White Lies – med kurs mod himlen og hitlisterne

Foto: Lasse Dearman

Det var første og sidste gang, White Lies spillede på Lille Vega. Næste gang den britiske trio kommer til landet, er de utvivlsomt blevet for store til så lille en scene. Af samme grund var denne onsdag aften en enestående mulighed for at opleve et af Englands i øjeblikket mest omtalte bands helt tæt på, før de stikker endeligt af mod toppen.

Det stod klart fra de første toner af 'Farewell to the Fairground', at White Lies er af en kaliber, man normalt ikke er vant til på Lille Vega. Bandets hitlisteorienterede og himmelstormende lyd var ganske enkelt som en velanbragt knytnæve i fjæset på alt, hvad der hedder begyndernerver og rysten på hånden. Jeg mindes i hvert fald ikke tidligere at have overværet en så stil- og selvsikker optræden fra noget debutband. Bandet spillede fejlfrit, og på nær et par enkelte falske toner fra den ellers velsyngende og sympatiske frontmand Harry McVeigh lød alt, som det gør på debutalbummet 'To Lose My Life'. Der var således ikke plads til megen variation, hvilket man bestemt heller ikke savnede, for sådan et slags band er White Lies ikke.

I stedet er White Lies sat i verden for at spille iørefaldende, storladen powerrock med masser af patos og klichéfyldte tekster om livet, døden og kærligheden. Denne onsdag aften gjorde de præcis det og ikke mere. White Lies kan meget vel blive de nye The Killers. De har formatet, de har sangene og de har udseendet. Meget mere har man vist ikke brug for i den branche.