Uhyggelig musik kan gøre dig lige så utilpas som en god gyserfilm – lyt bare med her

Det er en helt særlig sensation, når musik kan blive så blodig og intens, at man får gåsehud og ikke kan røre sig ud af flækken, skriver Kjartan F. Stolberg, der varmer op til Halloween ved at dykke ned i gysermusikken.
Uhyggelig musik kan gøre dig lige så utilpas som en god gyserfilm – lyt bare med her
Lingua Ignota. (Foto: Lisa Birds)

Gyserfilm er ofte store biografsucceser. At samles om at blive skræmt fra vid og sans er en fantastisk følelse. Det kan føles ubehageligt i momentet, men når man er færdig med filmen, har man været på en vild emotionel rutsjebanetur, hvor uvished om den grusomme fare konstant har været om hjørnet.

Film som ‘Hereditary’, ‘The Shining’, ‘The Babadook’ og ‘The Thing’ har fået mig til at hige efter vejret – så virkelige føles truslerne, når man først sidder klistret til de levende billeder.

Så det store spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor gysermusik ikke har samme succes. Når halloweenfester verden over slår sig løs, er soundtracket ‘Monster Mash’, ‘Thriller’ og ‘Ghostbusters’-temaet – gode sange, men ikke ligefrem uhyggeligt.

De mere alternative typer sætter muligvis Rob Zombie, Ice Nine Kills og Alice Cooper på – makabre skikkelser med et flair for horrorgenrens teatralitet, men næppe noget, der rent faktisk skræmmer særlig mange lyttere.

Og jeg skal da glædeligt indrømme, at det også er sådan, min egen halloweenfest-playliste plejer at se ud. Men som jeg sidder alene for mig selv og ser frem til maskernes nat, nyder jeg at sætte noget musik på, der rent faktisk kryber ind under huden på mig, så hårene rejser sig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Frankie Teardrop’

Som teenager hørte jeg det selvbetitlede debutalbum fra den minimalistiske synthpunkduo Suicide. Albummet er fra 1977 og havde altså allerede over 30 år på bagen, da jeg hørte det. Men alligevel vendte det op og ned på min opfattelse af, hvad musik kan. For første gang hørte jeg et stykke musik, der gjorde mig decideret ubehageligt tilpas – men på en måde, der absolut var tilsigtet.

Det drejede sig om det ti minutter lange track ‘Frankie Teardrop’. Det var det uhyggeligste stykke musik, jeg nogensinde havde hørt dengang. Sangen handler om den 20-årige fabriksarbejder Frankie, der presset af desperate omstændigheder bliver skubbet ud mod vanvid og tager livet af sin kone, deres barn og sig selv.

Narrativet i sig selv er ikke videre opsigtsvækkende – men de musikalske virkemidler er hårrejsende. Den konstant prikkende trommemaskine, der ikke udvikler sig det mindste i ti minutter. Den kolde, brummende synthbas, der looper det samme nervepirrende lille riff. Alan Vegas maniske vokal, der starter nervøs og med tiden bliver til det mest forfærdeligt pågående angstskrig. Og ekkoeffekterne, der kun bliver kraftigere i takt med, at Frankie mister forbindelsen til virkeligheden.

‘Frankie Teardrop’ har haft massiv indflydelse på, hvilken musik, jeg opsøger. Det er en helt særlig sensation, når musik kan blive så blodig og intens, at jeg får gåsehud og ikke kan røre mig ud af flækken, fordi værket kommanderer så kraftigt over mine følelser. Og heldigvis er det ikke kun mine lyttevaner, der skylder ‘Frankie Teardrop’ meget – for nummeret har tydeligt sat sit præg på, hvordan andre musikere sidenhen har prøvet at skabe uhygge. Selv Bruce Springsteen har ladet sig inspirere af sangen.

Gentagelsernes magt

‘Frankie Teardrop’ bygger på to meget basale ingredienser, som er blevet genbrugt mange gange. Dels den foruroligende fornemmelse, der kommer, når instrumentationens simple, mekaniske lyde bliver gentaget gang på gang uden det mindste tegn på at skifte over i en mere tryg lyd. Og dels Alan Vegas hyperekspressive vokal, der oprigtigt lyder som om, han mister besindelsen og mærker stor smerte, både på et fysisk og mentalt plan.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En lignende dynamik driver en af mine andre yndlingssange, der gav mig godt med gåsehud, da jeg hørte den første gang, nemlig ‘Feral Love’ af gothrockeren Chelsea Wolfe. Et industrielt, pulserende og påfaldende monotont trommebeat driver tracket fremad, mens Wolfes egen vokal er fjern, magtesløs og lyder en smule opgivende. Der er utryghed over det hele.

Men så kommer en buldrende bas og noget knasen i lyden, og Wolfe bliver mere højlydt. Smerten bliver større i takt med, at lyden bliver kraftigere, og ubehaget bliver voldsomt og destruktivt. Nummeret presser sig på – og det er ikke rart på nogen måde, men det giver et helt vildt sus i maven.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Gentagelsen er også essentiel i ‘Nakedness of Need’ af noise-kunstneren Pharmakon. Det kører langsomt, slæbende fremad, og gradvist fyldes det soniske landskab op med flere og flere gennemborende, frastødende lyde. En highpitch-drone træder ind og skærer i ørerne, og noget tid derefter begynder Pharmakon at skrige, som om hun bliver tortureret, mens hun er i gang med at føde. Det er et ubehag, der sætter sig i hele kroppen.

Gentagelsen cementerer, at der ikke er nogen flugtvej. Det musikalske univers er brutalt, og det bliver på intet tidspunkt blidere.

Et andet navn, der forstår at bruge lignende virkemidler til at snige sig ind under huden på mig er den amerikanske dronemetal-duo The Body. De har et stort bagkatalog, men min umiddelbare favorit i deres diskografi er nok ‘I’ve Seen All I Need to See’, der udkom i januar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The Bodys vokalist, Chip King, synger ikke, han skriger. Ikke på samme måde som eksempelvis screamovokalister har en ængstelig, forvrængt mine over deres vokaludbrud. Når King åbner munden, lyder det som om, der er nogen, der er i gang med at save i hans arm.

Da ‘I’ve Seen All I Need to See’ udkom, havde jeg det i ørerne under en tur i Fakta. Dagligvarebutikken blev med dette soundtrack forvandlet til det mest utrygge sted at befinde sig med farer om alle hjørner. Og ja, der var jo selvfølgelig Covid-19, der gjorde mig lidt ekstra opmærksom – men med The Body i ørerne var min følelse nærmest snarere paranoia.

Den gruopvækkende historiefortælling

Hvis man filmatiserede den simple historie i ‘Frankie Teardrop’, ville det næppe være en gyser. Det ville nok rettere være et psykologisk drama a la ‘Requiem for a Dream’. Men de musikalske klæder ændrer totalt på, hvordan vi opfatter en historie.

Roskilde Festival-aktuelle Lingua Ignota laver selvbiografiske sange om misbrug, tro, ensomhed, fordømmelse, forrædderi og andre alvorlige oplevelser. Dette er svøbt ind i højdramatiske, smadrede og filmiske virkemidler, hvilket højner rædslen, der er til stede i alt dette.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Jeg gennemgik hendes hårrejsende 2019-album ‘Caligula’ grundigt, da jeg anmeldte det i sin tid. Men jeg synes faktisk, hendes 2021-album ‘Sinner Get Ready’, der har hendes tro i fokus, er endnu mere intenst.

Virkemidlerne er langt hen ad vejen mere underspillede, men af den årsag er det også endnu mere overvældende, når hun på numre som ‘Many Hands’ lader musikken blive decideret manisk.

Et andet eksempel på hårrejsende historiefortælling finder vi på albummet ‘Strange Tourist’ af The Drones- og Tropical Fuck Storm-frontmand Gareth Liddiard. Afslutningsummeret ‘The Radicalisation of D’ er et 16 minutter langt singer/songwriter-track, der udelukkende fortælles gennem vokal og guitar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sangen handler om en ung mand ved navn D, der er socialt udskudt, men finder forløsning gennem fascistisk terror. Der er et simpelt riff, der gentager sig hele vejen igennem nummeret, hvilket kommunikerer radikaliseringens vedvarende cyklus. D’s handlinger og holdninger viser sig at være mere ekstreme for hver linje, der bliver sunget. Liddiard bliver også mere højlydt som performer. Det trænger igennem i en grad, der gør mig helt urolig i maven.

Der er meget god musik, der har slægtskab til gysergenren.

Nick Caves ‘Murder Ballads’ er en relativt lettilgængelig, men også makaber serie af sange om mord (et godt sted at starte, hvis man er ukomfortabel med det mere ekstreme stof).

Postrockbandet Swans har skabt skræk gennem musik siden 80’erne – mest fornemt på deres albumtrilogi fra 2012-2016. Nyligt afdøde Scott Walker nød især på sine sene dage at skabe frygt på avantgardistiske album som ‘Bish Bosch’.

Der er vanvittigt meget musik derude, der har uhyggen i centrum. Og det er følelsesoplevelser, man sent glemmer.

Det er måske ikke det mest festlige halloween-soundtrack derude, bevares – men det er nogle gigantiske mavepustere, der skaber åndenød, klump i halsen og gåsehud. Så kan man jo eventuelt skifte mellem dét og så ‘Ghostbusters’-sangen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af