1. Opildner Clooney, Foster og Roberts til selvtægt?
Der er de film, der er med i Cannes af kunstneriske årsager, og så er der dem, som er med af… andre årsager.
Til sidstnævnte kategori hører ’Money Monster’, der vises uden for konkurrence, og som drysser stjernestøv ud over den røde løber med George Clooney, Julia Roberts og Jack O’Connell på rollelisten og Jodie Foster bag kameraet. At det er en Hollywood-film af en kvindelig instruktør hjælper også med tanke på Cannes’ hyppigt diskuterede kvindeproblem – og at den tilmed indeholder et stærkt subversivt budskab, skader naturligvis heller ikke.
Dens tematik løfter nemlig filmen fra den konventionelle thrillerform, den egentlig er pakket ind i. Clooney spiller en populær og poppet tv-vært, der serverer daglige aktietips (og danser med to sorte piger omkring sig… don’t ask!) i sit program ’Money Monster’. En dag stormer en desperat ung newyorker, Kyle, studiet med pistol, bombevest og krav om at få svar på, hvorfor virksomheden IBIS, hvis aktie Clooney har promoveret med hoven selvsikkerhed, pludselig kunne dale 800 millioner dollars i værdi.
Som et slags kryds mellem ’The Newsroom’, ’Dog Day Afternoon’ og ’The Negotiator’ udspiller sig et klassisk gidseldrama – med Julia Roberts drevne producer som den fattede stemme i Clooneys øre – hvor det efterhånden står klart, at IBIS ikke just har haft rent mel i posen. Foster twister ikke ligefrem genren, men vender alligevel klicheerne på hovedet indimellem, som når Kyles kæreste bliver stillet igennem til ham via videoskærm, blot for at kalde Kyle en inkompetent bitch, og når Clooneys bedende appel til de mange seere, der bevidner dramaet bag skærmen, får den stik modsatte effekt.
Med film som ’The Big Short’ og ’99 Homes’ behandler amerikansk film i disse år det traumatiske finansielle kollaps, men det interessante ved ’Money Monster’ er, at den trods sin forudsigelige indpakning er et mulehår fra at opildne kontroversielt til selvtægt. Som minimum ligger der i hvert fald et klart antikapitalistisk budskab, og man kan ikke undgå at spore en provokerende langefinger til de grådige banker, sensationslystne medier og arrogante selvudråbte eksperter fra Clooney, Foster og Roberts side.
Det kunne næsten være en kampagnevideo for Bernie Sanders!
2. Sex, død og fårehyrder
Årets hovedkonkurrence er startet overbevisende. Rumænske Cristi Pius ’Sieranevada’ lagde ud med et tre timer langt, hektisk og opslugende slice of life-portræt af en storfamilie samlet om en mindehøjtidelighed, der dog ikke helt når niveauet fra instruktørens mere klartvinklede ’Hr. Lazarescus sidste rejse’.
Og med ’Staying Vertical’ har franske Alain Guiraudie lavet en tidlig kandidat til årets mest bizarre film, der både kan bryste sig af en af de mest uforglemmelige sammensmeltninger af sex og død i filmhistorien og et mere eller mindre umotiveret close-up af en fødsels sidste minutter.
Instruktøren slog igennem med homothrilleren ’Stranger by the Lake’, der trods sine eksplicitte sexscener virker helt mainstream i forhold hans nye. En filminstruktør leder efter idéer til sit næste projekt, forelsker sig ved tilfældets magt i en fårehyrde og får et barn med hende, hvorefter hun pakker sine ting og skrider.
Herefter må han klare sig på egen hånd, mens hendes overvægtige landmand af en far spøger i kulissen, og også en gammelsur Pink Floyd-elskende mandsling og en indadvendt smuk teenager, der også bor i den lille franske bjergegn, bliver en del af hans liv.
Det er en allegorisk fortælling om at turde tage ansvar for sit liv og om kunstnerens manglende evne til at engagere sig i andre mennesker som andet end midler til inspiration. Det lyder måske opbyggeligt, men ’Staying Vertical’ trodser alle forventninger – ikke mindst med sin mildest talt fordomsfri skildring af sex og kærlighed på tværs af køn og, især, alder.
Som surrealistiske forgængere fra de seneste år på festivalen som ’Borgman’ og ’The Lobster’ har filmen allerede delt vandene. Man skal sluge den irriterende ynkelige hovedperson, men jeg fandt den svært underholdende og lattervækkende. Nogle har kaldt den en lowbeat, rural udgave af Charlie Kaufmans ’Adaptation’, og det er måske ikke helt skudt ved siden af.
3. Socialisternes dag
Efter den middelmådige arbejderklassehymne ’Jimmy’s Hall’ fra 2014 bekendtgjorde den engelske mester Ken Loach (der vandt Guldpalmen for ’Vinden der ryster kornet’ fra 2006), at han gik på pension.
Men er der nogen, der er dårlige til at pensionere sig selv, er det filminstruktører. Og alas: Ken Loach er tilbage og som altid udtaget til hovedkonkurrencen med ’I, Daniel Blake’.
Heldigvis er det en væsentlig og bevægende film. Vintage Loach, simpelthen: En solidarisk arbejderklassefortælling om titlens Daniel Blake, som efter et hjerteanfald kastes ind i et kafkask system af jobsøgningskrav, dagpengekrav og forventninger om, at alle kan betjene en computer.
Det kan den erfarne tømrer Daniel ikke. Han har ikke en mobiltelefon, aner ikke, hvordan en mus fungerer. Han kan bruge hænderne, er et ordentligt menneske og hjælper, hvor han kan. Så da han ser en ung enlig mor med to børn blive afvist på arbejdsformidlingen, fordi hun kommer et par minutter for sent, råber han op. Hvilket bliver starten på et særligt venskab.
Budskabet er til at tage og føle på, subtekst er ikke altid Loachs stærkeste side. Hans sympati er forankret lige så stærkt blandt underklassens hverdagshelte, som da han grundlagde karrieren i slutningen af 60’erne. Og han formår som få andre at skabe ægte, afrundede karakterer, som vrister hans film fri fra det belærende.
Der er således ikke meget nyt under solen hos Loach – og dog: Det er en præcis og meget tidssvarende samtidsdiagnose af det absurde arbejdsløshedssystem, som også har hærget Danmark i adskillige år.
Det er åbenbart socialistisk dag i Cannes!
Læs også: Cannes dag 1 – må man skrive om Woody Allen uden et ord om incest?
Læs også: Psykologisk profil – Mads Mikkelsens filmsmag afkodet