Dâm-Funk – funken lever i bedste velgående

Hvis ikke det var fordi Dâm-Funk selv havde gjort opmærksom på, at han var iført sine hjemmesutter og havde forladt hotellobbyen i London kl. 3.30 i nat for at tage direkte på Vanguard, havde man aldrig opdaget det, for den L.A.-baserede funk-virtuos leverede et energisk set med numre fra både sit eget bagkatalog og den moderne funk og soul, som han er rundet af.

Ikke blot havde han medtaget tour-trommeslageren fra et af genrens hovednavne, Loose Ends, han spillede også covers af såvel SOS Band’s ’High Hopes’ som The Gap Band’s ’Burn Rubber On Me’ med en indlevelse, som havde han selv skrevet dem. Der hersker således heller ingen tvivl om Dâm-Funks primære referenceramme, og selv på hans egne kompositioner strømmede lyden af sen-80’ernes signaturinstrumenter som keytar, voice box og måneskinsguitar ud af ham, som var det en naturlig forlængelse af hans sind.

Det betød dog ingenlunde, at lydbilledet skulle blive monotont, for med sin vanlige sans for perfektion afsøgte han i stedet funkuniversets afkroge og bød således på både sensuel slow jam med ’I Wanna Thank You 4 Steppin Into My Life’ og Azymuth-inspireret MPB-jazz på ’Let’s Take Off (Far Away)’.

Selv om den heftige brug af 80’er-referencer umiddelbart kunne forekomme klichéfyldt, var der ingen tvivl om, at Dâm-Funk havde noget på hjerte, og han beviste det endegyldigt ved til sidst at træde af scenen for at gå ned og takke publikum for deres medvirken til at holde funken i live.

Hvis det ikke allerede var blevet bevist ved fredagens George Clinton-koncert, cementerede Dâm-Funk således budskabet med usvigelig selvsikkerhed: Funken lever i bedste velgående og har stadig stor relevans i 2014.