’Blodoffer’: Dysfunktionelt far-søn-forhold er det bedste i Netflix’ ujævne nordic noir
SERIE. I første afsnit af ’Lupin’ og ’Hijack’-skaberen George Kays nye svenske Netflix-krimi ’Bloodoffer’ er der en karakter, der meget passende kommenterer på en serie, hun for nylig er blevet færdig med at se.
»Den er ikke perfekt, men den er værd at se«.
Vi får aldrig at vide, hvilken serie hun snakker om, men det kunne godt være den, hun selv spiller med i.
For hendes kommentar indkapsler rimelig præcist, hvad ’Blodoffer’ er: en velspillet og semispændende nordic noir, der dog også trækkes med en række klichéer og fortællermæssige benspænd.
Præmissen for serien har potentiale. Vi følger efterforskeren Thomas Berg (Jakob Oftebro), der får ansvaret for at afdække en dyster sag, som begynder med et dobbeltmord på to politibetjente i Stockholm.
Mens Thomas og hans taskforce kæmper med at finde hoved og hale i sagen, slår seriemorderen til igen ad flere omgange. Det lægger yderligere pres på efterforskningen, hvor Thomas sideløbende må håndtere alt fra nysgerrig mediebevågenhed til et politiforbund, der råber vagt i gevær over for politikorpsets skrantende mentale helbred.
Thomas finder dog – svært modvilligt – hjælp hos sin pensionerede far, Alfred, der tidligere bestred en højtstående stilling i politiet. Han har både erfaringen og overblikket til at hjælpe med en sag, som Thomas åbenlyst har svært ved at overskue på egen hånd.
Den uofficielle tilføjelse af Alfred til efterforskningen bringer dog også sine egne problemer med sig. Thomas og Alfreds forhold er langt fra ideelt, ikke mindst på grund af Alfreds alkoholisme og hans manglende engagement i Thomas’ familie. Men for at stoppe morderen må far og søn – i hvert fald for en stund – lægge deres stridigheder til side og arbejde sammen.
Som nordic noir er ’Blodoffer’ sat efter alle forskrifterne i æstetik og opbygning. Grundtonen er den samme som seriens tydelige og markant bedre inspirationskilder.
Der er den trøstesløse og kolde stemning, det menneskelige fokus på politistyrken og den komplekse og sammenbidte hovedperson i form af Thomas, der forsøger at balancere dualiteten i familie- og arbejdslivet, hvor der skiftevis står halshuggede politibetjente og hyggelige familiefødselsdage på programmet.
Selve opklaringen og mordmysteriet hører til seriens væsentligste svagheder. Thomas og Alfreds efterforskning trækkes i langdrag, og man mister interessen, når vi igen og igen udsættes for de samme overvågningsbilleder og lydoptagelser, gennemgange af gerningsstederne og skænderier mellem far, søn og de overordnede.
Visse karakterer træffer også beslutninger, som er meget svære at forstå.
Langt stærkere er serien i sin skildring af Thomas og Alfreds forhold, hvor Jakob Oftebro og Peter Anderssons kemi og fine præstationer løfter serien markant.
Mens Thomas på overfladen synes at afsky sin fars upolerede og grænsesøgende facon, bliver det tydeligt, desto længere ind i serien vi kommer, at han bag sin kontrollerede facade gemmer på nogle af de samme tvivlsomme kvaliteter – både som efterforsker og som far.
Selvom forholdet havde fortjent at blive pakket yderligere ud, er det seriens stærkeste kort. Og så skruer serien da også op for spændingen i de sidste afsnit, hvor den ellers har været sparsom. Her er det svært ikke at lade sig rive med.
Kort sagt:
Politibetjente jagtes og aflives på brutal vis i Netflix’ ujævne ’Blodoffer’, der er bedst i scenerne mellem Jakob Oftebro og Peter Andersson, hvis dysfunktionelle far-søn-dynamik løfter serien.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.