Muse er fastlåst i deres egen formel på succes
Man må tage hatten af for, hvor visuelt gennemført Muse har lanceret deres nye album. Videoerne til singlerne ‘Something Human’ og ‘Thought Contagion’ dyrker åbenlyst elementer fra 80’ernes popkultur, ligesom coveret – designet af Kyle Lambert, der også har bistået ‘Stranger Things’-æstetikken – følger den let afkodelige referenceramme fuldkomment til dørs.
Som for at understrege denne pointe musikalsk er albummet ligeledes omkranset af de dark wave-inspirerede ‘Algorithm’ og ‘The Void’, hvor man nærmest kan smage pastelfarverne og se en futuristisk skyline for sig i de svulstige synthlag. I disse to bogstøtter holder trioen den velkendte himmelstræbende patos i forholdsvis stramme tøjler, hvilket dog ikke formår at løfte ‘Simulation Theory’ op af middelmådighedens dynd.
Der kører ofte to spor simultant i Muses modus operandi: For det første de stærke melodier og kløgtige arrangementer, og for det andet en grandios fernis, der kan synes som distanceblændværk.
På deres ottende album mistænker man gruppen for bevidst at overkompensere på sidstnævnte for at maskere for en del tomme kalorier frem for friske musikalske vitaminer.
I grove træk fodrer Muse egentligt bare nye lyde ind i den gamle maskine, og man sidder med en snigende følelse af deja-vu. ‘The Dark Side’ og ‘Get Up and Fight’ er magelige readymades, der følger en velkendt skabelon med energisk fremdrift og forløsende omkvæd, og så fungerer den æggende funk-vibe i ‘Propaganda’ langt bedre i en gammel traver som ‘Supermassive Black Hole’, mens ‘Blockades’ flakser rundt i galaksen som en svag afglans af ‘Bliss’s stadigt blændende supernova.
Der er dog også positive stunder. Fraregnet det kiksede scratch-mellemstykke vipper man med foden til det skramlede groove i ‘Break it to Me’, og både ‘Pressure’ og ‘Something Human’ er fine påmindelser om, hvorfor man i sin tid faldt for Muse. Men det er netop ’i sin tid’, som gradvist udkrystalliserer sig i en vedvarende fornemmelse af, at man har hørt virkemidlerne før og eksekveret bedre.
For gamle Muse-fans er der ikke noget nævneværdigt at komme efter, og nytilkommere henvises til tidligere udspil, hvor Matt Bellamy, Chris Wolstenholme og Dominic Howard doserede deres talenter i en mere ligelig balance mellem mindeværdige og rørende melodier, teknisk ekvilibrisme og et lydbillede, der stræber mod at prikke et hul i himlen.
Den kreative flamme er ved at løbe tør for stearin, og det er ærgerligt, at så dygtige og ambitiøse musikere står kreativt i stampe og hverken vil udfordre sig selv eller deres fanskare.
‘Simulation Theory’ er lyden af et band fastlåst i en beregnende kalkule, fordi de for længst har gennemskuet en effektiv og forudsigelig formel på succes.
Kort sagt:
Momentvis bliver man mindet om Muses format på dette deres ottende album, men det er ofte i numre, som bringer deja-vu om dengang, den ambitiøse trio for alvor stræbte mod at prikke et hul i himlen.