‘Tordenskjold & Kold’
»Dette er en sand historie – langt hen ad vejen«, hedder det i en kæk disclaimer til ‘Tordenskjold & Kold’.
Desværre er Henrik Ruben Genz’ topmoderne take på den sagnomspundne 1700-tals-søhelt kun en god film ganske kort hen ad vejen.
Den gør et vildt forfriskende førstehåndsindtryk, fordi Genz og den norske manuskriptmager Erlend Loe ikke har lavet den stolte og støvede parykfilm om den store Peter Wessel og hans sejre, som man kunne frygte. I stedet har de lavet en stærkt ironisk farce om en voksenbaby med rock’n’roll-rygte, der træder vande i dønningerne fra sine sejrrige søslag, og hvis interessehorisont begrænser sig til sprut, bare bryster og fitte (norsk for – ja, gæt selv).
Faktisk kunne Tordenskjold – i Jakob Oftebros efterhånden velkendte skikkelse – ikke snøre sine egne støvler uden sin hengivne kammertjener Kold (Martin Buch). Det er Kold, der slæber den modfaldne folkehelt til psykolog (David Dencik med slikket hår og sygekassebriller som barndomsborende freudianerforløber), når fredstiden bliver for triviel. Det er Kold, der liner foredrag op, hvor Tordenskjold diverterer med dramatiske genfortællinger af sine berømteste triumfer. Og det er Kold, der på Tordenskjolds vegne gør kur til den engelske rigmandsdatter frøken Norris, som sender et superlike retur og byder på bryllup i Hannover.
Turen til det tyske er fortællingens motor, men makkerparret når aldrig frem, for inden da falder den senere tændstiksmodel (og nej, det er ikke en spoiler, men faktisk filmens start) i en tåbelig og tilsyneladende tilfældig duel, hvor han tilmed selv vælger en lille pyntekårde som våben frem for sin trofaste pistol. Hvordan gik det til, spekulerer filmen, men selvom svaret er opfindsomt, er man til den tid lettere ligeglad.
Med et gavtyveagtigt glimt i øjet og kontrapunktisk rockmusik på anlægget er ’Tordenskjold & Kold’ vist nok let at falde for. Men ligesom Tordenskjold ikke er andet end en hurtig tur i kanen og en god historie til veninderne for de dånende piger, han lægger ned, viser filmen sig ikke at have så meget mellem ørerne, når den første forelskelse har fortaget sig.
For helt ærligt – så er det altså heller ikke sjovere at høre Tordenskjold sige »golddigger«, »fuck it« og »whatever«, og der er ikke den nødvendige kemi mellem Oftebro og Buch, som aldrig synes at finde sig til rette i den noget flade Kold-rolle.
Der er gode idéer og tanker spredt omkring i Loes manuskript, men de er lidt for godt gemt, og det hele er holdt ud i så strakt arm, at man aldrig er det mindste engageret i historien og de figurer, der befolker den. Det havde ikke været noget problem, hvis filmen så havde fungeret som fuldfed farce, men så skal man altså grine mere, end jeg gjorde.
Også Genz’ instruktion savner den finesse, han før har demonstreret i den fiffige ’Undskyld jeg forstyrrer’ og den frygteligt gode ’Frygtelig lykkelig’. Som da Tordenskjold knalder i kanen, der hopper som en amerikansk flyder, mens der illustrativt klippes til en kanon, som går af ved klimaks. Det er lige før, der går egnsteater i den.
Kort sagt:
Gode tanker gør ikke en god film i Henrik Ruben Genz’ topmoderne Tordenskjold-take, der er for fjollet til sit eget bedste.