Sidste år spillede Bon Iver en koncert i Berlin til Michelberger Music Festival, og i den forbindelse spillede han også en meget mindre koncert for et publikum bestående af kun én person. Videoen af den intime seance er lavet af det franske website La Blogothèque, der også står bag de charmerende ‘Take Away Show’-videoer, hvor bands spiller akustiske versioner af deres sange i folks dagligstuer, på gaden – hvor som helst.
Bon Iver-videoen er en del af La Blogothèques nye low key-videoformat med navnet ‘One To One’, der blev til på sidste års Michelberger Festival efter idé af Damien Rice, der også selv optrådte på festivalen. Mellem festivalens koncerter blev en fan ‘bortført’ til et rum, hvor en af festivalens artister ventede, og i videoen ses en kvindelig fan med bind for øjnene blive sat på en stol foran Justin Vernon. Til at sætte stemningen får hun også lige en tibetansk syngeskål på hovedet inden minikoncerten.
Justin Vernon spiller det fine nummer ‘8 (Circle)’ fra sit seneste ’22, a Million’-album, og selv om man ikke kunne forestille sig en bedre og mere intens setting for Bon Ivers musik, virker den indadvendte Justin Vernon en lille smule utilpas med situationen, som han rokker frem og tilbage, har konstant lukkede øjne og gemmer sig under kasketten. Den kvindelige fan lader dog til at nyde koncerten.
I videoens introduktion tyder det på, at dette ikke er den eneste One To One-session, der blev lavet i forbindelse med Michelberger, så måske der er flere intimkoncerter i vente. The Nationals Dessner-brødre var blandt andet også at finde på Festivalen sidste år.