‘Vida’ sæson 2: Den mest sexede serie på tv
Tanya Sarachos forfriskende halvtimedrama ‘Vida’ var med sin fortælling om gentrificering, arv, rødder, søsterskab og kulturel og seksuel identitet en af mine favoritserier sidste år.
Nu er de mexicansk-amerikanske søstre Emma (Mishel Prada) og Lyn Hernandez (Melissa Barrera) vendt tilbage i en anden sæson, der er blevet udvidet til fra seks til 10 afsnit. Heldigvis, for det er en ekstremt binge-venlig serie, hvor man flyver gennem hvert afsnit på en let brise med indlagt tordenvejr. I tone og tema minder den lidt om serier som ‘Fleabag’ og ‘Insecure’, men har sin helt egen smag.
I første sæson vendte søstrene tilbage til deres barndomshjem i latinx-arbejderkvarteret Boyle Heights i Los Angeles, da deres mor, Vidalia, døde. Her fandt de ud af, at moren var gift med en kvinde, Eddy (Karen Ser Anzoategui), som de skulle dele arven med. Noget som Emma stadig kæmper med at acceptere hykleriet i, da moren i sin tid sendte Emma væk hjemmefra, netop fordi hun var queer.
Efter en del modvilje og uenigheder besluttede de sig for at køre morens fallitramte bar og lejlighedskompleks videre frem for at sælge til de boligspekulanter, der er i færd med at gentrificere bydelen. Her i anden sæson ruller tjekkede Emma og den mere uansvarlige, kaotiske Lyn ærmerne op for at få forretningen i gang.
Emmas forsøg på at skabe profit kompliceres dog af Eddy, der forsøger at bevare stedets ånd og inklusion. Hvad er balancen mellem at skabe en sund økonomi uden selv at blive skyldig i at udstøde barens lokale latinx og queer-stamgæster, som baren er et vigtigt helle for? Understreget af, at Eddy stadig er medtaget af det had-overfald, hun var ude for i sidste sæson – et nyt ansvar, som søstrene må tage på sig. Der er ingen lette valg i ‘Vida’.
Første sæson etablerede karaktererne og problematikkerne, anden sæson uddyber dem med stort held. ‘Vida’ fortsætter med at nuancere spørgsmålene om kulturel identitet, tilhørsforhold og ansvar over for sit ophav. Det ville være let at udskamme Emma for at komme ind og ødelægge lokalmiljøet med sin strømlinede forretningsplan, men serien udfordrer lige så meget de lokale gentrificeringsmodstanderes fordomme og patent på at definere, hvad der er autentisk. Emma er for eksempel rigtig træt af folks vantro over, at hun har mexicansk baggrund, er queer og er vokset op i kvarteret. På samme måde møder hun også fordomme fra queer-miljøet, hvor hun til et homoseksuelt bryllup bliver rasende over at blive udskammet som »baby queer« og »turist« og for at se for hetero ud.
Hun får opbakning fra den cool tilbagelænede bartender Nico (Roberta Colindrez), som Emma hyrer til baren, og som straks etableres som værdig love interest. Det slår gnister mellem dem, og i det hele taget er ‘Vida’ den mest sexede serie på tv. Hver episode har cirka én grafisk, lækkert filmet sexscene, en bevidst strategi fra showrunner Tanya Saracho for at vise sex fra et kvindeligt perspektiv. Scenerne er ikke bare til husarerne, men fortæller altid noget om, hvor karaktererne er – som Emmas behov for kontrol og Lyns pleasergen.
Det sidste forsøger Lyn selv at gøre op med ved at gå i (kortvarigt) cølibat for at fokusere på baren. Hun har altid klaret sig på sit udseende og kæmper nu for at finde sig selv og sine talenter og for at bevise sit værd over for sin ofte nedladende storesøster.
Ingen af søstrene er klassisk sympatiske hovedkarakterer og træffer jævnligt dårlige valg. Men de fremstår som ægte, psykologisk troværdlige mennesker og er fascinerende at følge, godt hjulpet på vej af Prada og Barreras nuancerede spil og karisma.
Serien er unik ved at være skrevet af et rent latinx forfatterrum og instrueret af kvinder. Man kan mærke det kvindelige blik bag kameraet, og både latinx- og queermiljø føles ekstremt autentisk med specifikke detaljer som diskussion af mexicansk taco-sauce, spanglish slang og forbigående referencer til queer-teoretiker Gloria Anzaldúa og Time’s Up.
Poetiske solbeskinnede billeder af det rå East Los Angeles og ordløse øjeblikke, hvor det lantinolækre soundtrack får lov til at udtrykke karakterernes følelser, fuldender totaloplevelsen, der både går i hjerne og hjerte.
Kort sagt:
Anden sæson af søsterportrættet ‘Vida’ tilføjer nye nuancer til udforskningen af gentrificering og latinx- og queeridentitet, men føles med sine dragende karakterer, medrivende konflikter og sexede stil langt fra som lektier.
Læs også: De 10 bedste serier i første halvdel af 2019