NorthSide: James Blake skabte et medrivende musikalsk skybrud
Skyerne hang tungt og gråt over NorthSides festivallandskab tidligt søndag aften. De dryppede blidt på det standhaftige publikum, der kunne kigge op i den ulmende uendelighed og mærke den blide antydning af, hvad der meget vel kunne blive til et skybrud på få sekunder.
Himlen var den helt rette spejling af James Blake. Tegnet af dybmørke kulører, der ved første øjekast synes døsige, triste og ufarlige, indtil man mærker mørket og den kølige blæst og forstår, at der bag de hemmelighedsfulde tyngder gemmer sig kræfter, vi ikke har begreb om.
Med ‘Life Around Here’ indledte Blake sit sæt fra bag sit key-fort med drillesyge synthfigurer og hvirvlende sirener. Hele første halvdel var lutter indestængt melankoli – fra den altid kærkomne klassiker ‘Limit To Your Love’ over den inderligt ømme ‘Love Me In Whatever Way’ til den helt hjerteskærende ‘My Willing Heart’. Storskærmene fulgte dels en indlevelsesrig Blake, dels billeder af publikummets mange kærlige kærestepar som en helt absurd gribende kontrast til Blake og hans stakkels hjerte.
Fra de knuste, villige hjerter lod Blake pludselig ubesværet bassen overtage lydbilledet. Hektiske synthkaskader og udsyrede robotklingende harmonier på Blakes remix af Untold-tracket ‘Stop What You’re Doing’ forvandlede seancen til en regulær klubfest og afslørede den generte brites mørke, basglade skyggeside.
Med akavede, charmerende små smil vendte vejret atter, da Blake leverede et afdæmpet cover af Don McLeans klassiker ‘Vincent (Starry Night)’. En ballade, hvor britens fulde croonerpotentiale udfoldede sig uforstyrret – lige indtil hele publikum brød ud i pludselig latter over et ret genialt billede af en særdeles uoplagt fyr blandt publikum, hvilket fik stakkels Blake (der troede, vi havde det lårklaskende på hans bekostning) hylet helt ud af den.
Til slut kom det helt store Blake’ske skybrud på ‘Retrograde’. Kælne harmonier og blid klaverklimpren, der blev afløst af nådesløs synth i stride strømme. Et klart højdepunkt, der for hver linje blev mere og mere intenst, indtil man til sidst var overvældende gennemblødt i Blakes åbne følelseshav – et sted, det slet ikke er selvfølgeligt, man ender til en James Blake-koncert.
Se alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.
Læs også: Stor NorthSide-ændring: Næste års festival foregår torsdag-lørdag