I sidste uge løb comedy-festivalen Up Festival af stablen i København for andet år i træk. Her tog dansk standup i alle afskygninger plads bag mikrofonerne til en uges opvisning i one (wo)man-showets tegn.
Selvom programmet også rummede nogle af landets mest succesfulde komikere som Lasse Rimmer, Heino Hansen og Lars Hjortshøj, var generationsspændet bredt, millennial-domineret og rigt på anbefalingsværdige navne.
Mads Holm vandt anmelderprisen med selvudlevering og politisk harme, Frederik Rosgaards humoristiske bagklogskab blæste nyt liv i parmiddagens tematiske udtrådthed, og Simon Væver leverede psykisk sårbarhed med selvsikkerhed som verdens bedste fodboldspiller.
Helt nede i vækstlaget fandt man endda unge talenter som 16-årige Ida Thorsted, der imponerede som deltager i festivalens talentkonkurrence med sin evne til at uddele spydige gen alpha-smæk til folk, der bruger Facebook.
Jeg var med som del af festivalens anmelderjury, og efter at have tilbragt en uge i komisk og kritisk lag kan jeg konstatere, at der er masser at komme efter i det danske comedylandskab, hvis man ved, hvad man leder efter.
Det kan tage rigtigt lang tid at bryde bredt igennem, men oplever man kun de komikere, der er store nok til at rejse land og rige rundt med store soloshows eller komme med i hitformater som ‘Stormester’, går man glip af nogle af scenens bedste og mest upolerede grin.
Vi anbefaler fem unge navne, man bør opleve, så snart muligheden byder sig. Og hvis man ikke vil gå glip af, hvornår det er, er den mest skudsikre måde nok at følge med på komikernes egne Instagram-profiler.
1. David Minerba: Rat boy-comedy
Når en komiker får succes og ikke mindst begynder at tjene rigtigt mange penge, bliver de ofte mindre interessante at høre på.
I en jungle af de samme fortællinger om familieliv med en Tesla i garagen ånder man lettet op over at høre 23-årige David Minerba forvandle sine Wolt-leverancer til episke rotteslagsmål og joke med at fucke sit SRP-forsvar op, fordi han har fået at vide, at det bedste forsvar er et angreb.
Hans show på Up Festivalen hed ‘Ung Dirch Passer’, men det var ganske sigende for dets gennemgående Kidd-agtige kaosstemning, at han den aften, jeg så det, glemte at sige hvorfor. Og heldigvis var det så sjovt og personligt, at man hverken savnede Dirch Passer eller en rød tråd.
Selvom Minerba udadtil ligner en, der aldrig kunne drømme om at lave sine lektier, skal man ikke underkende, at det kræver sit komiske stortalent at få glimt fra en Østerbro-opvækst og et liv som rat boy til at virke så vanvittigt. Enhver, der til tider kan savne dengang, Christian Fuhlendorff var skæv, eller holder af britiske James Acasters sans for højenergisk historiefortælling, bør opleve ham straks.
2. Simon Tang: Overlegent sjov
Simon Tang blev i forbindelse med den netop overståede Up Festival fremhævet for sin »karakteristiske jyske charme«, hvilket i mine meget lidt jyskcharmerende ører ikke ligefrem lød som verdens mest originale salgstale.
Dog måtte jeg bøje mig i støvet, da århusianeren flåede mine lattermuskler i stykker. For det er netop Tangs ultrakarismatiske levering, der giver hans jokes om alt fra spydige opskriftsformuleringer til en hjerneblødningsforskrækkelse, igangsat af overivrig elskov, det ekstra altafgørende nøk.
Tang fik en velfortjent pris for bedste debuttime med showet ‘Hele molevitten’, hvor betragtningerne bestemt stak i mange retninger, men var overlegent sjove. 1-0 til jyderizz!
3. Louise Brink: Autoritet og strap-on
Man kan se hele Louise Brinks show ‘Er klar om 5’ på YouTube, hvor hun sipper billig Barefoot-vin fra Netto og meget genkendeligt tager hele sin tilværelse op til revision, mens hun er allermest forsinket på vej ud ad døren. Men det unge talent fortjener at blive oplevet i egen højkomiske person og lidt Tessa-agtige autoritet og mimik.
Brink er befriende bramfrit selskab, der opererer i nogle makroniveauer af ungkvindelivet (at tage eller ikke tage undershorts på under sin lårkorte kjole for eksempel), men bag det grovmundede gemmer der sig også en oprigtighed.
Hvis man først har hørt hendes frygtløse fortælling om at kneppe sin kæreste med en strap-on og pludselig føle maskulin berettigelse til at få mere i løn, kan man ikke undgå at blive nysgerrig.
4. Johnny Robertson: Generationel MGP-angst
Den 29-årige komiker Johnny Robertson rammer en generationel grundangst lige på sømmet.
I en af hans bedste sekvenser fortæller han nemlig, hvordan han som barn altid gemte sig under bordet i klassen, når døren gik op, fordi han var så bange for … at det var børneværten Jacob Riising, der bragede ind med nyheden om, at han var blevet udvalgt til MGP.
Robertson identificerer sig som 7-talspige med en (ifølge ham selv) ubrugelig bachelor i dansk, men islættet fra den halvtørre akademiske baggrund giver alligevel hans jokes om dumheder – som ikke at kunne finde ud af at tænde en ovn eller at tage airpods på midt i et skænderi – en ekstra dimension af hul højpandethed.
Det lyder ikke lige så sjovt på skrift, men komikerens levende beskrivelse af sin fåmælte jyske far, hvis eneste passion er at få det sidste ud af tomme yoghurtkartoner, skal ses i levende live.
Det er både sjov, velformuleret og hamrende velfortalt comedy.
5. Clara Schøn: Bitter jazz
Fik du også din første seksuelle vækkelse, da Simba gennemgik puberteten spankulerende på en træstamme i ‘Løvernes konge’? (*millennial-kvinder nikker*).
I så fald vil du uden tvivl kunne både grine af og kunne genkende en hel del i selskab med Clara Schøn.
Hun er både leveringsdygtig i skarpe betragtninger om unge mænds paradoksale tilgang til håndklæder (fordi man kun bruger det, når man selv er nyvasket og ren, skal det aldrig vaskes) og sange om uretfærdigheden i at give en ekskæreste videre til en anden kvinde, netop som man har haft en hel masse god indflydelse på hans evner som boyfriend material.
På festivalen havde hun hyret et jazzband som backup til sine ekskæresteskrupler i traditionen fra Sys Bjerres ‘Malene’, og forhåbentlig er der mange flere utippede påfund i vente fra Schøn fremover.