»Mit første job i Hollywood lærte mig, hvordan man ikke græder på arbejde«

»Mit første job i Hollywood lærte mig, hvordan man ikke græder på arbejde«
Danske Anna Kvorning er en af de få danske Hollywood-insidere, som har set den amerikanske filmbranche forandre sig i kølvandet på #MeToo.
Anna Kvorning har festet i Cannes, tacklet urimelige chefer og arbejdet under vilkår, der kan synes temmelig sketchy i lyset af en ny Metoo-virkelighed. Hun er en af de få danskere, der har kæmpet sig til tops i den amerikanske filmindustri – og undervejs har hun lært, at man skal lægge følelserne på hylden for at kunne klare sig som kvinde i Hollywood. Læs interviewet i anledning af vores tema om, hvordan Hollywood har reageret på #MeToo her to år efter.

TO ÅR EFTER #METOO. På DR kan man lige nu streame dokumentaren ’Filmmogulens hemmelige sexovergreb’, der handler om tidligere Miramax-chef og producer Harvey Weinsteins omfattende magtmisbrug både i og uden for kontortiden.

I dokumentaren fortæller hans tidligere ansatte, hvordan Weinstein, der beskrives som lige dele dygtig og urimelig, ofte talte grimt til sine ansatte, efter hvem han i vrede kunne finde på at kaste fem kilo tunge askebægre.

Den tidligere filmmoguls tilbøjelighed til at kaste med ting er som bekendt ikke blandt hans værste forbrydelser. Men den udstiller en herskende kultur i filmbranchen, hvor særligt mænd langt oppe i hierarkiet alt for længe har brugt deres magtposition som wildcard til at opføre sig, præcis som de har lyst til.

Weinstein er nemlig langt fra den eneste dygtige, men urimelige topchef i Hollywood. Så meget står klart, når man taler med en af de få ægte danske Hollywood-insidere, Anna Kvorning, som igennem 11 år har kæmpet sig op i den amerikanske og internationale filmbranche.

Allerede som 23-årig startede Anna Kvorning sin karriere i USA i et selvstændigt salgsagentur. Siden er hun avanceret i branchen, hvor hun blandt andet har arbejdet som salgskoordinator hos et stort produktionsselskab, finansmanager hos et LA-agentur og rekrutteringschef for det anerkendte animationsfirma LAIKA.

På sin vej op ad stigen har hun mødt sin del af neurotiske chefer. Og så har hun på godt og ondt mærket, hvordan det er som kvinde – og særligt som ung kvinde – at arbejde sig op i Hollywood-hierarkiet før Metoo.

Thick skin

Kvorning startede sin karriere i 2007 i Los Angeles, hvor hun efter et udvekslingsophold på UCLA landede et job hos agenturet Katapult Film Sales.

Jobbet bød på en kæmpe chance og en stejl læringskurve for den unge, nyuddannede dansker. Ikke mindst fordi hun hurtigt lærte, at man skal være ualmindeligt tykhudet for at klare sig i den amerikanske filmindustri.

»Man taler meget om thick skin i filmbranchen, og sådan en fik jeg i hvert fald opbygget på mit første arbejde«, fortæller Anna Kvorning, der karakteriserer sin første chef som lige dele kompetent og neurotisk.

»Han havde god smag og gode kontakter, men han var ekstremt svær at arbejde sammen med. Der var flere gange, hvor han blev sur på mig og sagde, at han ikke kunne vente på den dag, firmaets ejer ville få mig til at græde, hvilket jeg syntes var en enormt mærkelig ting at sige. Men det giver et godt billede på, hvor tough man skal være. Så på mit første job kan man vel sige, at jeg lærte, hvordan man ikke græder på arbejde«.

Lunefulde chefer

Lektionen var vigtig for Anna Kvorning, der ofte har fået brug for sin evne til at holde tårerne tilbage. Gennem sit arbejde med filmsalg har hun mødt mange »besværlige typer« og haft flere neurotiske og til tider direkte upassende overordnede.

En af dem havde for vane at kaste med stole og låste engang en assistent inde på et kontor. En anden kunne finde på at sende hende upassende sms’er, når han var fuld. Og en tredje gav engang Kvorning en verbal skideballe, fordi hun ikke tog sin telefon, da han ringede, mens hun var på vej på sin cykel til arbejde:

»Da jeg ankom til kontoret, sagde han noget i stil med: ‘As long as you work for me I expect you to answer my calls immediately’. Og det var tydeligvis en magtdemonstration, for det var ikke en hastesag eller noget«.

Cykeludskælderen mødte hun på sit andet job, der for en tid bragte danskeren til selskabet Coproduction i Paris, hvor hun efter eget udsagn arbejdede under de mest »kreative og samtidig mest metoo-agtige forhold« i sin karriere.

Hun var ansat som salgskoordinator hos selskabet, der havde stor succes og samarbejder med betydningsfulde europæiske instruktører som Ruben Östlund og Shirin Neshat.

»Det var enormt spændende at være der«, fortæller Kvorning, der blandt andet mindes at udlåne et af værelserne i sin lejlighed i 9. arrondissement til Gaspar Noé (’Irréversible’, ’Love’), fordi instruktøren spontant skulle et bruge et klipperum til at færdiggøre ’Enter the Void’ (2009), så den kunne blive klar til Cannes.

Gaspar Noé klippede ‘Enter the Void’ færdig i Anna Kvornings lejlighed i Paris. (Foto: Emma McIntyre/Getty Images)

Kvorning husker tilbage på én bestemt episode, der gjorde særligt uheldigt indtryk. Det var i optakten til Cannes, hvor hun og de andre arbejdede fra tidlig morgen til sent ud på aftenen for at blive klar til festivalen. Da chefen efter en af hendes vanlige lange arbejdsdage siger, at han vil snakke med hende, tror hun, det er for at diskutere salgsstrategier. Derfor bliver hun mildest talt overrasket, da hun sætter sig ned over for ham og får beskeden, at hun ikke gør sit arbejde godt nok.

»Jeg var så vred. I min optik gav jeg alt, hvad jeg havde, og han havde ikke tidligere givet udtryk for, at der var noget galt med mit arbejde. Da jeg kunne mærke, at min frustration ville resultere i tårer, rejste jeg mig og forlod kontoret. Jeg ville ikke opleve ydmygelsen af, at han skulle se mig bryde sammen i gråd«.

Da hun kommer hjem til sin lejlighed, står der tre kvindelige kollegaer og venter på hende. I deres forsøg på at trøste deres kollega fortæller de, at de alle har været samme tur igennem. Efter episoden kunne Anna Kvorning mærke, at tiden var blevet moden til at sige op. Især fordi hun i længere tid havde været frustreret over, at det hårde arbejde ikke kom til udtryk på hendes lønseddel.

»Jeg blev chokeret efter den første måned, da ejeren kom ind og annoncerede: ‘Desværre, denne måned er der ikke penge nok til løn’. De andre på kontoret sagde, det var normalt, men lønnen var generelt meget lav, og jeg undrede mig. For det var jo en magtfuld mand, der var tæt med Thierry Fremaux (programchef for den prestigefulde Cannes Film Festival, red.) og havde film, der kom meget langt med store marketingsbudgetter. Jeg kunne derfor ikke lade være med at spørge mig selv: Er det her virkelig nødvendigt? Eller er det bare, fordi der ikke er nogen, der stiller ham til regnskab for det?«.

Fester uden grænser

 Det var netop problemet, svarer Anna Kvorning selv kort tid efter.

Magt og penge har alt for længe fungeret som et frikort i filmbranchen, der er præget af en dårlig kultur, mener hun.

Alligevel fik det ikke den unge dansker til at løbe skrigende bort. Efter arbejdet i Paris vendte hun tilbage til L.A., hvor hun i første omgang blev assistent ved et agentur. Trods prøvelserne på de første to jobs var hun fast besluttet på at fortsætte til tops i en industri, som mange andre drømmer om at blive en del af.

»Og jeg var jo også ret heldig. Jeg kom ind i branchen i USA på et spændende tidspunkt, hvor der var vildt mange penge«, fortæller Kvorning og tænker tilbage på sine første år i filmland, hvor hun som ung, ambitiøs og uprøvet salgsagent var henrykt over at få lov til komme med på de store salgsmarkeder og festivaler.

Til de vilde fester i Cannes kunne man blandt andre finde Quentin Tarantino på dansegulvet (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Her deltog hun blandt andet i de overdådige Cannes-fester, der senere er blevet kendt som gydested for flere Metoo-skandaler. Men for den dengang 23-årige Kvorning havde festerne en anden betydning. For hende var de symbolet på en driftig filmbranche før finanskrisen, der bugnede af dollars og muligheder, og hvor man havde den sitrende fornemmelse af, at alt kunne ske.

»Jeg kom blandt andet til mange af de store premierefester, til fester med folk som Alfonso Cuarón og Tarantino på dansegulvet og til de notoriske Wild Bunch-parties. Og jeg kan huske, at jeg var overrasket over, hvor vildt det rent faktisk var. Jeg følte, det var et land uden regler. Hvor man drak sig fuld til klokken fem og stod op igen på arbejde klokken otte. Der var knald på, og det var vildt at være en del af«.

Drengeklubben Hollywood

Selvom Kvorning ikke lægger skjul på sin kritik af visse forhold i filmbranchen, har hun aldrig set sig selv som et offer. Langt hen ad vejen har hun haft de samme vilkår som mændene, mener hun. Og hun har aldrig følt sig chikaneret eller krænket – hverken til de regelløse fester eller på kontoret blandt de krævende chefer.

»Men det er nok også, fordi jeg selv er lidt fandenivoldsk og meget robust som person«, rationaliserer hun og erkender, at hun – i bagklogskabens og Metoo-skandalernes klare lys – godt kan se, at hun tidligt i sin karriere har været ude for oplevelser, som andre nok havde fundet upassende.

Hun husker for eksempel, hvordan hun på sit andet år i filmsalgsbranchen, til hvad der skulle forestille at være en arbejdsmiddag, bliver hevet med på en stripklub, hvor en magtfuld mand, hun knap nok kender, inviterer hende med til en privat lapdance-session væk fra det øvrige selskab.

»Han var en stor mand og knap 10 år ældre end mig, og han blev ved med at bryde stripklubbens regler ved at røre ved strippernes bryster, så de måtte bede ham holde op, hvortil han bare grinede smørret. Jeg husker, at jeg havde ondt af kvinderne, fordi de skulle have med en ulækker mand at gøre, som ikke kunne holde fingrene væk«, fortæller Kvorning.

Da det skete, tænkte Kvorning ikke videre over det. Men i dag kan hun godt se, hvordan episoden kan tolkes som symptomatisk for en problematisk kultur.

»Når jeg tænker over det nu, tror jeg, at det var hans måde at se, om jeg kunne klare mosten. Men det var helt sikkert et miljø, som ikke ligefrem var ideelt for alle unge kvinder – eller mænd for den sags skyld – i starten af deres arbejdsliv. Det vidner lidt om den boys club-kultur, man nok ser lidt for mange steder i branchen«.

Kvinder, der forsvinder

Anna Kvorning trivedes egentlig meget godt i drengeklubben Hollywood. Men da tankerne om at stifte familie begyndte at melde sig, valgte hun alligevel at flytte væk. For hvis der er én ting, som drømmenes hovedstad ikke giver plads til, så er det drømmen om at kombinere arbejds- og familieliv. Og det er et stort problem, mener Kvorning, som ser de lange arbejdstider som direkte årsag til, at der er for få kvinder i branchen.

»Da jeg kiggede mig omkring i L.A., så jeg ingen kvinder med familier, der havde succesfulde karrierer. De forsvandt ret konsekvent i midt-30’erne. Barselsforholdene varierer og afhænger af arbejdsgiver, og problemet er især, at de ikke indretter de utroligt lange arbejdstider, så de passer til familielivet. Dem, der får det til at fungere, har typisk koner derhjemme eller køber sig fra det. De andre forsvinder«.

Ønsket om at stifte familie førte derfor Kvorning til Portland, Oregon, og ind i et rekrutteringsjob hos animationsfirmaet LAIKA, der står bag titler som ‘Coraline’ og ‘Kubo and the Two Strings’. LAIKA er kendt i branchen som et af steder, der fra start har arbejdet på at få en lige kønsfordeling. Her var flere af Anna Kvornings overordnede kvinder, og hun blev selv forfremmet tre gange, selvom hun fik to børn undervejs.

Men det er et stort problem hos både LAIKA og i animationsbranchen generelt, at der, især i de kreative topposter, er langt mellem kvinderne. Det skyldes ikke mindst, at branchen er gennemsyret af en mandsdomineret kultur, som kvinder har svært ved at blive en del og føle sig til rette i.

Den kultur har Anna Kvorning selv aktivt forsøgt at komme til livs i en stilling som leder for talentrekruttering og -udvikling hos animationsselskabet:

»De i forvejen mange mænd får skabt en kultur, som kvinder ikke har lyst til at være i. Det er noget, vi og jeg har prøvet at gøre noget ved, for eksempel ved at arbejde med talent helt ned til praktikantniveau og få flere kvinder ind ad gangen. På den måde føler de, at de har et miljø og et sammenhold, men også at de får plads til at fortælle historier om kvinder«.

Efter #Metoo

Anna Kvorning laver stadig rekrutteringsarbejde for LAIKA fra sit eget selskab Stargazing, som holder til i indre by i København.

Som vanligt bragte hendes job hende i juni måned til animationsfestivalen i Annecy, hvor hun havde mødelokaler ved siden af et partnerfirma til animationsselskabet Skydance, som tidligere i år kom i vælten for at ansætte tidligere Pixar-chef John Lasseter, der af mange tidligere kolleger er blevet anklaget for urimelig opførsel og chikanerende adfærd.

»Anklagerne mod Lasseter kom som et chok i animationsbranchen«, fortæller Kvorning, som på årets festival for alvor kunne mærke, hvordan den nu to år gamle Metoo-bølge har påvirket synet på den slags adfærd.

John Lasseter forlod posten som chef for Pixar, efter han indrømmede at have opført sig upassende over for kvindelige ansatte, men blev hyret af produktionsselskabet Skydance kort efter. (Foto: Jesse Grant/Getty Images for Disney)

»Man finder sig ikke i hvad som helst mere. På festivalen hørte jeg, at der var flere højtstående ansøgere i animationsbranchen, som spurgte direkte: ‘Hvis jeg bliver ansat for Ilion (selskab, der arbejder sammen med Skydance, red.), skal jeg så arbejde direkte for Lasseter? For så ville jeg ikke tage imod jobbet’ Og det var både mænd og kvinder, der spurgte til det, hvilket virkelig viser, at der er fokus på det på en helt anden måde«, siger Kvorning, som mener, at det er blevet mere acceptabelt at sige fra.

Hun har i det hele taget på fornemmelsen, at der er sket en mentalitetsændring i branchen. En ændring, der forhåbentlig kommer til at betyde, at der for fremtiden bliver bedre plads til kvinder og mindre plads til neurotiske, aggressive chefer.

»Man kan nok sige, at mænd og kvinder generelt har lidt forskellige reaktionsmønstre. Som grov generalisering kan man sige, at kvinder har lettere til tårer, når de bliver frustrerede, mens mænd i højere grad hidser sig op og bliver vrede. Og i Hollywood har det mandlige reaktionsmønster været mere accepteret end det kvindelige. Kvinder har fået at vide, at de er hysteriske og emotional, mens mændenes reaktion er blevet accepteret som en del af det at være magtfuld«.

»Men nu er der helt klart kommet mere fokus på, at den mandlige reaktion ikke er bedre, at den ikke er okay. At vi måske ville komme længere, hvis vi ikke havde et miljø, hvor folk hverken behøvede at græde eller kaste med ting«.

Læs også: To år efter #MeToo har Hollywood favnet de vrede kvinder – men den endelige test venter forude

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold