One-Eyed Mule – uoverskueligt alt.country-smørrebrødsbord
Denne aften på søskende-spillestederne Atlas og Voxhall stod i alt.countryens tegn. Men One-Eyed Mule lod sig ikke intimidere af, at københavnerkollegaerne fra CODY konkurrerede med dem lige inde ved siden af og serverede et formidabelt sæt sange fra Atlas’ intime scene.
Rasmus Dall åbnede ballet med det lavmælte, instrumentale guitarstykke ‘Hello Morning Rag’, der har samme appetizer-rolle på kvartettens seneste langspiller ‘When Tomorrow Comes’. Netop det album totaldominerede forudsigeligt aftenens halvanden time lange koncert, der næppe kan have skuffet de fremmødte på ren variation og smørrebrødsbordssolidt udbud.
Visse numre var som snydt ud af næsen på albumversionerne, mens især bandets mest højlydte momenter nærmest fik sig et ekstra gear. Således skinnede i særdeleshed boogierockeren ‘The Way You Do Me’ og titelnummeret fra ‘When Tomorrow Comes’, hvor besætningen midlertidigt blev udvidet med en korpige og en mandolinist. Sidstnævnte skæring fik eftertrykkeligt tilført det liv den ikke besidder på pladen – og så vil jeg også fremhæve den trommeboks-tonsende, kraut-agtige ‘Tunnels and Trains’, som fik taget til at lette, samt ‘Anticipation’, der med to elguitarer nærmest blev forvandlet til drømmende shoegazeri.
Læs anmeldelse: One-Eyed Mule ‘When Tomorrow Comes’
Først en tredjedel inde i koncerten begyndte One-Eyed Mule ekspeditionen dybere ind i bagkataloget med titelnummeret fra ‘Hobo in the Land of Love’. Her begyndte opmærksomheden for undertegnedes vedkommende desværre også at vandre. ‘September Sigh’ og ‘Rain Keeps Falling On You’ fra gruppens forrige album var som undtagelser kærkomne gæster i sættet og fik tilmed en trofast lille fanskare tættest ved scenen til at bryde ud i fællessang. Men overordnet blev den ovennævnte variation en svaghed, fordi bandet gabte over alt for meget i samme sæt.
Lydbilledet vaklede også: Spændet mellem stilhed og storm var for stort. I de afdæmpede numre – eksempelvis ‘Locust’ – savnede man en lydmæssig hestesko til bandet, der kæmpede for at overdøve et undertiden desværre storplaprende publikum. Og når One-Eyed Mule for alvor rockede ud – som i den bragende seje slutning med først ‘The Map Song’ og så en udgave af ‘Everything I Do Is Wrong’, hvor Dall præsenterede sine bandmakkere på klassisk vis med lidt hikstende, akavede soli fra hver enkelt til følge – var lydniveauet øredøvende. Men apropos Dalls bandkumpaner, må man kippe med hatten over håndværket og de instrumenteringsmæssigt skæve indfald, der hæver One-Eyed Mule over mængden: Som guitaristen Søren Andersens brug af violinbue på ‘Mild and Warm’ eller fiskede mundharmonikaen frem – eller Uffe Ipsens evigt rastløse rolleskift mellem kontrabas, synth og sav sættet igennem.
En let ujævn totaloplevelse, hvis portionsstørrelse og mylder af forskelligtartede indslag gør, at One-Eyed Mule stadig er et ovenud anbefalelsesværdigt liveband. Der er ihvertfald ikke mange andre danske outfits, der kan slippe afsted med gimmicks som det rent akustiske, uforstærkede ekstranummer ‘Sad Little Lovesong’. Måske løsningen var decideret at lave to sæt? Et akustisk, intimt sæt som forret og så rockbragerne i en separat anden-halvleg? Stof til eftertanke.