Amnesia Scanner ‘AS Crust’
Valgt af Niels Jul Bruun: »Jeg har altid følt mest uhygge ved ting, jeg ikke kan placere eller forstå. Sådan har jeg det med duoen Amnesia Scanner. De bevæger sig på grænsen mellem støj og musik, mellem menneske, maskine og monster. Når jeg lytter til dem, bliver jeg grundlæggende i tvivl om, hvad jeg egentlig lytter til, som om meningen og kategorierne forsvinder. Abjekt, havde man nok kaldt det i kulturteorien. Og den følelse finder jeg meget mere skræmmende end spøgelser, zombier, eller øksemordere«.
Scott Walker ‘The Escape’
Valgt af Anton Rothstein: »’The Escape’ og albummet ‘The Drift’ er den uhyggeligste oplevelse, jeg har haft med musik. Jeg var 16, da den udkom. Jeg downloadede den på Soulseek og lyttede til den med hovedtelefoner i mit teenageværelses mørke. Jeg kendte ikke Scott Walker udover et par af de overdådige sange fra 1960’erne. Hvis bare jeg havde lyttet til ‘Tilt’ inden, ville jeg have været bedre forberedt, men ak og ve, det havde jeg ikke. Jeg vil i H.P. Lovecraftsk stil ikke afsløre for mange detaljer om det uhyggelige væsen, pladen er, for du vil alligevel ikke tro mig. Hvis du ikke har hørt pladen før, så ignorer dette link, og sæt i stedet hele pladen på. Jeg glæder mig til at høre, hvad du følte cirka en time og syv minutter inde«.
Lord Infamous ’Anyone Out There’
Valgt af Kristian Karl: »Jeg ved ikke, hvordan jeg som cirka 15-årig fandt den her sang. Måske var det i virkeligheden den, der fandt mig. Det ville passe meget godt til den her ekstremt uhyggelige crunk-sang fra Three 6 Mafia-medlemmet Lord Infamous, der skildrer en mareridtsagtig tilværelse som mordfantaserende indlagt på et sindssygehospital. Sangen ender med, at hovedpersonen bliver begravet levende under et flugtforsøg og hvisker »I’m scared / Is anyone out there«, mens han dør. Gys«.
PJ Harvey ‘Electric Light’
Valgt af Marie Ulrich Østergaard: »PJ Harveys 1998-album, ‘Is This Desire’, er lyden af gudsforladte, forblæste engelske heder, og sangen ‘Electric Light’ føles særligt hjemsøgt. Noget ved produktionen er lidt off – de borende bastoner og Harveys vokal ligger helt forrest i mixet, langsomt skrues der op for nogle søvngængeragtige trommer, og hele tiden spøger en diskret summen af elektronisk støj. Sidste vers synger Harvey i en falset så tynd som en mølædt victoriansk natkjole. Som ung teenager havde jeg for vane at skippe sangen. Nu lytter jeg tappert, men helst i dagslys«.
Krzysztof Komeda ‘The Coven’ (fra ‘Rosemary’s Baby Soundtrack’, 1968)
Valgt af Martin Gronemann: »Hvis musikken til en gyser er endnu mere creepy end selve filmen, har man løst opgaven. Hvilket man må sige, at den polske komponist Krzysztof Komeda gjorde til Roman Polanskis klassiker. Den blot 47 sekunder korte ‘The Coven’ er det mest uhyggelige musik, jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med. Den dissonante fløjte, subtile percussion og i særdeleshed det rædselsvækkende messende kor udtrykker yderst effektivt forvirringen og den tiltagende uro hos stakkels Rosemary gennem hendes graviditet«.
Suicide ‘Frankie Teardrop’
Valgt af Holger Møller Dybro: »Fortællingen om Frankie Teardrop er en gruopvækkende socialrealistisk tekst om et USA i et forfald. Den desperate fabriksarbejders usle liv i fattigdom får noget til at slå klik. En dag efter arbejde lader familiefaren sin pistol og skyder sit seks måneder gamle barn i krybben. Herefter konen. Herefter sig selv. Og så fortsætter rejsen ind i helvede. Det hele nærmest hviskes af Alan Vega henover Martin Revs psykotisk repetitive trommemaskine og keyboardmotiv. Minimalismen trækker lytteren ind i ond spiral, der kun afbrydes af de skrækindjagende primalskrig, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på selv den mest hårdnakkede industrialfan«.
Pharmakon ’Nakedness of Need’
Valgt af Kjartan F. Stolberg: »Jeg ville ønske, jeg kunne høre ’Nakedness of Need’ for første gang igen. Margaret Chardiets industrielle noise er her så makaber og frastødende, at det vækker nogle følelser af ubehag, der får min puls til at stige og gør mig oprigtigt bekymret. Inderst inde ved jeg jo godt, at hendes skrigende vokal ikke er forårsaget af ægte smerte, men Pharmakons lydkunst er så veludført, at jeg føler mig uhyre skidt tilpas, når jeg hører den«.
The Beatles ‘Blue Jay Way’
Valgt af Sofie Kock Aukdal: »Det engelske ord ‘eeire’ har ikke rigtig nogen dansk pendant, men for mig er ‘Blue Jay Way’ fra The Beatles’ ‘Magical Mystery Tour’ virkelig essensen af det ord. Den mærkelige melodilinje, teksten om en tåge, der ligger tungt over Los Angeles, det bagvendte kor og de i forvejen ret uhyggelige dyrekostumer på albumcoveret har altid gjort ‘Blue Jay Way’ til et stensikkert skip, hver gang jeg har lyttet til det måske lidt undervurderede Beatles-album«.
Alexander Tillegreen ‘Phantom Streams (5 Movements)’
Valgt af Jakob Gustav Winckler: »Intet kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig som et mindfuck. Følelsen af ikke at kunne stole på sine sanser. Jeg tror aldrig, jeg har mærket en større paranoia, end da jeg hørte Alexander Tillegreens album ’In Words’ første gang. Tillegreen, der er elektronisk komponist og lydkunstner, arbejder med fantomord: Panorerende ordlyde, der manipulerer hjernen til at tro, at det er rigtige ord, den opfanger. En hypnose så kvalmende intens, at verden virker lidt mere uvirkelig bagefter«.
Fuck Buttons ‘Ribs Out’
Valgt af Martin Hjorth Frederiksen: »Titlen alene er ubehagelig. Hvad er der sket med de ribben? Bristol-duoens glimrende debutalbum er et mangefacetteret bæst, men det er decideret modbydeligt på ‘Ribs Out’. Det hele er tribalt og primalt. Trommer kører i ring. En stemme skriger truende og ceremonielt. Man føler sig anbragt på et roterende spyd over et bål. Læg dertil uvisheden: Hvad fanden er det, jeg lytter til? En mørk afkrog af sjælen. Dét er, hvad du lytter til«.
Fever Ray ‘If I Had a Heart’
Valgt af Christian Wolkoff: »Der er ikke noget i ‘If I Had a Heart’, der minder om et klassisk jump scare. Her er ingen chok, sønderrivende skrig eller skingre lyde. Nej, den første solosingle fra The Knife handler for mig om noget, der ulmer under overfladen. Den giver mig følelsen af at gå gennem en mørk skov med frygten for, at der gemmer sig noget bag hvert eneste træ«.
Liz Damon’s Orient Express ’1900 Yesterday’
Valgt af Rasmus Weirup: »Mange gyserfilm udspiller sig omgivet af nyslået græs og sirligt klippede hække i hvidmalede parcelhuse fyldt med klaustrofobisk kernefamilieidyl. Med god grund: Der er noget dybt uhyggeligt over normalitet. Og ingen musik er så normal som start-70’ernes easy listening. Det gælder ikke mindst ’1900 Yesterday’, der er så demonstrativt blankpoleret og normal, at det lyder som om, den dækker over noget. Det er sangen, der spiller i radioen, mens mor sluger et helt glas Stesolid, mens far finder pistolen frem fra undertøjsskuffen, mens børnene drukner i swimmingpoolen. For ikke at tale om den lille gyserhistorie, der er gemt alene i sangens ukarakteristisk tragiske tekst om kvinden, der resigneret tæller dagene, siden hun blev forladt af sin elskede. Og det var 1900 … i går«.
The Walker Brothers ‘The Electrician’
Valgt af Carl Windahl Bøllingtoft: »‘The Electrician’ handler ifølge sangskriver Scott Walker om torturbødler i Sydamerika, og med dens skærende strygere og ildevarslende bas spreder sangen en uro i kroppen. Der er et smukt orkestralt crescendo midtvejs, der bedragerisk føles som en udfrielse fra smerten, men det er kun et kort øjebliks skønhed i mørket. For vi ender tilbage i torturkælderen, hvor Scott Walker i rollen som torturbøddel synger: »When lights go low / There’s no help, no«. Her er ingen flugt fra rædslen«.
Radiohead ‘Climbing Up the Walls’
Malthe Hjort vælger: Der er få bands, jeg har lyttet mere til end Radiohead, og få album, jeg har lyttet mere til end ‘OK Computer’, men det løber mig stadig koldt ned ad ryggen, hver gang jeg hører det her nummer. Det er ikke teksten, der gør det, selvom det da er creepy at høre bandet råde mig til at »lock the kids up safe tonight«. Det er heller musikken, selvom de fodslæbende trommer og atonale strygere heller ikke ligefrem beroliger mig. Nej, det, der får mig hver gang, er Thom Yorkes sønderrivende skrig til sidst. Yikes«.
Klaus Schulze ‘Irrlicht’
Valgt af Henrik Reinberg Simonsen: »Kan man tale om euforisk uhygge? Sådan får jeg det, når jeg lytter til den tyske electronica-pioner Klaus Schulzes spooky drone-orgelmusik på ’Irrlicht’. Udstrakte, dissonante orgelakkorder skaber en slags sfærisk ondskab. Det er som at dumpe ind midt i en satanisk midnatsmesse, men man bliver næsten høj af det«.