Clipse – hardcore professionalisme

En stor klump af bange anelser samlede sig straks i brystet, da man så hvor minimalt fremmøde, der var til koncertstarten kl. 21 denne mandag aften på Voxhall. De brage undergrundsveteraner 4Fod havde som opvarmningsnavn mere end vanskeligt ved at få gang i de omtrent 30-40 mennesker, der var mødt op på daværende tidspunkt.

Heldigvis blev de bange anelser så absolut gjort til skamme. Fra det sekund de to brødre Pusha T og Malice – bedre kendt som kongerne af coke-rap, Clipse – gik på scenen, forsvandt klumpen i brystet. Med åbneren ‘Freedom’ fra det seneste album ‘Til the Casket Drops’ viste Clipse med al tydelighed, at de mente det alvorligt. De virkede fuldstændig ligeglade med, at salen var mindre end halvfuld. Ja, faktisk virkede det som om, de gav den ekstra gas til ære for de få, men ægte Clipse-fans, der var mødt op.

Endnu en intro i form af ‘We Got It For Cheap’ efterfulgt af bangeren ‘Mamma I’m So Sorry’ satte for alvor gang i det tændte publikum. Der blev kastet hænder i vejret af al magt, og specielt Pusha T leverede hele aftenen en formidabel og meget intens performance. Af højdepunkter bør også nævnes den fandenivoldske ‘Grindin” og Re-Up Gang-affiliaten Ab-Livas gæsterap på ‘Cot Damn’ og ‘Ride Around Shining’.

Egentlig burde denne koncert kun blive belønnet med fire stjerner. Lyden var ikke for god. Og hits som ‘When the Last Time’, ‘Wamp Wamp’ og ‘Ma, I Don’t Love Her’ udeblev desværre. Men den egentlige grund til de fem stjerne skyldes især den professionalisme, som Pusha T og Malice lagde for dagen. Her var ingen autopilot. Og til trods for deres coke-forherligende rap var det tydeligt, at der hverken var indtaget hvidt eller grønt før koncerten. Her blev kørt på raw power hele vejen, og det var forbandet svedigt at opleve.

De århusianske hiphop-fans, der blev hjemme denne aften og sparede de par hundrede kroner til koncerten, gik glip af en fænomenal og 100% i orden rap-oplevelse.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af