Det kan godt være, at Kanye West har hang til storhedsvanvid og stupid opførsel i offentligheden. Det kan også godt være, at Kanye West aldrig bliver mere end en gennemsnitligt dygtig rapper. Men ser man på hans samlede output er det svært at komme uden om, at Kanye ikke blot har været en af det nye årtusindes mest populære, men også mest interessante og originale kunstnere. Ikke kun inden for hiphop, men i det hele taget.
Siden han slog igennem som producer på Jay Z’s ’The Blueprint’ i 2001 har Yeezy gennemgået talrige tranformationer fra sample-hitsmed over autotune-crooner til artrap-gud med galopperende storhedsvanvid. På dybt imponerende vis har han hele vejen igennem formået både at bevare sin relevans og omsætte sin konstant nyfundne inspiration til fantastisk musik. Det er en præstation, som mange af populærmusikhistoriens største navne har svært ved at matche.
Af samme grund er det også både en fornøjelse og en kæmpe udfordring at skulle rangere Kanyes seks soloalbum samt ’Watch the Throne’-albummet med Jay Z – kvaliteten er ganske enkelt frygtindgydende høj, hvorfor ordet ’værst’ i overskriften også skal tages med et gran salt. Men man er jo trods alt nødt til at starte fra bunden. Så her er listen – selvfølgelig i anledning af det kommende album ’Waves’ (eller hvad end det kommer til at hedde), der udkommer 11. februar.
7.’808’s and Heartbreak’ (2008)
’808’s and Heartbreak’ hører til blandt de mest radikale venstresving i nyere musikhistorie. Kanyes samplebaserede lyd havde i slut-00’erne nået et skudsikkert stadionrap-format, hvor top ti-hits og platinplader var en selvfølge. Hvad gør man i den situation? Man skrotter naturligvis både rap og samples og udgiver et emo-agtigt electropop-album indsmurt i autotune og hjerte/smerte-tekster.
Et vanvittigt træk fra en etableret superstjerne, der hverken havde den store erfaring med at synge eller skrive melodibaserede sange, men tilsyneladende ikke så noget problem i bare at prøve sig lidt frem. Albummet var et projekt, der burde være gået helt galt – og ifølge nogle også gjorde det. Mængden af haters er dog blevet betragtelig mindre med årene i takt med, at arven fra ’808’s and Heartbreak’ har sat sine tydelige spor i den succesfulde melankolske hiphop og r’n’b hos navne som Drake og The Weeknd.
Kanye selv tog springet fra de stort oppustede produktioner fra hans første tre album til et ultra-minimalistisk synth- og trommemaskine-setup som den mest naturlige ting i verden, men selve sangene på ’808’s and Heartbreak’ har i alt deres naivitet også uomtvistelige kvaliteter som popnumre – fra hits som ’Love Lockdown’ og ’Heartless’ til de ligeså stærke ’Paranoid’ og ’Say You Will’. Det er et demonstrativt dristigt popalbum – og faktisk et ret godt et af slagsen.
6. ’Watch the Throne’ (2011)
Selviscenesættelse en Messias værdig, et par af årtiets hårdeste bangers og en episk verdensturné. Hypen omkring Kanye West og Jay Z’s supergruppe var så enorm, at omstændighederne let kommer til at skygge for, at albummet i sig selv ikke helt levede op til forventningerne.
Jay Z har modsat Kanye aldrig været en stor albumskulptør. Hans plader har oftest været defineret af sublime enkeltnumre, hans karismatiske personlighed og storslåede salgstal snarere end en sammenhængende musikalsk vision.
Den samme karakteristik gælder ’Watch the Throne’. De fantastiske numre står i kø: ’Niggas in Paris’ med sit åndssvage, men stærkt vanedannende bip-bip-beat er en fuldstændig ekstatisk banger, ’No Church in the Wild’ og ’New Day’ tilføjer nye dybder til de to rapperes repertoire, og ’Otis’ og ’The Joy’ viste, at de to stadig kan lave klassisk, samplebaseret-hiphop som ingen andre, når ellers de gider.
Udover svulstig selvforherligelse er der dog ikke meget rød tråd at klamre sig til, og man må blandt andet fast-forwarde sig vej forbi en intetsigende duet med Beyoncé (’Lift Off’), et horribelt dubstep-eksperiment (’Who Gon Stop Me’) og den bombastiske fuser ’H.A.M.’, der efter at være blevet lanceret som projektets førstesingle endte sine dage begravet dybt inde blandt albummets bonusnumre.
5. ’Graduation’ (2007)
’Graduation’ markerede fuldbyrdelsen af Kanyes college-trilogi, men i bredere forstand også hans karriere som nogenlunde kategoriserbar hiphopkunstner. Det er dog følelsen af hattrick snarere end gentagelse, der kendetegner ’Graduation’.
Kanye har nået et stadie her, hvor alting foregår på superstjerneskala, og størstedelen af numrene står som monumentale kreationer i deres egen ret. Alligevel kommer man ikke uden om singlerne: ’Can’t Tell Me Nothing’ er måske Kanyes bedste no-nonsense hiphopnummer, og ’Stronger’ var en knivskarp amerikanisering af Daft Punk, der skød house-bangeren ind på toppen af hitlisterne. Men pladens ultimative højdepunkt er ’Flashing Lights’, hvor Kanyes soulfulness møder Timbalands sexy back-synths i en gåsehudsfremkaldende fusion. Det er et af Kanyes absolut bedste numre til dato.
For en sjælden gangs skyld skød Kanye dog også forbi mål et par gange. Blandt andet med ulidelig autotune-larm på ’Good Life’ og med den velmente, men helt igennem akavede hyldest til Jay Z på ’Big Brother’. Det koster en højere placering på listen, men ’Graduation’ er ikke desto mindre et fremragende album.
4. ’Yeezus’ (2013)
’Yeezus’ er på én gang både antitesen til Kanyes karriere som soulet hitmager og det ultimative Kanye West-album. Det er lyden af storprovokatøren Kanye, der står på toppen af alverdens hitlister i bar røv og giver den samlede musikverden fingeren. Det er grimt, usmageligt og genialt på samme tid!
De ti numre rummer ikke skyggen af et hit. I stedet rapper og auto-tuner-synger Kanye sig vej igennem forvrængede synths og industrielle beats, mens han fabler som en galning om at chille med Jesus og være en croissant-ædende gud.
Samples er der ikke mange af, men dem der er bliver brugt demonstrativt. En stump af et gammelt gospelkor bliver flået ind og kort efter ud igen på ’On Sight’, ’Bound 2’ er så sjusket klippet sammen, at det hele tiden lyder som om nummeret er ved at falde fra hinanden, og på ’Blood on The Leaves’ bliver en bid af en af den amerikanske sangskats mest ikoniske sange om racisme til fundament for en ekstravagant parforholdsballade. Det er ligeså fantastisk som det er forkasteligt.
Kanye blev ved udgivelsen af ’Yeezus’ med rette hyldet for sit kompromisløse mod. Chokbølgerne fik måske nogle fans og kritikere til at svinge superlativerne lige højt nok op, men der er stadig ingen tvivl om, at ’Yeezus’ er et enestående album, selv om det også er hans mest krævende.
3. ’The College Dropout’ (2004)
Kanye West var allerede et producernavn på linje med Pharrell og Timbaland, inden folk overhovedet vidste, at han også havde ambitioner som rapper. Den entré lagde grunden for et af de mest imødesete hiphop-debutalbum nogensinde, og ’The College Dropout’ skuffede ikke, da det endelig landede i 2004.
Albummet er den ultimative manifestation af Kanyes øre for de melodiøse og ekstremt catchy soul-samples, der karakteriserede den første del af hans karriere. ’All Falls Down’, ’Spaceship’, ‘Jesus Walks’, ’Never Let Me Down’, Slow Jamz’, ’Through the Wire’ – man kunne næsten have ladet en terning bestemme, hvilke numre der skulle udgives som singler.
Albummet markerede også et paradigmeskifte i hiphopkulturen, da Kanyes regular guy-attitude stod i skarp kontrast til det alfahan-image, der dominerede miljøet. Kanye har sidenhen selv – med stor succes – sluppet jordforbindelsen fuldstændigt, og med tiden er han også blevet en væsentligt mere ambitiøs rapper og producer. Men han har aldrig lavet et ligeså rendyrket og gennemført hitalbum som ’The College Dropout’.
2. ’Late Registration’ (2005)
Kanye er ikke typen, der spilder tiden – eller muligheden for at bade sig i rampelyset. ’The College Dropout’ havde gjort ham til noget nær det hotteste navn i hiphop, så selvfølgelig slog han til med endnu et storværk allerede året efter, og på overbevisende vis formåede han at forbedre formlen fra den fremragende debut på stort set alle parametre.
Det var stadig varmen fra 70’erne og 80’ernes soulplader, der bar fundamentet, men numrene fik en helt anden musikalsk dybde takket være samarbejdet med filmkomponisten Jon Brion. Numre som ’Roses’, ’Addiction’ og ’We Major’ viste en Kanye med større og mere sofistikerede ambitioner end hiphop-doktrinen om beats and rhymes. Samtidig viste numre som ’Heard ’Em Say’ med Adam Levine og ’Gold Digger’ med Jamie Foxx, at Kany stadig havde styr på, hvordan man skærer et kæmpehit.
Selvfølgelig havde han også ærkerivalerne Jay Z og Nas med på to fabelagtige numre, der fulgte lige efter hinanden – bare lige for at understrege sin status – men hvad vigtigere er, så satte ’Late Registration’ en tyk streg under Kanye som en af hvor tids mest visionære producere, der ikke havde tænkt sig at stille sig tilfreds med at have fundet en formel der virkede.
1. ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ (2010)
Kanye Wests magnum opus. Yeezy løftede ambitionsniveauet ud af jordens atmosfære under arbejdet med sit femte album og inviterede alverdens musikere fra Rick Ross og RZA til Elton John og Bon Iver i studiet for at finkæmme potentialet i hver enkelt mikroskopisk detalje.
Det hele handler dog naturligvis om Kanye selv. Hvor andre kunstnere får problemer med at bevare autenticiteten og den kreative gnist, drives Kanye fremad af berømmelsen. Selv om han skildrer den som en drøm med en dæmonisk skyggeside, svælger han med åbenlys nydelse i at have alverdens øjne og ører rettet mod sig på personlige numre som ’Runaway’ og reality-breakup-balladen ’Blame Game’.
’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ balancerer faretruende tæt på kanten af det vulgært overmættede og usmageligt selvhøjtidelige, men musikken er simpelthen for konstant medrivende og udfordrende til, at man kan tage sig af det. Den voldsomme kræft, der hele tiden kæmper for at trænge igennem på ’Monster’, melankolien på ’Devil In a New Dress’ og powerpoppen på ’All of the Lights’ – hvert nummer står som sit eget afrundede værk med sine egne ambitioner, men samtidig som en vigtig brik i helheden. Det er svært at forlange mere af et album.
Vi rangerer: Drakes album fra værst til bedst
Læs også: Kanye kryber til korset: ‘Waves’ er ikke det bedste album nogensinde alligevel