Lawrence Arabia
Når det kommer til klassisk sangskrivning, er James Milne en uforbederlig feinschmecker, og det høres stadig tydeligt på newzealænderens tredje album under det filmiske pseudonym Lawrence Arabia. Heldigvis er Milne ikke så puritansk, at han ikke kan lege lidt med traditionerne.
’The Listening Times’ blander akustisk guitar og sødmefulde vokalharmonier med gådefuld glockenspiel og listig violin-pizzicato. Resultatet lyder som ’Rubber Soul’-æra The Beatles fortolket af Tim Burtons faste soundtrack-komponist, Danny Elfman. Introen til ’Travelling Shoes’ trækker på 60’ernes elegante strygersvøbte soulpop-ballader, mens dets vers kører på en skæv artrocket rytme.
Læs anmeldelse: Lawrence Arabia ‘Chant Darling’
Milne driver længere bort fra fordums skabeloner på ’The Bisexual’, der med sin jazz/tango-form og forføreriske tekst giver et forfriskende take på trekantsdramaet. ’Early Kneecapping’ går fra en hypnotiserende enkel klaverfigur til et skrækindjagende violincrescendo, der lyder lidt for meget som at stå i midten af en sværm af flagermus. Ligeså giver ’Dessau Rag’ og dens Dixieland-disharmoni indtryk af, at Milne indimellem bevidst forsøger at forpurre vellyden.
Med så mange nostalgiske strygerarrangementer og så gennemarbejdet sangskrivning forstår man bestemt selvsabotagen, men hvad der burde opstå organisk, lyder fortænkt. På trods af hans prisværdige forsøg formår James Milne ikke for alvor at overbevise lytteren om, at han/hun bør vælge ’The Sparrow’ fremfor at søge tilbage til originalerne.