Jeg når at ringe Joshua Oppenheimer op fem gange i løbet af en halv time.
Han sidder i toget på vej fra én pressebegivenhed til en anden og fiser ind og ud af tunneller, mens telefonsignalet kommer og går. Det er på mange måder et sigende snapshot af hans liv lige nu, for siden ’The Look of Silence’, opfølgeren til ’The Act of Killing’, blev nomineret til en Oscar for bedste dokumentar, har han konstant været på farten. Til presseevents, screenings og politiske arrangementer.
»Min dag er planlagt ned til minuttet. Jeg er meget heldig, hvis jeg har aftenen eller morgenen fri. Jeg føler mig lidt som en pinball«.
Hans stemme skratter om kap med lokomotivførerens røst i baggrunden, og ofte falder han så meget ud, at jeg må lægge på og prøve igen. Selv efter flere måneder i en pr-mølle uden åndehuller og med tekniske udfordringer som ukærkomment krydderi er hans tone dog stadig blid og imødekommende og uden antydningen af den udmattelse, som han ellers beskriver i ærlige vendinger – modsat de fleste filmmagere med mulig Oscar-hæder i kikkerten.
»Hvis nogen, der er en del af det her, fortæller dig, at de ikke er trætte af det, så lyver de«, siger han. »Det er virkelig hårdt, og det er svært at sove om natten, fordi du er ’på’ hele tiden. Du kan aldrig slappe af«, siger han.
Oscar kaster lys over glemt folkedrab
Men der er en grund til, at Oppenheimer ofrer sin nattesøvn, sætter filmmageriet på standby og spiller med på Oscar-hysteriet. Og grunden er ikke personlig hæder. For ham betyder den gyldne statuette ikke mere end forbedrede vilkår for fremtidige projekter, men for Indonesien, det sydøstasiatiske land, der har været indsvøbt i fornægtelsens mørke siden folkemordet i 1965, kan opmærksomheden kickstarte et nyt og lysere kapitel i landets historie.
Hvor ‘The Act of Killing’ lod folkemordets skurke filmatisere deres ugerninger på absurd oprivende vis, er ’The Look of Silence’ mere direkte og anklagende. Her kommer ofrene i tale i form af optikeren Adi Rukun, hvis bror var blandt den million civile, der blev henrettet i 1965, to år før Adi selv kom til verden. I Oppenheimers dokumentar kigger han i stilhed på de bødler, der torturerede og myrdede hans bror, og nægter at fjerne blikket, når vreden vælter op i deres øjne som påmindelser om de barbarer, de engang var – dem, der svang macheten uden skrupler og drak deres ofres blod for, som én af dem siger, »ikke at blive sindssyge«.
Militærregimets antikommunistiske udrensning i ’65 er siden blevet begravet i fortidens tåger, og drabsmændene har ikke smagt skyggen af retfærdighed. De sidder tværtimod stadig på magten.
Det er her, den normalt så florlette Oscar-galskab kommer ind i billedet, for om man kan lide det eller ej, har det en betydning, når Channing Tatum og Martin Scorsese har afholdt visninger af ’The Look of Silence’, når alverdens internetbloggere nævner den i flæng, og når filmens hovedperson Adi sidder side om side med magthaverne i Washington.
»Jeg ved ikke, om militæret ville stoppe deres kampagne mod filmen og dem, der forlanger retfærdighed, hvis filmen vandt en Oscar«, siger Oppenheimer. »Men det er muligt, at omtalen vil give den indonesiske præsident modet til at udfordre militæret og undskylde for folkemordet samt bekæmpe det forhold, at gerningsmændene har været immune over for loven lige siden«.
»Samtidig håber vi, at vi kan få den amerikanske regering til at anerkende USA’s medskyld i folkedrabet – noget, der er særligt vigtigt i disse tider, hvor vi igen og igen bliver mindet om raceproblemerne i vores samfund«.
Den ligegyldige triumf
Det havde ellers været rimeligt, hvis Oppenheimer havde valgt at skrotte den månedlange charmeoffensiv, efter ’The Act of Killing’ for to år siden blev slået på målstregen af den mere lettilgængelige musikdokumentar ’20 Feet from Stardom’. Ikke mindst fordi udsigten til revanche med ’The Look of Silence’ er spinkel i et felt, hvor dokumentarperler med bred appel – ’Amy’, ’Cartel Land’ og ’What Happened, Miss Simone’ – gør konkurrencen knivskarp.
Men ifølge den 41-årige dokumentarist er det endelige udfald i The Dolby Theatre ikke afgørende, hverken for ham selv eller for Indonesien.
»Egentlig er det kun nomineringen, der tæller. Hvad der måske ligner et ræs om at vinde en Oscar for dig, er i virkeligheden en mulighed for at udnytte filmens opmærksomhed til at gøre en afgørende politisk forskel. Det er ikke et ræs. Sådan kan du simpelthen ikke anskue det, for så kommer du til at drive dig selv til vanvid«.
Instruktøren var i værste fald moderat skuffet, da ‘The Act of Killing’ trak det korte strå i 2014. Ét var, at filmens favoritværdighed snarere var et resultat af dansk patriotisme end saglige prognoser (både ’The Act of Killing’ og ’The Look of Silence’ er dansk producerede). Noget andet er, at de stemmeberettigede fagfolk sjældent orker at se alle de nominerede film.
»Folk taler ofte om, hvad akademiet kan lide, men jeg tror, det er en fejl. Jeg tror, akademiet ville kunne lide ’The Act of Killing’ og ’The Look of Silence’, hvis de rent faktisk så dem. Problemet er, at de ikke ser filmene. De ser én film i dokumentarkategorien og stemmer så på den. Så hvis en film har en bredere appel end konkurrenterne og har gjort det bedre økonomisk, har den automatisk en større chance for at vinde statuetten«.
»Akademiet består jo ikke kun af instruktører og producere, men også af publicister, hår- og make up-folk og så videre, og mange af dem har ingen interesse i dokumentarer. Så de tænker: ’Nå, jeg ser aldrig dokumentarer, men jeg har da hørt om den der, så den stemmer jeg på’«.
Hvordan har du det helt ærligt med, at det er sådan?
»Jeg har det sådan… hvad havde du regnet med, det er Hollywood! Det er ikke Nobelprisen. De fleste mennesker har opmærksomheden rettet mod Oscar, indtil priserne er uddelt, og så går de videre til nye ting«.
»Udfordringen for mig er bare at være til stede hele tiden, selv om processen er drænende, fordi ellers ville jeg overse de gode øjeblikke«.
Måtte knibe sig selv i armen
Midt i den hektiske Oscar-kampagne, der handler mere om politik og moneter end de nominerede films kvaliteter, er der nemlig uforglemmelige øjeblikke. Oppenheimer oplevede selv et af slagsen på tætteste hold, da han sidste mandag besøgte det amerikanske Udenrigsministerium sammen med sin hovedperson, Adi, en optiker fra en lille indonesisk landsby, hvor de færreste kan læse eller skrive.
Efter et halvt århundredes larmende stilhed og fornægtelse sad denne simple landsbyboer fra Indonesien pludselig på den anden side af kloden side om side med en amerikansk viceudenrigsminister, der ikke blot så og hørte hans historie, men var rørt til tårer over den. Og med ét gav galskaben mening for Oppenheimer.
»Når jeg er midt i det hele, prøver jeg at lade mit perspektiv glide opad som en fugl, der letter, så jeg kan se, hvad der egentlig sker«, siger han. »Det var sådan, jeg så Adi med viceudenrigsministeren. Jeg var nødt til at knibe mig selv i armen. Jeg kunne ikke tro, at det rent faktisk skete«.
»I de her måneder sker der rigtigt mange underlige ting. Men der er også noget af det, der er underligt på en vidunderlig måde«.
Læs hele vores Oscar-dækning HER.
Hold Oscar Night i Empire Bio med Soundvenue og forpremiere på ‘Room’ – læs mere og køb billet HER.