‘Deadpool’
Der er ingen tvivl om, hvad ’Deadpool’ vil have dig til at mene: At den er et velplaceret cirkelspark i nosserne på den superheltebølge, der siden årtusindeskiftet er skyllet over Hollywood som Den Sorte Død.
Det staves allerede ud i versaler i titelsekvensen, hvor producerne kaldes asshats, den kvindelige hovedrolle præsenteres som a hot chick, og instruktør Tim Miller stemples som an overpaid tool. Så langt, så metavittigt.
Der er heller ingen tvivl om, at filmen rummer lige så meget profan drengerøvshumor som hele den øvrige bestand af superheltefilm tilsammen. Den tæppebomber lærredet med blod, brækkede knogler og punchlines på sydsiden af bæltestedet – sidstnævnte med en hitrate på omtrent 50 procent.
Problemet med Millers rapkæftede ’X-Men’-spinoff er dog, at den kun har oprøret i munden og lystigt vader i samme spinat som de film, den kritiserer.
Blandt dem er ’The Green Lantern’, Ryan Reynolds’ seneste visit i superhelteland, hvor førsteelskeren knækkede nakken iklædt grøn spandex. I rollen som Deadpool er han så selvironisk flabet, at det halve havde været for meget, men den uafbrudte metaonani tillader ham i det mindste at afsende mere end en enkelt syngende lussing til karriereselvmålet.
»Please don’t make the super suit green – or animated!« råber han til de mørkemænd, der skal kurere ham for kræft og forlænge hans liv i lykkelig tosomhed med stripperen Vanessa (den førnævnte hot chick).
Wade Wilson, som hans civile navn er, røvrendes gebommerligt på mutantklinikken, hvor Ajax (Ed Skrein med iskold britisk accent) svinger torturkniven uden skrupler. Nu med et ansigt, der ifølge comic relief-bartenderen Weasel (T.J. Miller) ligner »et topografisk kort over Utah, hvis Freddy Krueger havde mundkneppet det«, redder han skindet og indleder et blodigt hævntogt, komplet med vanskabte sidekicks og en damsel in distress.
Det er så velkendt som frostgrader i februar, og det er netop filmens pointe. Den udødelige antihelt med det forskruede moralkompas bruger halvdelen af sin skærmtid på at udpensle og udstille genrens vedtægter i alt fra voice-overs til brud på den fjerde væg, ofte med suveræn selvironi til følge – som når han lakonisk bemærker, at Ryan Reynolds næppe har nået a-listen på grund af sine acting chops.
Alligevel burde Miller og co. have fejet grundigere for egen dør, inden de begyndte at lave rav i Marvel-land. At pege fingre hugger ikke i sig selv en sti ud af forudsigelighedens spiral.
Nok er det sjovt, når Deadpool påpeger, at hans allierede, Negasonic Teenage Warhead og Colossus (navnene siger alt), kun har The X-Mansion for sig selv, fordi producerne ikke havde råd til celebre mutanter, men når latteren aftager, indser man, at han har frygteligt ret: X-Men-duoen er et par himmelråbende ligegyldige papfigurer med en fæl b-filmstank, og det kan en enkelt metasmart bemærkning dårligt retfærdiggøre.
Når slutningen senere byder på buldrende Hollywood-tønder i form af et søvndyssende actionorgie, står det klart, at klassens uvorne unge ikke ønsker at følge oprøret til dørs. Hvad der indledes som en drilsk strittende fuckfinger til superheltefilmens abc, ender som et produkt af selvsamme tankesæt.
At den modsat de pæne drenge kommenterer klicheerne, føles som en ringe trøst.
Kort sagt:
’Deadpool’ vil så gerne ruske op i den tyndslidte superheltegenre, men myriader af blod, brækkede knogler og beskidt metavid kan ikke skjule, at den er præcis så forudsigelig som de film, den kritiserer.