1. De binder os på mund og hånd
En tynd bleg pige med lænke om halsen bliver slæbt langsomt af sted af en fuldskægshipster, mens fire kameraer filmer fem skridt foran dem. »Slave – 50 euro«, står der på det stykke pap, hun bærer på maven som et prisskilt.
Det er ikke film. Det er virkeligheden, der møder mig få sekunder, efter jeg for første gang under årets Cannes-festival er trådt ned på Croisetten, strandpromenaden, som alle veje under verdens vigtigste filmfestival leder hen til.
Et kunstprojekt? En kritik af underholdningsindustriens udbyttelse og udnyttelse? En kritik af kommercialiseringen af kunsten? Who knows.
I kølvandet på terrorangrebene i Frankrig har der været megen omtale af den oprustede sikkerhed under årets festival, og rapporterne om massiv militærtilstedeværelse, daglige bombeafsøgninger og omfattende katastrofeprøver har løbet gennem medierne som en steppebrand.
Men ved første øjekast er alt ved det gamle: En vanvittig boble befolket af filmbranchens spidser, excentriske personager, celebs, wannabe-celebs og mennesker, der ligner, at de har kostet mere end en almindelig dansk spillefilm, plastikkirurgi og guldsmykker medregnet.
Cannes er i gang, ikke et ord mere om terrortrusler.
2. Anklagerne mod Woody rumsterer på ny
Det må være med en bittersød smag i munden, at Woody Allen ankom til Cannes med årets åbningsfilm, ’Café Society’ med Jesse Eisenberg, Kristen Stewart og Steve Carell, under armen.
På side 1 af det toneangivende branchemedie The Hollywood Reporter, der udgiver en publikation hver dag under festivalen, styrtregnede det igen fra den sorteste sky over Woody Allens eftermæle: Journalist og advokat Ronan Farrow genoplivede de anklager, hans søster Dylan har rettet mod instruktøren – deres juridiske far – om seksuelle overgreb.
I kølvandet på et ukritisk interview med Allen i Hollywood Reporter et par dage forinden skriver Ronan Farrow, at han tror fuldt og fast på sin søsters beretning, ligesom han kritiserer pressen for aldrig at stille Woody Allen de kritiske spørgsmål. Han sammenligner tilgangen til Allen med pressens behandling af Bill Cosby gennem flere årtier og skriver: »Det er ikke bare forkert. Det er farligt. Det sender et budskab til ofre og overgrebsmænd: Vi kigger den anden vej«.
Det er svært som udenforstående at forholde sig til, hvad der er op og ned i anklagerne, som Woody Allen har afvist kategorisk. Nemmere er det at forholde sig til Cannes-yndlingens 47. film. Er den god? Eller i det mindste bare bedre end hans to seneste, venstrehåndsarbejderne ’Magic in the Moonlight’ og ’Irrational Man’?
3. En hyggelig bagatel
Det er den gudskelov. Det er en bittersød romance med Jesse Eisenberg som den unge naive Bobby fra New Yorks jødiske arbejderklasse, der kommer til Hollywood i håb om et job hos sin onkel, den storskrydende filmagent Phil (Steve Carell i bedste Ari Gold-stil).
Han forelsker sig hovedkulds i Phils søde sekretær, Vonnie (en charmerende Kristen Stewart), der modvilligt gengælder følelsen. Der er bare to problemer. Vonnie har et forhold til en gift mand. Og denne gifte mand viser sig at være Phil.
Det er begyndelsen på en klassisk menage a trois, der heldigvis ikke udvikler sig helt, som man kunne forvente. Karakterportrætterne af det neurotisk-nervøse Allen-alter ego Bobby og den søde, opadstræbende Vonnie føles skitsepræget, og filmens afstikkere til Bobbys yiddish-kværulerende familie fører ikke rigtigt nogen vegne – ud over at subplottet om gangsterbroren Ben (Corey Stoll) fungerer som setup for en af filmens skarpeste jokes: Hvis jødedommen havde et efterliv, ville den få mange flere kunder i butikken!
Pasticheportrættet af Hollywood og New Yorks caféscene i 30’erne er dog sprødt og sjovt (om end ikke helt i klasse med Coen-brødrenes beslægtede ’Hail Caesar’), og Allens had-kærlighedsforhold til drømmenes by skinner igennem fra start til slut.
»Livet er en komedie, skrevet af en sadistisk komedieforfatter«, lader Woody Allen på et tidspunkt Bobby sige, og netop de komiske elementer står langt skarpere end i mesterens seneste svipsere. Det klæder ham at fokusere på kærlighedens valg- og fravalg og på menneskets forfængelige stræben efter at tilhøre etablissementet frem for de overfladiske afsøgninger af tro og moral, der prægede ’Magic in the Moonlight’ og ’Irrational Man’.
Og af en romantisk film med et jazzet score og en Tequila-reklame-gylden farveholdning at være, er det vemodet, der står tilbage som den bærende følelse. I Allens samlede karriere er ’Café Society’ blot en bagatel, men i det mindste er det en hyggelig en af slagsen.
Læs også: Woody Allen på godt og ondt – fra oversete mesterværk til største flop
Læs også: Blufferens guide til Cannes-festivalen