Siden 2012 har Keegan-Michael Key og Jordan Peele leveret sketchkomik på allerhøjeste niveau i deres Comedy Central-show ’Key and Peele’. Nu er der bud efter komikerduoen fra et væld af film og tv-serier, og de har derfor valgt at stoppe programmet med den aktuelle femte sæson.
Er du endnu ikke blevet opslugt af Key og Peeles vanvittige univers, er det på høje tid. Deres store produktion har utallige perler, men her er vores yndlingssketches. Det var nærmest umuligt at vælge, så vi endte på 25. Tag dem lidt ad gangen – men sørg for at få set dem alle.
1. Uforbeholden begejstring for Liam Neeson(s)
De umådeligt entusiastiske valets er blevet to af de mest elskværdige figurer i ’Key and Peele’-universet.
Sketchen spiller op mod forestillingen om, at hoteltjenere får tiden til at gå med alt muligt andet end deres arbejde, og makkerparret her nærer en voldsom begejstring for især Liam Neeson: »What about ’Non-Stop’, though?!?!«
Neeson selv dukker op mod slutningen, hvilket gør denne valet-sketch til et højdepunkt. Den får dog hård konkurrence af deres raving om ’The Batmans’ og ’Game of Thrones’.
En herlig satire på drengerøvssamtaler, der går ud på at slå fast med syvtømmersøm, hvor fedt noget er.
2. Kom tilbage, Meegan!
Jordan Peele er måske den mest alsidige skuespiller i duoen, og hans parodi på en selvoptaget kvinde, der siger nej, når hun mener ja, er fantastisk.
Meegan og hendes underdanige kæreste Andre (som Key nu også nailer 100 procent) er en gennemgående figur i showet, og sketchen ’Meegan, Come Back’ er den bedste.
Key og Peele har for vane at lade deres sketches køre langt ud på et overdrev, og det fungerer ikke altid lige godt, når det bliver alt for grotesk. Her er det dog både overraskende og morsomt, og så sidder intonation og mimik altså lige i skabet. Meegan og Andre er figurer, man øjeblikkeligt har lyst til at se på – og grine af.
3. Øm aerobic med ulykkelig udgang
En af styrkerne i ’Key and Peele’ er deres gennemførte parodier på en speciel genre, tidsperiode eller format. Her er det 80’ernes aerobic-videoer, der står for veloplagt skud.
Både Key og Peele giver desuden herlige prøver på deres kvaliteter inden for fysisk komik, og at se Key forsøge at holde facaden, mens hans liv krakelerer for åben skærm, er simpelthen uforglemmeligt.
4. Hingle McCringleberry
En af duoens mest berømte sketches er ikke kun sjov, hvis man kender lidt til lingoen i amerikansk fodbold, men det hjælper absolut.
Det er en simpel idé bygget på en kløgtig observation af, hvor fjollede navne college-football-stjernerne af og til bærer rundt på. Key og Peeles mange ansigtsudtryk er kostelige, og deres leveringer af navne som T’Variusness King, Javaris Jamar Javarison-Lamar og Hingle McCringleberry er ikke til at stå for.
5. Fri morgenmadsbuffet fra hele verden
Enhver, der har sat skamfuld stor pris på at gå om bord i en gennemsnitlig hotelbuffet, vil genkende sig selv i Jordan Peeles overentusiastiske hotelgæst, der er overbevist om, at han har skudt papegøjen med sin frie adgang til hotellets continental breakfast: La-di-da!
Endnu engang lader komikerne sketchen køre ud i en ekstrem, og vi ender i en fin ’The Shining’-reference.
6. Obamas vredesoversætter
Keegan-Michael Keys anger translator for Barack Obama, Luther, blev verdensberømt, da han flankerede præsidenten i egen høje person under sidste års National Correspondent’s Dinner.
Siden har også Michelle fået en oversætter, og det samme har Hillary Clinton. Men sketchen, hvor Luther introduceres for første gang, er nu stadig den sjoveste. Den spiller sublimt op mod den gængse opfattelse af Barack Obama som lovlig reserveret og passionsløs, og ud over den originale idé om de underlæggende budskaber bag Obamas fattede formuleringer er Jordan Peeles take på præsidenten også imponerende spot-on.
7. Verdens værste lærer
Denne sketch om en sort lærer, der tager sine metoder fra ghettoen ind på en pæn middelklasseskole, er blevet købt af Paramount med henblik på en filmudgave. Og man forstår godt hvorfor.
Key og Peele er yderst dygtige til at vende stereotyperne på hovedet, hvilket de her beviser på forrygende vis. Og så har de – ligesom i college football-videoen – en fest med noget så simpelt som navneleg.
8. Flicker-leg kører af sporet
Flere af ’Key and Peele’s sketches har et flot filmisk udtryk (se også ’Les Miserables’-sketchen på næste side), ikke mindst på grund af den dygtige faste instruktør Peter Atencio.
Denne sketch er et glimrende eksempel. Med slowmotion og dramatisk musik forløser Atencio fint præmissen om en uskyldig office joke, der mildest talt løber løbsk. Man får lyst til selv at indlede en gang flicker.
9. Jaloux slaver
Som sorte komikere formår Key og Peele at gøre tykt grin med koderne i afroamerikansk kultur, uden at de politiske budskaber overskygger den komiske grundpræmis.
I flere ombæringer har de taget skarpt fat om USA’s mørke slavefortid, men aldrig bedre end i sketchen ’Auction Block’, hvor to gennemsnitlige slaver ser mere og mere misundeligt til, mens de hvide menneskehandlere fravælger dem og i stedet sætter pengene på mere attråværdige eksemplarer.
Sketchen spiller på vores alle sammens trang til at ville anerkendes, uanset hvor ulykkelige omstændighederne er.
10. Hvorfor synger alle i munden på hinanden?
’Key and Peele’s største produktion til dato sætter alle sejl til for at understrege en basal komisk observation: Hvorfor skal alle synge i munden på hinanden i musicals som ’Les Miserables’?
Den generelle pointe er skarpt skåret, men det er præcisionen i parodien på ’Les Mis’, der løfter sketchen til noget helt særligt. Den kunne næsten være gået ubemærket ind i Tom Hoopers storfilm med Hugh Jackman fra 2012.
11. Grænseoverskridende komik
Hvor langt må en komiker gå, når han roaster sit publikum med personlige fornærmelser?
Denne sketch er en vellykket hudfletning af politisk korrekthed og implikationerne i, at alle skal behandles lige. En forbrændt, handicappet mand med robotstemme insisterer på at få en tur i jokemaskineriet. Men da det sker, er det alligevel ikke så morsomt…
12. Skøre, skøre gangsters
Mexicanske gangstere er en af ’Key and Peele’s specialiteter, og alene deres accent og jargon er det hele værd.
I denne sketch, ’Loco Gangsters’, insisterer bandemedlemmet Carlito på, at han er gruppens loco indspark, men han har ikke helt forstået, hvad begrebeb dækker over. Key og Peele udstiller med stor effekt (og ’The Office’-referencer) bandehierarkiernes latterlige forstillelser.
13. Ty Burrell som omvendt Hans Landa
Modsat andre sketchshows er ’Key and Peele’ ikke specielt forankret i gæsteoptrædener, men flere gange har programmet nu alligevel hentet folk ind udefra med stor succes.
Her spiller Ty Burrell fra ’Modern Family’ nazi-kaptajnen Hans Muller, der i bedste ’Inglourious Basterds’-stil går på jagt efter både jøder og to sorte amerikanere, der for nylig er flygtet. Denne omvendte Hans Landa er dog ikke videre skarpsindig, til Heinrich Leroyheimer og Barren Helmuth Schnitzelnazis (!) store held.
14. Tissemandskunst
Key og Peele opererer på et meget bredt spektrum med mange forskellige typer komik. Fra ren observationskomik til falden-på-halen-humor og rendyrket absurditet.
Til sidste kategori hører denne sketch, hvor de to komikere i øm latexdragt opfører et meget specielt danseshow tilsat Chelsea Peretti som stoneface-oplæser af ordet ’Dicknanigans’.
Sketchen er ikke helt meningsløs, for den hudfletter naturligvis storbyens kunstsnobberi, og de to publikums selvsmagende bemærkninger til det vanvittige show er i sig selv ret formidable.
Til sidst dukker pedellen fra ’Scrubs’ i øvrigt op.
15. Seddelleg med overraskende resultat
I den helt anden ende af spektret er ’Party Games’ en meget jordnær sketch baseret på en helt almindelig selskabsleg blandt to pæne middelklassepar, som udvikler sig i en overraskende retning.
De to fyre gætter hurtigt de første navne i seddellegen, men det bliver akavet, da Peele på cuet »pretend to be straight, but is really gay« impulsivt svarer: »Me!«
16. Herlig actionfilmparodi
Key og Peele har en forkærlighed for dårlige actionflicks, og her demonstrerer de deres fornemmelse for klicheerne og grebene i en af den slags gangsterfilm, hvor det ikke er til at hitte rede i, hvem der snyder hvem.
I denne flot producerede sketch, som ikke er fra ’Key and Peele’, men lavet for videoproduktionsselskabet RocketJump, bliver de implicerede også selv i tvivl om, hvem der har fat i den lange ende.
17. Grædende gangster
Gangsterparodierne er én af Key og Peeles spidskompetencer, og denne er en af de mest lattervækkende.
Bandelederen forsøger at tage Carvells følelser seriøst efter mordet på dennes bedste ven, men han kan alligevel ikke lade være med at cracke up, da Carvell for alvor går i detaljer om det intime venskab.
Endnu engang viser Key og Peele deres evne til at udstille koderne i maskuline miljøer, og så taler sketchen direkte til enhver, der har brudt sammen af grin, når det var allermest upassende.
18. Frygt ikke for terries
Nu bliver det fuldstændigt fjollet, for selvom der gemmer sig social og politisk satire i mange af Key og Peeles sketches, er de absolut heller ikke blege for bare at forfølge en skæv idé og lade deres vanvittige karakterer tale for sig selv.
Udgangspunktet for ’Prepared for Terries’ er ikke bare frygten for terror, men også frygten for at komme til at sidde ved siden af grænseoverskridende typer under flyveturen. Med læspen og crazy frisurer må de to herrer i denne sketch hører til en hver passagers værste mareridt. Det er virkelig plat. Men også ret sjovt.
19. Nærtagende homofob
Key og Peele har gjort grin med det afroamerikanske miljøs forhold til homoseksualitet, men de har også prikket til homoseksuelles egen fordomsfuldhed.
Det sker i denne sketch, hvor en excentrisk bøsse overøser sin kollega med information, der ellers hører privatlivet til – og stempler det som homofobisk, når kollegaen udtrykker, at han helst er fri.
Til sidst vendes situationen 180 grader.
20. Alle har set den flyvende hest
Det er ikke politisk korrekthed, der præger Key og Peele, og gudskelov for det. Her skitserer de en bidende satire på afroamerikansk kultur i the hood, og det var næppe gået, hvis det var to hvide komikere, der stod bag.
En hvid reporter er fast besluttet på at finde en historie i ghettoen, og han begynder derfor at spørge beboerne, om de har set den mytologiske pegasus. Pludselig mener alle at have spottet den flyvende hest, og det ender i optøjer.
Sketchen kan også læses som en spidning af de hvide mediers trang til at skildre irrationelle bevæggrunde og konflikter i den sorte del af befolkningen.
21. Nooice
Alle vil gerne være unikke, også fyren i denne sketch, der får skulderklap og respekt, fordi han med jævne mellemrum råber »nooice« under en omgang opgejlet breakdance.
Men pludselig dukker en ny fyr op. Og råber »nooice« til hans »nooice«. Det vækker splittede følelser, for på trods af lysten på at skille sig ud vil man jo også gerne høre til. Som i et hvert gribende drama ender det i silende regn og store følelser.
22. Selvrefleksiv mobber
De fleste er med på de psykologiske mekanismer, der er på spil, når nørderne mobbbes i skolegården. Det er dog sjældent, at mobberen selv kan sætte ord på bevæggrundene.
Det kan han imidlertid i denne sketch, og mekanismerne kan naturligvis spores tilbage til hans eget ophav. Pludselig dukker hans far nemlig op, spillet af ingen ringere end Bubbles fra ’The Wire’.
En sjov parodi på, hvordan det ville se ud, hvis alle historier blev fortalt med udførlig overtekst.
23. Den sorte og hvide Obama
Som allerede etableret giver Jordan Peele en forrygende Obama – og således også i denne sketch, der skarpsindigt satiriserer over, hvordan en sort præsident påtager sig forskellige roller, alt afhængigt af hvem han snakker med.
Obama er yderst jovial over for de sorte brothers, mens de hvide i selskabet må nøjes med en afmålt hilsen.
24. Politisk korrekte pirater
Mens de i Sverige censurerer både Pippi Langstrømpe og Tintin for at leve op til tidens krav til politisk korrekthed demonstrerer Key og Peele her, hvordan andre af vores store fortællinger ville se ud, hvis alle skal snakke pænt om hinanden.
Frem for eder og mandschauvinistisk sprogbrug har denne flok pirater et yderst respektfuldt forhold til kvinder, og deres maskuline broderskabssange klinger derfor noget anderledes, end man er vant til. Splitte mine bramsejl.
25. Al Qaeda
Hvordan ser et krisemøde mellem Al Qaedas topmedlemmer ud? Det giver Key og Peele et bud på i denne sketch, hvor terroristernes planer igen og igen forplumres af den amerikanske Transportation Security Administrations regler for, hvad man må tage med om bord på sine flyrejser.
Parodien på de langskæggede islamister er sjov i sig selv, og så er hudfletningen af de sommetider noget arbitrære sikkerhedsregler i lufthavnen altså ramt på kornet.