Washed Out

Ernest Greenes kunstnernavn giver på sin vis perfekt mening: Der er noget udflydende og stenet over hans musik, der betjener sig af lag-på-lag af synths og vokalspor ofte ledsaget af akustiske guitarer, som er med til at give musikken dens drømmende, hvis ikke ligefrem verdensfjerne karakter.

Greenes andet album er en både lækker og lettere søvndyssende lytteroplevelse. Når hans hooklines sidder, som de skal, investeres de luftige sange med den fremdrift og karakterfuldhed, der skaber holdbare øjeblikke. Andre gange, som på de blege ’Weightless’ og ’Falling Back, bliver musikken for stillestående og anonym. Og så hjælper det ikke, at produktionerne her opleves som lydlige ækvivalenter til en Othellolagkage, mere klæbrigt fyldige end nærende.

Læs også: Washed Out giver efterårskoncert i København

Der er heldigvis adskillige stærke stunder undervejs, heriblandt ’It All Feels Right’, ’Don’t Give Up’ og ’All I Know’. På disse sange minder Washed Out blandt andet om Bradford Cox’ Atlas Sound eller en mere blød udgave af The Horrors, som de kunne have lydt, hvis Josh Rouse havde sunget for. Den intelligente brug af strygere forlener sangene med en tidløs klasse og understreger fint deres ofte nostalgiske kerne.

’Paracosm’, der unægtelig lægger sig i umiddelbar forlængelse af hele chillwave-bølgen, bringes flot i land af ’All Over Now’. Her kombineres et loopet beat på typisk vis med synth-lyde, der er som en tyk tåge, uden at solens stråler på noget tidspunkt undlader at flette sine små pile af lys og varme ind i kernen af den fantasiverden – eller det nostalgitrip – Greenes musik legemliggør.