Den komiske power-duo Amy Poehler og Tina Fey er premiereaktuel i USA med ’Sisters’ – en film, der har fået den uheldige skæbne at åbne i samme uge som ’Star Wars: The Force Awakens’ – og i den anledning hostede de weekendens udgave af ’Saturday Night Live’.
Særligt den tidsbøjende sketch, ’A Hillary Christmas’, hvor Kate McKinnons Hillary Clinton fik besøg af Poehlers 2008-udgave af præsidentkandidaten samt Fey i sin signaturrolle som Sarah Palin, var et veloplagt vidnesbyrd om de tidligere Golden Globe-værtinders komiske timing.
Mens nutidens Clinton har et par nyttige råd til sin syv år yngre pendant – blandt andet at skrue gevaldigt ned for email-aktiviteten (Clinton kom i problemer, da hun havde sendt mails med fortroligt indhold fra sin usikre, private e-mailkonto) – stjæler Fey rampelyset med sin ubetalelige udstilling af den spejlblanke Tea Party-politiker.
»Oh geez, looks like I went through time and space again«, siger hun.»Oh, what the heck! I landed in the bedroom of a lesbian couple«.
‘Sisters’ får dansk biografpremiere den 25. februar.