Internetstalkere over hele kloden kan spejle sig i hendes bog, der gør op med gode mennesker

INTERVIEW. Det er en solrigt diset lørdag eftermiddag i oktober på Frederiksberg. 

Forældre klædt i afdæmpede overgangsjakker spadserer rundt med Emmaljunga-, Odder- eller Bugaboo-barnevogne over bladene, der falder stille og knitrende orange. Cyklister hjuler forbi med Hövding-hjelme, mens jeg krydser gaden i mine Dr. Martens. Et stenkast herfra holder Frederiksberg Centret hjulene i gang og byen stilbevidst beige.

»Altså når man går rundt i København …«, siger britiske Sheena Patel med et kækt smil, da jeg møder hende i den lejlighed, hun låner af sin danske forlæggers ven weekenden over.

Forfatteren er klædt i en oversize, patentstrikket sweater i dyb turkis og om hvert håndled har hun en snoet armring i sølvfarvet metal. Hun holder en kort pause, inden hun fuldender sin analyse af byen:

»Alle ser jo helt vidunderlige ud. Men de ser også ens ud. Visuelt er det meget … ordentligt«.

I disse dage besøger hun København for at promovere sin debutroman ‘Jeg er fan’ fra 2022, der udkom på dansk i foråret, er oversat til 14 sprog og blev kåret til årets bog ved The British Book Awards i den såkaldte Discover-kategori.

Bogen skriver sig ind i en tid, hvor det at have en særlig fornemmelse for æstetik er blevet en større og større klassemarkør. Præcis som Sheena Patel også har observeret det blandt københavnerne det seneste par dage.

»Det er en slags kode: ’Hvis bare jeg gør det samme som alle de andre, så er jeg en del af klubben, og så vil alle synes, at jeg har god smag’. Men det er en svækkelse af individet. For hvis alle gør det samme, er der jo ikke rigtig nogen, der gør noget som helst«.

Selvfølgelig, siger hun, ville hun også klæde sig sådan, hvis hun havde midlerne til det. Men der er noget uniformt over, at alle ser ud som om, at de er med i samme klub.

Det er en ensartethed, som internettets algoritmer forstærker, og som blev et af temaerne i den bog, hun begyndte at skrive under nedlukningen i 2020, hvor hun som de fleste af os andre brugte hun en del ekstra tid online. Men bag skærmen havde hun svært ved at spejle sig i den perfekte tone af beige i andre menneskers liv.

»Jeg undrede mig. Hvorfor er det, at nogle mennesker ender oppe i toppen, og en som mig hernede på bunden? Hvordan kommer jeg derop, hvordan bliver jeg selv en med god smag? Hvad er det ved internettet, der vedligeholder de her ideer om, hvad god smag er? Hvorfor bliver de hele tiden presset ned over mig? Og hvem er det egentlig, der står bag?«, spørger Sheena Patel.

De ikke så få spørgsmål er – foruden stalking, hyklerisk hvidhed og kærlighedens vilkår i kapitalismen – noget af det, hun med bogen forsøgte at blive klogere på.

At have empati med et røvhul

37-årige Sheena Patel er født og opvokset i London. Det er også her hun til daglig arbejder i film- og tv-branchen, når hun ikke lige rejser verden rundt med sin bog, som også foregår i den engelske hovedstad. 

Hendes latter er fri og mild, næseringen funkler let i lyset. Det umiddelbart varme, imødekommende væsen, står dog i nogen kontrast til den kyniske diagnose, hun i sin debutroman selv leverer af menneskeheden, som den ser ud i dag.

I bogen følger vi en unavngiven brun middelklassekvinde, der indleder en utilfredsstillende affære med en ældre og emotionelt utilgængelig mand fra kulturelitens top, og hendes altomsluttende besættelse af den privilegieblinde hvide kvinde, som manden også er sin kone utro med. 

»Jeg var ikke interesseret i at skrive en karakter, der skulle opføre sig godt, for jeg tror ikke på, at menneskeheden er god. Trump, Boris Johnson, Nigel Farage – det virker som om, at det kun er dårlige ting, der bliver belønnet i dag. Så hvorfor skrive en bog med en god hovedperson, når de ikke ser ud til at eksistere i virkeligheden?«, siger Sheena Patel.

Hun fortæller med tilsyneladende begejstring, at en interviewer til et arrangement tidligere på dagen endda kaldte hendes bog »neo-gotisk« med reference til den genre, der introducerede frygt, kontroltab og gys i engelsk litteratur gennem 1700-tallet.

Og en mørk, ildevarslende tone er da også tydelig fra romanens allerførste sætning.

»Jeg stalker en kvinde på internettet, som går i seng med den samme mand som mig«, lyder den.

»Manden jeg gerne vil være sammen med« og »Hende jeg er besat af«, bliver de to karakterer konsekvent kaldt af romanens fortæller. 

Manden er typen, der deltager i paneldiskussioner om feminisme, men behandler kvinderne i sit privatliv som objekter, og hvis refleksionsniveau over ulige magtforhold i sine affærer med unge kvinder nærmer sig nul.

Kvinden er typen, der promoverer bæredygtigt og såkaldt etisk forbrug på sin glittede Instagram, hvor hun poster billeder af god kunst, ’vild’ natur og ferniseringssmarte sølvtallerkener med rustikke grøntsager. Selv er hun født med en guldske i munden, men poserer som marxist, har en Goop-agtig webshop og ifølge fortælleren »ville få komplimenter bare hun slog en prut«.

Eller oversat til en københavnsk kontekst:

Tænk håndsæbe fra Frama, tekstiler fra Tekla og eddikesur orangevin på Autopoul. Den slags lettere karikerede, selvhellige venstrefløjshykler, der er en arketype i Glenn Bechs ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ værdig.

Men heller ikke fortælleren selv er moralsk skudsikker. Hun stalker den hvide kvinde på Instagram, opsøger hendes søster og bliver tiltagende grænseløs over for sin egen kæreste, alt imens hendes begær efter kulturmanden – en egentlig »møgkedelig affære« – bliver mere og mere desperat.

»Jeg forsøgte at få det mikrokosmos, som det her trekantsdrama er, til at afspejle omverdenen«, siger Sheena Patel.

»Og jeg ville gerne vise, hvor svært det er at være et godt menneske i en verden, der er forskruet. Hvor urealistisk det er at kræve, at mennesker altid skal opføre sig ordentligt, når de lever i et system, der understøtter det modsatte«.

Derfor er hovedpersonen ofte lige så voldelig mod sine omgivelser, som de er imod hende. Hun er ikke et offer, det er ikke kun synd for hende, så simpelt er det ikke.

Og det er et bevidst greb for forfatteren.

»Jeg tror ikke, at man kan føle empati med én, der kun er god. Det er aldrig hele sandheden«, siger Sheena Patel.

Hun ler kort og tilføjer:

»Jeg er i hvert fald ikke altid et godt menneske, og det er mine venner altså heller ikke. Sommetider er vi røvhuller. Så det ville ikke afspejle den verden, jeg lever i, hvis hovedpersonen i bogen bare var god«.

Looking for a man in finance

I ‘Jeg er fan’ er kærlighed, hvis ikke en decideret illusion, så en rose med voldsomme torne.

Hovedpersonens begær efter manden, hun gerne vil være sammen med, handler ikke kun om romantik, men er også et ønske om at komme til tops i kulturlivets nepotistiske hierarki. Hun anskuer sin affære til ham i kapitalistiske termer hentet fra aktiemarkedet og konstaterer:

»Forhold er kamppladser, hvor der tabes og vindes – det handler ikke om intimitet eller tryghed, men om dominans og underkastelse«.

Det klinger lidt af det, den danske forfatter Asta Olivia Nordenhof for tiden undersøger i sin igangværende og efter planen syv bind store romanserie ‘Scandinavian Star’, der også forsøger at besvare, om det er muligt at elske under kapitalismen.

Jeg påpeger, at kærligheden i Sheena Patels roman bliver fremstillet ret dystopisk. At kærligheden virker uløseligt forbundet med de kapitalistiske logikker, der omgiver os.

»Det tror jeg også, de er,« svarer Sheena Patel usentimentalt.

»Og jeg ser det ikke som dystopisk, for det er allerede virkelighed«.

I dag betyder det nemlig noget, om man har penge, et godt job eller ejendom, hvis man vil date, siger hun. Det er nærmest, som om vi er gået tilbage i tiden. Den sociale mobilitet er blevet mindre, folk er mere pressede over deres økonomi, og derfor er det atter blevet et potentielt strategisk valg, hvem man gifter sig med.

Men det er selvfølgelig ikke hugget i sten. For ingen ville »give a shit« om deres romantiske partneres privatøkonomi, mener Sheena Patel, hvis ikke det var blevet så svært at betale sine regninger.

»I London er alting blevet så dyrt, at man unægtelig stiller sig selv spørgsmålet: ’Hvordan ville mit liv se ud med det her menneske, der ikke har et godt job?«, siger hun.

Det lyder jo nærmest som en Jane Austen-roman?

»Ja, helt sikkert. Tænk på den der TikTok-trend ‘I’m looking for a man in finance’. Når folk ønsker at leve et soft life, være hjemmegående husmødre eller slet ikke arbejde, så handler det også om, hvor udfordrende livet er blevet økonomisk. Det er ikke dystopisk, det er virkeligheden«.

I ‘Jeg er fan’ er det dog ikke bare kærligheden, men selve heteroseksualiteten, der er under pres. Fortælleren går i hvert fald så langt som til at kalde heteroseksualitet en »misogyn, fascistoid ild«.

Og selv om forfatteren er sikker på, at der findes gode heteroseksuelle forhold derude, føler hun sig ikke overbevist om, at heteroseksuelle relationer nogensinde kan være det, hun kalder »fair«.

Da jeg spørger, hvad hun mener, bliver hendes stemme lidt træt.

»Det virker bare ikke som om, at mænd egentlig synes synderligt godt om kvinder«, svarer hun.

»Det tror jeg grundlæggende ikke, at de gør«.

Lige der griner hun ikke, men ser bare på mig med et helt afklaret blik.

I de forkerte hænder

Det er med andre ord ikke et udpræget optimistisk syn på verden, der hersker i ‘Jeg er fan’. Snarere er det præget af en afgrundsdyb ambivalens.

Når hovedpersonen stalker den hvide kvindes mindste bevægelser på Instagram, er det både for at tillægge sig hendes kropssprog og indkøbsvaner, men også for blandt andet at prøve at cancelle hende via modeprofilen Diet Prada på Instagram.

Hun længes mod selv at indtage denne privilegerede hvide kvindes position, men samtidig …

»Hader hun den«, afslutter Sheena Patel min sætning.

Og det er en vigtig pointe, tilføjer hun:

»Ambivalens er en vigtig emotionel tilstand. Både i kærligheden og i andre sfærer af livet. Jeg er aldrig helt sikker på, om jeg reelt har lyst til det, jeg har lyst til, eller hvorfor. På sin vis ligger det at begære noget og hade noget meget tæt på hinanden, fordi deres fokus er det samme«.

Sådan har Sheena Patel det også med sociale medier. Hun er lige så afhængig som alle mulige andre. Men i bogen forsøger hun også at vise deres bagside. Og hvor let det er blevet at stalke hinanden.

»Jeg tror, at alle kan forfalde til de mørkere aspekter af at følge nogle på sociale medier. Vi har simpelthen bare adgang til alt for meget information«, siger hun.

Når vi konstant afgiver informationer om os selv på internettet, hober det sig over tid op og risikerer at give fremmede et helt forvrænget billede af, hvem vi er. Tanken om, at det kan havne i det forkerte blik, kan virke meget farlig, mener forfatteren.

Alligevel ændrede arbejdet med bogen ikke hendes eget forhold til sociale medier, siger hun.

Men efter den udkom, er der sket noget, som forandrede det radikalt. For Sheena Patel følger mange palæstinensere, hvilket det seneste år fundamentalt har ændret hendes eget feed og syn på for eksempel Instagram.

»Det er voldsomt, at man det ene øjeblik kan se et folkemord og det næste se nogens fitness-workout eller et billede af deres frokost«, siger hun.

Men på en brutal facon illustrerer det også tydeligt internettets logikker, mener hun. For at se palæstinensere være nødsaget til at vise deres børn frem på sociale medier, fordi det er den letteste måde at vække empati, er forfærdeligt. Som om empati er noget, man skal gå til audition for på lige fod med smarte influencere og reklamer.

»Man tror ikke, at folk kan se andre mennesker blive dræbt på deres telefoner og være ligeglade«, siger hun.

»Men det er det, vi ser. Da jeg første gang hørte om Holocaust, tænkte jeg, hvordan kunne folk bare leve deres liv, når sådan en ondskab fandt sted? Svaret er: Sådan her«.

At forsvinde som Adele

Sheena Patel skal til endnu en talk i eftermiddag, inden hun mandag  rejser hjem. De seneste år har medieopmærksomheden på hende været intens på en måde, hun aldrig havde forestillet sig.

Den store interesse er nu så småt ved at fortone sig, og det er rart, siger hun. Nu skal hun snart være alene igen. Tænke og skrive.

For selv om opmærksomheden kan være afhængighedsskabende for en som hende, der med egne ord altid gerne har villet have den, har hun også brug for ro.

Forsvinder du nu som Adele i nogle år, før du kommer tilbage med en ny roman?

»Der er i hvert fald noget vildt fedt over bare at gøre sin ting og så forsvinde helt igen«, griner hun.

»Men Adele har selvfølgelig også kun muligheden for at gøre den slags, fordi hun er så fucking loaded«.

Forfatteren smiler kækt en sidste gang, inden hun atter bevæger sig ud i det københavnske gadebillede, hvor alle ligner nogle, der måske skal hjem og stalke hinanden på Instagram.