Første ‘Twin Peaks’-teaser er landet – men hvad betyder den?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Godt nok skal vi vente helt til 2017, før den stærkt omtalte fortsættelse til David Lynchs tv-milepæl ‘Twin Peaks’ lander hos amerikanske Showtime. 

Men allerede nu har kanalen offentliggjort den første pirrende teaser. Vi har bedt David Lynch- og ‘Twin Peaks’-ekspert Andreas Halskov, der blandt andet har skrevet bogen ‘TV Peaks – Twin Peaks and Modern Television Drama’, om at dechifrere billederne for os. Her er, hvad han skriver:

»’Location sometimes becomes a character… It’s almost like being in a moving painting’. I den nye og officielle teaser for Showtimes fortsættelse til ‘Twin Peaks’ ser og hører vi Michael Horse (som spillede Deputy Hawk i den originale serie), der taler om lokaliteternes betydning og ‘karakter’ i ‘Twin Peaks’ (i dobbelt forstand).

Stedet, lokaliteten, miljøet er en karakter i ‘Twin Peaks’, hedder det sig, og det hele ligner et maleri, der er sat i bevægelse. Eller måske et bevægende maleri… Også i ordene ‘moving painting’ ligger der en dobbelthed.

Indstillingerne indfanger landskaberne i og omkring Snoqualmie, og der er både gamle og nye spor at finde i denne teaser: Lokaliteterne, musikken og de flydende overgange, hvor der roligt overtones imellem de enkelte indstillinger, er alle typiske greb for David Lynch, og det samme gælder brugen af slow-motion og out of focus-skuddet og den knitrende lyd i teaserens sidste indstillinger (som minder om ‘Lost Highway’, ‘Mulholland Drive’ eller ‘Inland Empire’. Det bevægelige kamera peger derimod fremad og ligner ikke det stationære kameraarbejde fra den oprindelige ‘Twin Peaks’ (hvor der ikke blev brugt mange kran-, helikopter- eller droneskud).

Da David Lynch 18. december udsendte linket til Showtimes officielle teaser med ordene ‘Happy Holidays’, blev jeg henrykt af mere end én grund.

For det første er indstillingerne æstetiske og stemningsfulde, nøjagtigt som man kunne forvente – eller håbe. På en måde, der virker organisk i forhold til ‘Twin Peaks’ som et værk. For det andet griber ordene ‘moving painting’ tilbage til David Lynchs allerførste kortfilm – og minder også derved om den nye ‘Twin Peaks’ som et auteurværk. En del af David Lynchs oeuvre.

Endelig var teaseren også tilpas abstrakt og underfortællende, og tilbage sidder man med en detektivisk lyst til at finde ud af, hvad de sidste indstillinger i teaseren skulle betyde – og hvem det er, der tilsyneladende undergår en ‘Lost Highway’-agtig metamorfose…

Det ligner jo næsten fængselsscenen, hvor Fred Madison transformeres til Pete Dayton i ‘Lost Highway’, eller den berømte transformationsscene i ‘Mulholland Dr.’, hvor out of focus-skud og effektlyde markerer identiteternes pludselige forveksling. Men hvem er det, vi ser i billedet? Er det Leland eller Bobby, eller er det måske David Lynch, himself, der står og ryster i et sort jakkesæt?«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af