Billie Eilish fortæller, hvorfor hun går i baggy tøj, i ny Calvin Klein-kampagne

Billie Eilish fortæller, hvorfor hun går i baggy tøj, i ny Calvin Klein-kampagne
Billie Eilish i Calvin Klein-kampagnen (Foto: Mario Sorrenti)

Bag hendes ofte blide vokal gemmer sig en badass popstjerne, der kun vokser sig større og større. Først og fremmest fordi hendes dystre pop holder, men også fordi Billie Eilish visuelt har sin egen stil, der går imod den mere afklædte stil, vi ofte ser fra kvindelige popstjerner.

Hendes oversize, baggy tøj understreger den anti-attitude, der er en del af hendes image, og som understreges af, at meget af hendes garderobe er bootleg-versioner af luksusmærker som Gucci og Louis Vuitton.

I Calvin Kleins nye kampagne, ‘I Speak My Truth in #MyCalvins’, fortæller Eilish, at det ikke kun er på grund af stilen og attituden, at hun dyrker sit look.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Jeg vil ikke have, at verden skal vide alt om mig. Det er derfor, jeg går i stort, baggy tøj«, siger hun i en video, der er sluppet som en del af kampagnen.

»Ingen kan have en holdning, for de har ikke set, hvad der er nedenunder. Ikke kan sige, at hun er tyndfed, eller hun er ikke tyndfed. Hun har en flad røv, hun har en fed røv. Ingen kan sige sådan noget, for de ved det ikke«, siger hun og slutter med et grin.

(Foto: Mario Sorrenti)

I et interview med NME tidligere i år fortalte hun netop, om hvordan hadefulde kommentarer online er en del af at være popstjerne i dag, især som kvinde.

»Jeg har snakket med mange kvindelige musikere om det, fordi hvis du ikke er kvindelig musiker, så tænker du sikkert ikke over det. Hvis jeg var en fyr, og jeg havde det her baggy tøj på, ville ingen blinke. Der er folk derude, der siger, klæd dig som en pige. Tag stramt tøj på, du ville være meget smukkere, og din karriere ville gå meget bedre. Nej, den ville ej! Det ville den bogstavelig talt ikke«‚ sagde hun dengang til NME.

(Foto: Mario Sorrenti)

Calvin Klein-kampagnen sætter fokus på nogle af tidens mest indflydelsesrige stemmer, der ikke er bange for at fortælle deres historier. Udover Billie Eilish inkluderer det blandt andre ASAP Rocky, Kevin Abstract, Troye Sivan, Indya Moore, Shawn Mendes samt stjernemodellerne Bella Hadid og Kendall Jenner.

Læs også: Billie Eilish’ seneste Louis Vuitton-looks er fake – og del af en større tendens

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af