Facebook går i flæsket på Twitter med nyhedsværktøjet Signal

Findes der et site, et værktøj, en app eller funktion, der er mere populær end Facebooks pendant, så skal Mark Zuckerberg nok hive checkhæftet frem og opkøbe det – eller lave en version selv. For de vil være bedst. Til alt.

Lanceringen af værktøjet Signal er et skridt i kampen mod Twitter om at overtage nyhedsstrømmen og gøre nyhedssøgning så nem og overskuelig som muligt.

Twitter har med sine enkle muligheder for hurtige og korte opdateringer længe været brugt som primær nyhedssite for mange, både journalister, mediefolk og ganske almindelige privatpersoner, der vil holde sig opdateret på verdenssituationen. I et nemt og overskueligt flow kan man følge med på Twitter og søge og finde de nyheder, man leder efter, samt få et overblik over hvilke hashtags, historier og personer der hitter lige nu og bliver nævnt mest.

Nu vil Facebook også være med. Deres tjeneste Signal skal gøre nyhedssøgning let og overskuelig, primært for journalister der ofte netop anvender Twitter som primær nyhedskilde.

Værktøjet skal gøre det muligt at søge, finde og sortere nyheder og netop finde ud af hvilke nyheder, der deles mest og snakkes mest om netop nu. Man kan også finde gamle nyheder fra både sider og personer på Facebook, og det er muligt at gemme alt det, man finder i samlinger til senere brug.

Værktøjet kan ligeledes bruges til at søge på steder og hashtags på Instagram og finde indhold derfra.

Indtil videre er værktøjet mest brugbart for engelsksprogede nyheder og kun tilgængeligt for journalister, men Facebook håber at udvide snart skriver de.

Læs også: I Twitter og Snapchats fodspor: Nu kan du følge trends og begivenheder på Instagram

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af