‘Hyperspace’: Beck får hjælp af Pharrell Williams på et album med tidløs designerpop

‘Hyperspace’: Beck får hjælp af Pharrell Williams på et album med tidløs designerpop
Beck.
Foto: Mikai Karl
‘Hyperspace’: Beck får hjælp af Pharrell Williams på et album med tidløs designerpop - Hyperspace
4 6
Beck
'Hyperspace'

Album, Universal

Var du i tvivl om, at Grammy-cirkusset havde udspillet sig selv totalt og blottet sig selv som et orgie for halvdøve branche-cokehoveder med plastictænder? Så kan du kigge tilbage på februar i år, hvor den 61. udgave af den engang så hæderkrone(n)de prisuddeling fuldstændigt ufortjent ærede Becks makværk ’Colors’ med et par trofæer. 2017-albummets bekendelse til den rendyrkede pop gennem en slags kunstnerisk selvkastration var nemlig et definitivt karrierelavpunkt, som kun bør belønnes med gru og glemsel.

Men vi skal også fremad og videre – og allerede her to år efter forgængeren melder Becks 14. studiealbum sig på banen med et slags forsøg på at omgøre, eller i hvert fald overgå, miséren i lignende discipliner. Det meste af ‘Hyperspace’ er blevet til i selskab med ingen ringere end Pharrell Williams, og parløbet med N.E.R.D.-bagmanden og hans øre for godt pophåndværk har vist været lukrativt. For hvad ‘Colors’ manglede i ørehængere og selvstændig identitet, har ‘Hyperspace’ faktisk, og endda i rigt mål.

Opskriften på succes har simpelthen været at matche Williams’ effektive trap-minimalisme med den californiske forvandlingskugles egen sangskrivertæft – og måske et strejf af den svale melankoli fra Becks eget tidligere karrierehøjdepunkt, breakup-albummet ’Sea Change’. Det er måske ikke helt tilfældigt, at humørbarometeret i hvert fald delvist peger i den retning: Beck blev skilt fra sin kone gennem 15 år seks måneder før udgivelsen her.

‘Hyperspace’ når bare aldrig ‘Sea Change’s selvransagende dybder – allerhøjest spises man af med banale hjerte/smerte-betragtninger og klichéer som »I don’t care what I have to do / you know that I’m gonna wait on you« (‘Die Waiting’). Eller hvad med »I’m so high / and love is a chemical« (‘Chemical’)?

Retfærdigvis har det også kun sjældent været studenterhuen eller følelsesmæssigt hudløs oversharing, der har trykket Beck. Når hans tekster har været bedst, har de spejlet generation X’s samplermentalitet og stykket mærkelige vendinger, børnerim samt et stort, men ureflekteret vokabularie sammen til et ironisk kludetæppe af både mening og mangel herpå. Det havde i det mindste været bedre end den uvedkommende og oftest ret overfladiske lyrik på ‘Hyperspace’.

Albummet charmerer i stedet med sin lækre og umiddelbare æstetik, hvor hvert enkelt nummer smager af vingummi og candyfloss, og hvor Pharrells produktioner oftest tegnsætter sfæriske, smukke melodisætninger med enkle, radiovenlige rytmer. En undtagelse er singleforløberen ‘Saw Lightning’, der mest af alt kan ses som et forsøg fra Beck på at forklare Pharrells fascinationen for at bolte country og hiphop sammen – en sandwich, han jo har smurt længe inden en type som Lil Nas X overhovedet var født! Den funky ‘Star’ burde også være en oplagt single, mens det flotte titelnummer måske ikke bejler så meget til radioen som de mere langtidsholdbare playlister.

Undervejs finder man sjældent lejlighed til at række ud efter skipknappen, og hele herligheden fremstår derfor også som en lytteværdig og faktisk helt hæderlig dørstopper i en lysende stærk diskografi. Det er tidløs, behagelig designerpop, som kun blegner en smule, hvis man holder det op mod mandens øvrige oeuvre.


Kort sagt:
Becks 14. studiealbum er et behageligt og hæderligt forsøg på at omgøre, eller i det mindste overgå, forgængeren ‘Colors’. Teamup’et med Pharrell Williams resulterer i de ørehængere og den kant, som 2017-albummet i den grad manglede.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold