1. Gloria Gaynor ’Never Can Say Goodbye’ (1974)
Man kan spore disco-musik helt tilbage til slutningen af 60’erne, hvor stilen blev populær på undergrundsklubber i New York, især blandt minoriteter: Latinoer og sorte.
Men det helt store gennembrudsår for discoen i mainstream-sammenhæng var 1974, hvor årets allerstørste hit hed ’Kung Fu Fighting’ (men hvem husker mon, at sangeren hed Carl Douglas?). Snart fulgte navne som LaBelle (’Lady Marmelade’) og Barry White.
Gloria Gaynors omarbejdning af et Jackson 5-hit fra 1971 var det første, der toppede Billboards dance/disco-hitliste, da en sådan blev oprettet i netop 1974. Det er et meget godt sted at starte, eftersom discoen naturligt knytter an til soulmusikken, der tog en symfonisk drejning i starten af 70’erne (med Curtis Mayfield og Isaac Hayes som bannerførere), som discoen knyttede an til.
Gaynors overlegne versionering demonstrerer, hvordan discoen omformede den mere klassiske r’n’b-lyd, så den fik en særlig bismag af det festlige, triumferende, glamourøse og eksplicit dansevenlige. Gaynor blev dermed også den første af en lang række velsyngende kvindelige disco-stjerner, der kom, så, sejrede og brændte ud i den resterende del af årtiet. Hun hittede selv allerhårdest med den udødelige ’I Will Survive’ i 1978.
2. Candi Staton ’Young Hearts Run Free’ (1976)
Når man lytter til Statons vokal på ’Young Hearts Run Free’ lyder det som om sangen har en personlig betydning for hende; at den på mange måder er historien om hendes eget liv. Godt nok har hun alle dage været en glimrende fortolker af andres materiale, men på den her sang – hendes største hit på begge sider af Atlanten – er der bestemt noget mere på spil.
Statons producer og sangskriver David Crawford skrev nummeret til hende efter, at de to havde haft en personlig samtale hjemme i Statons køkken. Hun havde fortalt ham om sit forhold til sin kæreste, der var voldelig og manipulerende over for hende. Crawford responderede ved at gå hjem og skrive ’Young Hearts Run Free’. Staton takkede ved at skride fra kæresten og gøre Crawfords fremragende komposition til et stort hit.
Det kan godt være, at discoen er fyldt med mange historier om hurtigt falmede stjerneskud og udbrændte skæbner, men den byder altså også på opbyggelige, livsbekræftende historier som denne.
Det er ganske enkelt en af de bedste vokalpræstationer i en genre, der er rig på dem.
3. Lou Rawls ’You’ll Never Find Another Love Like Mine’ (1976)
Lou Rawls var en del af sangskriver- og produktionsduoen Gamble & Huffs satsninger. De skrev og producerede ’You’ll Never Find Another Love Like Mine’ til den charmerende sanger, der fik et nummer to-hit på den amerikanske singlehitliste i 1976 med sangen.
Gamble & Huff var eksponenter for den såkaldte ’Philadelphia soul’, der næsten er identisk med den disco, der blev allemandseje midt i 70’erne. Inspirationen fra funk og smooth jazz er tydelig tilsat et ægte four-on-the-floor-beat til at fyre op under discoens fornemste arena, dansegulvet. Gamble & Huff skrev også hits som ’If You Don’t Know Me By Now’ og ’Love Train’ samt en sang, vi bliver præsenteret for lidt senere på listen…
På Rawls’ største hit er der et klart salsa-element, især i det vuggende vers med et jazzet klaver-groove. Men over det hele troner Rawls, hvis let nasale røst er sprød som flæskesværen på en veltilberedt pattegris. Og selvfølgelig glemmer Rawls og hans bagmænd ikke en anden disco-signatur: Et satinlagen af grandios vellyd (leveret af strygere, blæsere og synths).
4. Donna Summer ’I Feel Love’ (1977)
And enter… Giorgio Moroder! Årene 1977-79 er på mange måder genrens nøgleår – og helt sikkert dens kommercielle storhedstid.
På sit samarbejde med Donna Summer, der var verdens måske største kvindelige stjerne sidst i 70’erne med en perlerække af hits på samvittigheden (’Love To Love You Baby’, ’On the Radio’, ’Hot Stuff’), tog Moroder discoen på en rejse langt ud over det sædvanlige.
’I Feel Love’ var kulminationen. Er det overhovedet disco? Ambitionen var at skabe et stykke futuristisk disco. Konceptet på det album, nummeret stammer fra, var at rodfæste de enkelte numre i forskellige årtier fra det 20. århundrede. Som slutnummer var det så ’I Feel Love’s opgave at sprænge rammerne, nemlig at være et bud på fremtidens popmusik. Og hvilket vanvittigt forsøg! Moroder skabte et komplet syntetisk mesterstykke båret af et insisterende, maskinelt beat, der er besættende og troldbindende, måske netop fordi det er så tæt på det enerverende.
Ifølge David Bowie kom Brian Eno, der selv har ry for at være en af 70’ernes mest innovative musikere/producere, stormende ind i Hansa-studiet i Berlin (under optagelserne til Bowies ’Low’-album) med Summers single under armen og råbte: »Det her er fremtiden! Det her nummer vil forme klubmusikkens fremtid de næste 15 år!« And, boy, was he right…
5. Bee Gees ’Night Fever’ (1978)
1978 var lige midt i disco-æraens kommercielle peak. Bee Gees illustrerede dette forhold bedre end noget anden act. I 1977-79 leverede de seks nummer et-hits i træk i USA – noget kun Beatles har præsteret ellers! ’Night Fever’ var det tredje i rækken og måske det største af dem alle. Det lå nummer et i otte uger i Guds eget land i marts-april 1978.
Sangen indgik som en del af Bee Gees’ og disco-kulturens mest populærkulturelt favnende øjeblik: John Travolta-filmen ’Saturday Night Fever’, hvis soundtrack den dag i dag er regnet for et af verdens bedst sælgende album nogensinde.
Nu skal vi ikke fortabe os i tal og statistik, men alligevel: Hovedsangskriver i Bee Gees, Barry Gibb, sad på førstepladsen af den amerikanske singlehitliste i næsten fire måneder i træk fra starten af 1978 til hen i maj måned, først i kraft af ’Stayin’ Alive’, derefter Andy Gibbs’ solohit ’(Love Is) Thicker Than Water’, så ’Night Fever’ og til sidst Yvonne Ellimans ’If I Can’t Have You’, som han også havde skrevet i farten (det var også inkluderet på ’Saturday Night Fever’-soundtracket). Gibbs’ renskurede dominans af verdens vigtigste musikmarked er en nærmest utænkelig bedrift, som nok aldrig vil blive overgået (med mindre Pharrell Williams virkelig er pissed over ’Blurred Lines’-royalty-sagen og hævner sig med et hitliste-raid i 2016…!)
’Night Fever’ er en eksemplarisk komposition: Vekselvirkningen mellem de fire meget distinkte melodiske sekvenser (vers, bro, omkvæd og mellemstykke) er udtryk for et kompositorisk overskud og overblik, der er næsten ærefrygtindgydende.
6. Earth, Wind & Fire ’September’ (1978)
Det ville være for reduktionistisk at kalde Earth, Wind & Fire for et disco-orkester, for de havde mange flere facetter end det: Nu er disco i sig selv en blandingsgenre (hvilken genre er ikke det, i øvrigt?), men gruppen inkorporerer (mindst) elementer af funk, soul, pop, latin, gospel og rock i sin musik. Det vil dog ikke være forkert at kalde ’September’ for et disco-hit, men det hører så igen sammen med, at gruppen var dygtige til at omfavne tidsånden, og i 1978 var disco allerøverst på dagsordenen i vestlig populærkultur, hvilket det supermusikalske sammenrend udnyttede med en tæft som var de skabt til kun at lave disco!
’September’ er en form for kulmination på gruppens flirt med discoen, men faktisk blev deres næste hit, det lige så smittende (men måske knapt så nuancerede eller fuldtonede) ’Boogie Wonderland’, et endnu større hit, da det udkom i starten af 1979. ’September’ har den slidstyrke, at det lyder feststemt, samtidig med, at den fejende flotte melodi har en meget pop-klassicistisk ynde over sig, som – sammen med tekstens længsel efter en magisk aften i september – er med til at forlene den med den rette dosis længsel efter lignende usårlige øjeblikke.
På ’September’ mødes discoens nærmest nonchalante dekadence – udsigten til endnu en fest på en tagterrasse med pool og drikkevarer ad libitum under en skyggeløs aftenhimmel – med den ægte kærligheds pludselige indbrud. Tilværelsens ulidelige lethed bliver rystet i fokus ved udsigten til en kærlighed, der kan ændre alt (»Love was changing the minds of pretenders«).
7. Sister Sledge ’He’s the Greatest Dancer’ (1979)
Det var selvfølgelig ikke tilfældigt, at Daft Punk gik til Giorgio Moroder og Nile Rodgers i forbindelse med realiseringen af deres superambitiøse disco-møder-prog-album ’Random Access Memories’ fra 2013. For netop de to var uomtvisteligt to af disco-æraens allervigtigste skikkelser og musikalske begavelser.
Nile Rodgers – der på ny synes næsten allestedsnærværende – gjorde sig på flere fronter sidst i 70’erne, blandt andet i hans eget band, Chic og som bagmand (komponist og producer) for Sister Sledge, et søskendeforetagende fra Pennsylvania. Søstrene slog voldsomt igennem i 1979 med de Rodgers-bårne ’We Are Family’, der gik nummer et på den amerikanske singlehitliste, og ’He’s the Greatest Dancer’, der kombinerer et umiskendeligt Rodgers-guitarmotiv med en svimlende strygersektion og et disco-beat, der ikke maser sig frem, men er doseret med omhu.
Teksten er disco-dekadence af bedste skuffe: Søstrene sukker over synet af den perfekte mand på en klub – han ser hammergodt ud, han er supervelklædt (de namechecker alle mærkevarerne!), han dufter godt, han går aldrig alene hjem og – vigtigst af alt! – han danser som en drøm!
Sangen blev i øvrigt samplet af Will Smith på dennes 1998-kæmpehit ’Gettin’ Jiggy Wit It’.
8. Chic ’Good Times’ (1979)
Nile Rodgers havde et supergodt 1978. Sammen med sit eget band, Chic, udgav han ’Le Freak’, et af det års absolut største hits og en af slut-70’ernes bedst sælgende singler overhovedet – og for mange det ultimative disco-hit.
Men hans annus mirabilis må alligevel være 1979. Ikke alene fik han kæmpesucces med Sister Sledge, men også med Chic, der hittede stort med ’My Forbidden Lover’ og ’Good Times’, hvis centrale basmotiv hører til blandt populærmusikkens mest uopslidelige.
’Good Times’ er et af de mest samplede numre i musikhistorien. Den mest kendte sampling – som faktisk ikke er en sampling, men et uforskammet godt set ’lån’ af basmelodien – var Sugarhill Gangs ’Rapper’s Delight’, der blev det måske første hiphop-hit i historien i slutningen af 1979, det var i hvert fald det første hit på den amerikanske singlehitliste, hvor decideret rap figurerede.
Rodgers har siden udtalt, at han var godt gal i skralden over det, men faldt siden til ro og siger i dag, at han anser ’Rapper’s Delight’ som den perfekte hyldest til originalen, og et om muligt endnu vigtigere bidrag til musikhistorien end Chics original. Det kan der være noget om. Men det var jo altså ’Good Times’, der skabte ildebranden…
9. McFadden & Whitehead ’Ain’t No Stopping Us Now’ (1979)
Så er vi tilbage ved hitleverandørerne Gamble & Huff, der tre år efter Lou Rawls hittede med ’You’ll Never Find Another Love Like Mine’ var tilbage nær hitlistetoppen med ’Ain’t No Stopping Us Now’, denne gang ført an af duoen McFadden & Whitehead. I virkeligheden skrev McFadden & Whitehead sangen selv som en respons til, at de følte sig holdt tilbage af producerduoen, der mente, at de to skulle levere hits til andre – specifikt The O’Jays – frem for selv at fremføre deres eget materiale. McFadden & Whitehead forsøgte med ’Ain’t No Stopping Us Now’, at sige: ’Her til og ikke længere. Vi bestemmer selv!’ Det kom der en udødelig disco-klassiker ud af, som i den bredere kultur blev fortolket som en sang om de sortes kamp for fuld anerkendelse i det amerikanske samfund.
Du kender måske sangen fra soundtracket til ’Boogie Nights’, men fulgte man grundigt med i Barack Obamas kampagne for at opnå nomineringen som demokratisk præsidentkandidat i 2007-08, er man også stødt på den der: Obama brugte den som en af sine fremmeste kampagnesange.
McFadden og Whitehead gik desværre glip af hvad der sikkert virkede som en uvirkelig drøm, da de skrev nummeret: At overvære indsættelsen af en sort amerikansk præsident. Sidstnævnte blev på tragisk vis skudt af ukendte gerningsmand foran sit hjem i Philadelphia i 2004, og førstnævnte døde af kræft i 2006.
10. Michael Jackson ’Rock With You’ (1979)
Med Michael Jackson slutter ringen på en måde. Det var jo et Jackson 5-hit, der blev anledning til Gloria Gaynors første store hit, som denne liste tog udgangspunkt i.
Jackson var i 1979 endnu den ’uspolerede’ unge, brednæsede mand med afrohår. Hans ubesværede, glædesstrålende vokalarbejde er af en anden verden. Discoen var med til at forme Jackson i de afgørende år af hans kunstneriske udvikling – fra charmerende barnestjerne til voksen mand. Disco-inspirationen hævede barren for Jacksons præstationer. Han genfandt aldrig siden den helt samme smittende appel, som hans bedste disco-numre: Udover ’Rock With You’, ikke mindst ’Don’t Stop ’Til You Get Enough’.
Selv om ikke alle – hvis nogen – havde held til at omfavne discoen med samme naturlighed som Jackson, så er det sigende, at masser af etablerede navne gjorde forsøget sidst i 70erne: Rolling Stones på ’Miss You’, Blondie på ’Heart of Glass’, Elton John på ’Don’t Go Breaking My Heart’, Diana Ross på ’Upside Down’, Queen på ’Another One Bites the Dust’ og – mindre heldigt – The Eagles på ’Disco Strangler’ og Paul McCartney på ’Goodnight Tonight’.
Discoen var – med andre ord – godt i gang med at sejre sig selv ihjel ved indgangen til 80’erne.
Læs også: Giorgio Moroder blandt de 12 album du skal høre i juni