Ryan Adams

Skal man stole på albumcoveret — en grynet og forpjusket selfie – og den lakoniske titel, så har vi måske her, i form af mandens 14. album på lige så mange år, et forsøg på at definere og afgrænse, hvem Ryan Adams egentlig er.

Men hvis dette portræt holder stik, så er Adams også inderst inde lidt af en dødbider. For albummet er samtidigt måske mandens mest firkantede og den mest ærkeamerikanske, driftsikre og stabile skive heartland rock, han nogensinde har begået.

Hvis albummet var et mesterværk, ville det dele hylde med ‘Damn the Torpedoes’ og ‘Born to Run’, for d’herrer Tom Petty og Bruce Springsteen spøger i den grad i kulissen. Men det er det ikke. Det er meget småt med opfindsomheden, og Adams må istedet forlade sig på, at sangene i sig selv kan bære. Og heldigvis er hans evne til nærmest på kommando at kunne hive fængende hooks ud af et vist sted intakt, hvilket dermed også bliver omdrejningspunktet og albummets redning fra at være en udjokket sekundavare.

For det er svært at skumle over manglende innovation eller fremdrift, når Adams med vanlig sikkerhed både får slået luft under vingerne og en klo om hjertet med skæringer som de svævende ‘Tired of Giving Up’, ‘Feels Like Fire’ og den længselsfulde ‘Kim’. Intet nyt kan altså også være udmærket nyt. Kun med den dystre ‘Shadows’ viser Ryan Adams reelt nye kreative facetter. Den minimalistiske percussion og atmosfæriske guitarbidrag sætter her scenen for et nummer, der med eskalerende intensitet ulmer sig hele vejen ind i sjælen.

Læs også: Ryan Adams i vores feature om forsangere der gik solo – gode og dårlige eksempler