Der var næsten ingen anden vej uden om, end at datteren af Johnny Depp og den franske sanger og skuespiller Vanessa Paradis selv skulle gøre karriere i underholdningsindustrien.
Men at Lily-Rose Depps begyndelse i filmbranchen skulle blive så skæv og anderledes, som den tegner til lige nu, er alligevel overraskende.
Hun er i Cannes med den franske ’The Dancer’, hvor hun spiller den sidenhen berømte amerikanske danser Isadora Duncan, som i filmen er en ung, truende og forførende opkomling i hovedpersonen Loie Fullers dansetrup.
Det er en lille, men dristig rolle, der blandt andet involverer et hedt lesbisk kys, som nok skal sætte yderligere gang i de spekulationer, der i februar florerede på nettet, efter hun udtalte til Nylon, at man ikke behøver sætte et mærkat på sin seksualitet. Hurtigt skrev medierne, at Lily-Rose Depp sprang ud som lesbisk, men hun afviste selv, at man skulle tolke andet ud af hendes udsagn end netop at… man ikke behøver sætte et mærkat på sin seksualitet.
Lily-Rose Depp er allerede en erfaren kampagnemodel for Chanel, og hun har da også via sine forældre kendt Karl Lagerfeldt, siden hun var otte år.
Nu er hun 16 (fylder 17 om to uger), går benhårdt efter skuespilkarrieren, og noget tyder på, at hun har arvet sin fars forkærlighed for det excentriske.
Selvom ’The Dancer’ ikke ligefrem er en eksperimentalfilm, er det trods alt en fransk dansefilm sat i slutningen af 1800-tallet. Og se så også lige traileren til Kevin Smiths nye film, hvor hun har en større rolle:
Her spiller hun over for sin far, »the legendary manhunter from Quebec«, og Kevin Smiths datter Harley Quinn Smith, som også er hendes gode veninde. Lily-Rose havde en meget lille rolle i Smiths forrige film, den ligeledes bizarre hvalrosgyser ’Tusk’, og at det er en mand som indie-kongen Smith (’Clerks’), som Lily-Rose Depp kaster sin kærlighed på i karrierens spæde forår, er et lovende tegn.
’The Dancer’ er instrueret af en kvindelig instruktør, Stephania Di Giusto, og der er også en ung kvinde, Rebecca Zlotowsky, bag kameraet på den kommende ’Planetarium’, hvor Lily-Rose spiller over for ingen ringere end Natalie Portman. Øjner man ligefrem en kønspolitisk strategi i hendes rollevalg? Det kan også bare være en tilfældighed.
Lily-Rose Depp virker i øvrigt til at være særdeles bevidst om sit brand, og trods hendes unge alder er der stram styring på karrieren. Man kan følge hende på Instagram (hvilket kan anbefales), men hun er ikke på andre sociale medier.
Det er store fodspor, Lily-Rose Depp skal træde i. Men hun er kommet virkelig interessant fra start.
Læs også: Cannes-highlights dag 3 – selv Jessica Chastain er fortabt på Croisetten
Læs også: Cannes dag 2 – opildner George Clooney og Jodie Foster til selvtægt?