Den Danske Filmskoles fiktionsfilm årgang 2019: Fra det dragende til det rørende og DR3-parate

Den Danske Filmskoles fiktionsfilm årgang 2019: Fra det dragende til det rørende og DR3-parate
Plakat fra Katrín Björgvinsdóttirs 'Dronning Ingrid'.
Det Danske Filmskole har udklækket en lang række store instruktører gennem årene, og nu dimitterer en ny årgang fra skolen med hver deres afgangsfilm som visitkort. Vi anmelder de seks fiktionsfilm, der kan ses i Nordisk Films Biografer i København, Aarhus, Odense og Aalborg 24.-27. juni.

’Under bølgerne, over skyerne’

Katrine Brocks ‘Under bølgerne, over skyerne’ handler om to veninder, Helene (Frederikke Dahl Hansen) og Theo (Kristine Kujath Thorp), der rejser til Kreta i håb om, at Helene kan blive genforenet med en gammel ferieflamme. Da den plan kuldsejler på tragisk vis, må veninderne forsøge at få ny mening ud af ferien.

Theo skubber på for at danse og feste og opfører sig mere og mere manisk, mens Helene, der i virkeligheden er den, der trænger til omsorg efter sin braste drøm, forsøger at tale fornuft ind i hende. Theo tror på tankens kraft og mener, at Helene »blokerer alt det gode«, fordi hun ikke tror nok på det. Der ligger en spændende diskussion om, hvor meget man er herre over sin egen skæbne, med den vilde græske natur og myterne som bagtæppe. Men det er svært at forstå, hvorfor det slår klik for Theo på den måde – har hun en historik for psykisk sygdom? De to historier om at gribe livets chancer og psykisk sårbarhed spiller ikke helt sammen.

Frederikke Dahl Hansen er som altid glimrende, og filmen har stemningsfulde, intime billeder af de to lyse unge kvinder i den græske nat.

 

’Hollow Heart’

Det her bliver en lang film, nåede jeg lige at tænke, da et billede af en ubevægelig pige i gipsmaske med ledninger i ryggen ved siden af Lotte Andersen i et mærkeligt tomt rum tonede frem på skærmen. Men heldigvis var det bare et installationskunstværk, ‘Hollow Heart’, der indgår i Emilie Marloth Frøkjærs film af samme navn.

Andersen spiller med isnende kynisme en berømt kunstner, Ellen, hvis datter, Adalyn (Sandra Guldberg Kampp, til september også aktuel i gangsterfilmen ’Kød og blod’), er født med et hul i hjertet. For at undgå, at hullet udvider sig, må Adalyn ikke blive udsat for psykologisk smerte. Derfor hjemmeskoler Ellen hende og holder hende isoleret fra verden. Altså lige bortset fra, når hun udnytter datterens sygdom til at fremme sin egen succes. Syv år efter filmens første installation, der projekterer Adalyns hjerte op på et lærred, planlægger hun nemlig at genopføre værket – med en væsentlig ændring.

‘Hollow Heart’ har en uhyggelig ‘Sharp Objects’-vibe i sin allegori over overbeskyttende mødre, der ikke vil give slip på deres børn. Adalyn, som nu er kommet i puberteten, længes naturligt efter at komme ud i verden og gør spagfærdigt oprør mod sin dominerende mor. Det er en arketypisk fortælling om moderopgør og valget mellem succes og kærlighed, som afspejles i de eventyr, Ellen læser højt for Adelyn. Filmens kolde, mørke billeder og ekspressionistiske skæve vinkler understreger den fremmedgjorte atmosfære, der giver den en foruroligende scifi-dystopisk kvalitet.

Stil, original idé, evigtgyldige temaer og en konsekvent gennemførelse går flot op i en højere enhed i årgangens mest bemærkelsesværdige og dragende film.

 

’Forestillingen om Juliane’

Mads Mengels ‘Forestillingen om Juliane’ handler om teaterinstruktøren Erik (Thomas W. Gabrielsson), som holder prøver på en forestilling baseret på sit ægteskab med sin nu Altzheimer-ramte kone, Juliane (Susanne Storm). Han vil gerne give hende deres fælles minder, men husker han egentlig deres liv bedre, end hun gør? Og hvem har patent på sandheden? Forestillingen er en kærlighedserklæring til hans kone gennem 30 år, men er han i virkeligheden mere ude på at udfolde sin egen selvopfattelse?

Filmen fortæller poetisk, rørende og reflekteret om kunstnerens, måske menneskets i det hele taget, behov for at bearbejde sit liv ved at dele det, om selvbedrag og selektiv hukommelse og om »erindringens flygtige natur« (»for sentimentalt!« dømmer Erik den sidste beskrivelse i en pressemeddelelse, men den passer egentlig godt).

Mengel har fået fint og følsomt spil ud af sine skuespillere. Jeg bed mærke i Sicilia Gadborg Høegh, der har gjort sig bemærket ved teatret, som den unge skuespiller med den umulige opgave at gestalte Eriks idealisererede Juliane og faktisk lykkes med at skabe øm magi på scenen over for Mathias Rahbæks unge Erik. Filmen har en drømmende, melankolsk tone på en lidt bergmansk metateatralsk måde.

 

’Dronning Ingrid’

Katrín Björgvinsdóttirs tv-seriepilot ‘Dronning Ingrid’ er veloplagt og aktuel og kunne køre på DR3 i morgen.

Vi møder Ingrid (Sofie Torp, skøn rå type) på sin 34-års fødselsdag, hvor det går op for hende, hvor langt hun er fra det liv, hun havde håbet på. Hun har været kronisk single siden gymnasiet, er ikke videre begejstret for sit job som undertøjsekspedient, og nu skal hendes forældre skilles, og hendes mor vil gerne have hende til at tage stilling til, om hun vil overtage kassen med børnetøj. Pres.

Ingrid vil have en kæreste, beslutter hun, og det er både sjovt og hjerteskærende at følge hendes indledende forsøg: Hendes højskoleven (herlige Christopher Læssø, der er aktuel i ‘De frivillige’) er mere interesseret i hendes roommate, og en date med gymnasiekæresten (Simon Bennebjerg, også et navn at bide mærke i) udvikler sig heller ikke efter planen. Afsnittet har masser af genkendelig humor, som en scene hvor hun diskuterer, hvordan man finder en kæreste med sin mor og veninde, der tager billeder af hende til Tinder. Jeg har lyst til at se videre.

 

’Viktor på månen’

Christian Arhoffs ‘Viktor på månen’ er en pudsig lille sort-hvid komedie med et jazzet soundtrack om Viktor (Nicolai Jørgensen), der aldrig har været på date og generelt ikke kommer ret meget ud. Men nu har hans mor sat en date op for ham. På restauranten kommer Viktor til at sætte sig ved det forkerte bord, hos den lidt ældre Rebekka (Lisa Carlehed), men det lader han sig ikke slå ud af. Da Viktors date øjensynligt har brændt ham af, og Rebekkas mand (Peter Plaugborg) er gået i vrede efter et skænderi, drager Viktor og Rebekka ud i byen sammen.

Der er sjove sorthumoristiske scener i ‘Viktor på månen’, blandt andet hvor restaurantens overtjener, spillet af Mikael Bertelsen, forsøger at forklare Viktor, at han ikke på forhånd kan sige, hvad regningen bliver på, og den indledende forveksling, hvor Viktor forsøger at smalltalke med Rebekka ud fra noteskort. Men historien om den kiksede unge mand, der ved tilfældigheder gør et usandsynligt godt parti, er også lovlig naiv og leverer en nørds fantasi frem for at gøre os klogere på kærligheden. De sort-hvide, ‘Manhattan’-agtige billeder af København og det bombastisk jazzede soundtrack virker som et forsøg på at give filmen et kunstnerisk og klassisk tilsnit, men det kan den fjerlette historie ikke leve op til.

 

’Studie udi menneskedyret no. 38: Hjertekvaler’

Jacob Møller har skabt årgangens mest eksperimenterende film med sit fragmentariske studie af hjertesorger. I otte korte kapitler møder vi en række mænd, der er indlagt på Sanatorium for Hjertekvaler i håb om at blive kureret for den væmmelige sygdom. Filmen analyserer videnskabeligt på tragikomisk vis de knuste hjerter. Én patient (Nicolai Jørgensen) får sine psykiske og fysiske reaktioner på at tale om sit kærestebrud analyseret i et auditorium fuld af læger. To andre patienter (Peter Plaugborg og Simon Bennebjerg) spiller iført parykker hinandens ekskærester i et rollespil, der sketch-agtigt udvikler sig til, at de kysser lidenskabeligt.

Ideen er dog for det meste sjovere end udførelsen, og konceptet bliver hurtigt lidt ensformigt.

De seks film kan ses i Nordisk Films Biografer i København, Aarhus, Odense og Aalborg 24.-27. juni.

Læs også: Nicolas Winding Refns udtalelser om hans nye serie er umulige at finde hoved og hale i

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold