Ryan Adams

Hvis man synes, at Ryan Adams’ seneste album spiller sine kort lige lovligt sikkert, så leverer manden selv medicinen til at remediere diagnosen: Denne 7”-ep, der på 10 numre og sølle 13 minutter flår Adams’ hookstærke sangskrivning op med rode og transplanterer den om i en lige dele powerpoppet og punk-tempereret sphagnum, inspireret af Adams’ forbilleder The Replacements og Hüsker Dü. Adams har som en sidebemærkning senest opdyrket et venskab med netop sidstnævntes frontmand, Bob Mould, så koblingen er næppe helt tilfældig.

Men ep’en er DIY i begrebets bogstaveligste forstand – alle instrumenter og vokaler er nedfældet af Adams selv, og der er et skær af lo-fi over produktionen, som trækker en tyk pressening af rumklang henover røsten og pusher tempoet og de flænsende guitarer til grænsen af det tålelige. Men kun de allerblødeste Adams-fans bliver nok sat af i svinget af sangene, som er vanligt melodiske under det hæsblæsende rambuk-rabalder.

Det eksploderende hjerte under denimvesten og den evigt-ungdommelige nerve forekommer nærmest uvirkeligt for en mand, der nærmer sig de 40 med hastige skridt, men sandheden er, at Adams med skæringer som ‘When the Summer Ends’, ‘What If You Were Wrong’ og ‘Wolves’ efterlader mange af sine langt yngre kollegaer hostende i støvet hvad begge dele angår. Kun på lukkeren ‘Push It Away’ knækker filmen og Adams sammen i et hikstende grineflip.

Ep’en inviterer i den grad til repeat-lytning og hvad der på papiret kunne synes som et fjollet frikvarter er i virkeligheden et af de mest vitale udspil fra Adams’ hånd i flere år, en manisk energiudladning og et kvintessentielt livstegn fra en kreativ sjæl.