’Boyhood’. Trioen bliver til unge mænd, og deres livsvalg begynder at have konsekvenser. Jobbene hænger ikke på træerne. Fædre dør, mens andre bliver fædre uplanlagt. Friheden snævrer sig ind scene for scene, mens den sorgløse ungdom smuldrer.

Omgivelserne for dokumentaren er Rockford, Illinois. En by i hjertet af det amerikanske rustbælte, hvorfra der er stor udflytning, arbejdsløsheden er støt stigende, og de få, der bliver tilbage, arbejder for en urimelig lav timeløn.

Affolkningen mærkes tydeligt. Bing Liu, der er fotograf, instruktør og tredjepart i trioen, indfanger sine venners rullen igennem en spøgelsesby, hvor den amerikanske drøm konstant er til stede i baggrunden som et knust håb. Montagerne på boardet er en poetisk skateboard-ballet, der æstetisk vækker minder om Terrence Malicks barndomsepos ’The Tree of Life’. Det er svævende, legende og billedskønt.

Enhver drøm, der ender i et mareridt, sætter spor. »Af byer med under 200.000 indbyggere, er Rockford en af USA’s farligste«, beretter en radiostemme. En fjerdedel af byens kriminalitet er vold inden for hjemmets rammer. De tre venner er alle en del af den sørgelige statistisk. De har alle familiære dæmoner, der skaber afstand og sender dem ned ad hver deres vej.

Selvom ’Boyhood’ og ’Minding the Gap’ er beslægtet i deres form, rammer sidstnævnte med sit ærlige og sande indblik. Det her er ikke fiktion. Det her er et virkeligt og rørende indblik i tre unge menneskers liv. Der er glæde og der er tab. Der er alt det, der sker, når man træder ind i voksenlivet. Og vi får lov til at se med igennem Bing Lius optik, der er så nærværende, at vi føler os som en del af trioen.

Det starter med optagelser af skateboarding, tricks og fester, men bliver en fortælling om noget langt større: om knuste fremtidsdrømme, om at se sig selv gentage sine forældres fejl, om miljø og social arv og om USA’s vrangside.

Selvom filmen er Bing Lius debut, så ved han, at det store ligger i de små. ’Minding the Gap’ brillerer ved at balancere alle disse store temaer med stor modenhed.

Soundvenue og CPH:DOX præsenterer: Den uforglemmelige ‘Minding the Gap’ fredag den 16. marts 19.30

Dokumentar. Instruktion: Bing Liu. Spilletid: 98 min. Premiere: Vises 16., 20. og 23. marts på CPH:DOX
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af