Petite Noirs ‘noir-wave’ imponerer med rytmisk elasticitet
Den unge angolaner/congoleser Yannick Ilunga (med bopæl i Cape Town, Sydafrika) kalder selv sin musik for ’noir-wave’. Den betegnelse kan være lige så god som en hvilken som helst allerede etableret genredeterminant. Hans lyd inkorporerer i hvert fald elementer af postpunk og new wave og blander op med en synthpop med mørke undertoner.
Man gør dog ikke Ilungas lyd nogen tjeneste ved at reducere den til et begreb. For hvad stiller man så op med de kraftige tilløb til afrobeat, der løber som en særskilt energikilde gennem albummets sange, eller den rap, spoken word eller kvindelige backingvokaler, der er med til at adskille Petite Noir fra at lyde som et kreativt genfødt Bloc Party eller TV on the Radio inden de mistede gnisten. Nu minder Ilunga vokalt om både Kele Okereke og Tunde Adebimpe, så man kan ikke helt slippe sammenligningen med de to 00’er-kæledægger.
Albummet vinder mange point på sin opfindsomme og aldrig fastlåste forvaltning af musikalske ideer og stilarter. Man sidder hele tiden med fornemmelsen af, at de enkelte sange minder om den kunstner eller det band, og som sådan har albummet en naturlig attraktionsværdi for den nysgerrige musikfan.
Omvendt er det jo ikke nok at lyde som andre, man skal også lyde som sig selv. Den effekt opnår Ilunga faktisk, men først og fremmest i kraft af summen af de musikalske tværsnit han foretager, snarere end enkeltstrålende sange af stor originalitet. Han er god til detaljer. Blæserne, der dukker op i omkvædet til førstesinglen ’Best’, tager sangen et helt andet sted hen – og forlener den med et anderledes temperament – end det verset lægger op til. Det samme gør en lettere atonal trompet på ’Inside’, der kunne have endt som en lidt pauver, molstemt ballade, men hvis sitrende elektroniske univers står i kontrast til Ilungas mørke croon.
Ilunga er ikke så melodisk træfsikker som man kunne ønske, og det er albummets primære akilleshæl. Især hans omkvæd er lettere idéforladte. De er ofte bygget op om råbende repetitioner af en frase eller et ord. På ’Freedom’ synger han »freedom comes when you least expect it« om og om igen, og på ’Seventeen (Stay)’ gentager han ordene »stay there / I want you to stay there« ad nauseam. Heldigvis har verset en opvakt rytmisk elasticitet over sig, som rigeligt kompenserer – og som er kendetegnende for store dele af albummet.
Kort sagt:
Yannick Ilunga kommer vidt omkring i sine postpunk- og new wave-mættede sange, der leger med både elementer fra rap og afrobeat. Ilunga har et stærkt blik for detaljer (blæsere og percussion, ikke mindst). Hans musikalske ideer er mangfoldige, men albummets akilleshæl er en mangel på stærke melodier.