De bedste nr. 5: ’Crazy Stupid Love’
Rollen som Jacob Palmer – smooth womanizer extraordinaire – må have udgjort en af karrierens største udfordringer for Gosling. Her trådte han på sin vis ind i et helt nyt rollefag, hvor hans vanlige intuitive ageren foran kameraet (den – hvad skal vi kalde det? – nervemættede verdensfjernhed, han excellerer i) skulle veksles til noget dramatisk anderledes: En komedie skrevet i store typer.
Gosling var tvunget til at genopfinde sig selv, med alt hvad det indebar af en tydeligt aflæselig overflade, schwung i replikafleveringerne, komisk timing og gestaltningen af en meget udadvendt, for ikke at sige ekshibitionistisk, persontype.
’Crazy Stupid Love’ er en sjælden lykkelig kollision af elementer, der ellers i ni ud af ti tilfælde giver nervøse trækninger i ansigtet på ægte komedieelskere. Men filmen lykkes ikke mindst, fordi der er en velsignet kemi i scenerne mellem Gosling og Steve Carell i rollen som Cal Weaver, der skal tage imod Palmers gode råd om påklædning, flirt og dating-teknikker. Det (indrømmet, ret forudsigelige) twist er, at Palmer forelsker sig i Cals datter, spillet af Emma Stone, og dermed sætter sit (noget ulige!) venskab med Cal på en hård prøve.
Det fornemme ved Goslings præstation er, at han er sjov, når rollen kalder på det, slesk og overfladisk, når dét er påkrævet, og, ikke mindst, sød og charmerende, da han først bliver slået omkuld af kærlighedens knytnæve.
Det er lidt en skam, at det ikke er lykkedes Gosling at slå mere mønt på denne side af talentet i årene, siden han indspillede ’Crazy Stupid Love’. Men han har ikke haft held med at finde den rigtige rolle i den rigtige film. Potentialet er der, så lad os håbe, at han snart overbeviser på ny med en stilsikker præstation i en komedie, der tør vise tænder.
De bedste nr. 4: ’Lars and the Real Girl’
Præmissen bag ’Lars and the Real Girl’ – at Ryan Gosling ikke kan finde en kæreste og derfor køber en dukke over nettet i stedet – er, alt efter temperament, lårklaskende morsom eller bare helt urealistisk.
Gosling springer under alle omstændigheder ikke over, hvor gærdet er lavest i sit portræt af den kiksede titelfigur: Han bærer overskæg, går klædt som en præpubertær dreng fra Midtvestens mest oversete egn og bor i sin brors garage …
Der er noget lidt vel tuttenuttet over historien, hvor først den nære familie – og sidenhen hele lokalsamfundet – accepterer Lars’ mildt sagt alternative liv sammen med en vellignende dukke, men lad nu det ligge: Gosling er rigtigt fin i rollen, ikke mindst fordi han formår at give karakteren en troværdighed, der gør, at vi som publikum kan forstå ham og leve os ind i den smerte (og det håb om forløsning igennem kærlighed), der ligger bag hans sære påfund.
Lars er ikke bare en karikatur, en komisk figur, vi griner af, men Gosling tør spille rollen helt straight. Da han i en tidlig scene bliver konfronteret af en kollega, der fortæller ham om sitet, hvor man kan bestille dukker a la den, han ender med at anskaffe sig, ser Gosling bare væk, former måske antydningen af et lille smil og fortsætter sin dag, som om intet var hændt.
Scenen er en fornem illustration af, at selv det dramatisk åbenbarende i et menneskeliv ofte ikke kan registreres på ansigtets overflade eller i de replikker, hvormed man besvarer det. Gosling er en intuitivt begavet skuespiller, der præcis ved, hvornår det kan betale sig at vise følelser, og hvornår man netop skal lade være.
De bedste nr. 3: ’Blue Valentine’
I Derek Cianfrances kærlighedshistorie spiller Gosling Dean, en mand uden hverken nogen nævneværdig fortid eller fremtid, udover den tilværelse han deler med Cindy (Michelle Williams).
Der er lavet mange film om udsigtsløsheden i små amerikanske byer langt væk fra alfarvej. Det er lidt, som om en hel undergenre af amerikanske independent-film spekulerer i og ’slum-romantiserer’ det trøstesløse liv på dramatisk afstand af det selvrealiserende liv-i-overhalingsbanen i storbyen.
Når ’Blue Valentine’ både lykkes og ikke helt lykkes med sit projekt – at portrættere et forhold i både dets besættende indledende fase og dets senere gradvise opløsning – skyldes det, at Williams og Gosling er imponerende gode, ja, de ligefrem suger kameraet til sig som grådige igler på udkig efter blod. De er intense, ja, men intense på en troværdig måde. Det er, som om Cianfrance godt kan genkende sig selv i karaktererne. Alene dét gør en positiv forskel.
Filmens store udfordring er at foretage et troværdigt spring fra lykkelig fortid til ulykkelig nutid. Hvor Cindy i Michelle Williams’ hænder er stort set den samme person hele vejen, bare i en mindre tilgivende og mindre forstående udgave, så er Dean fysisk forandret, selvom han dybest set ikke er kommet videre med sit liv – ud over, altså, at tage sig af Cindys datter (det er dog noget!).
Filmen synes at have sympati for Cindys frustrationer over mandens uambitiøse liv, men selvom Gosling spiller fremragende fra start til slut, kan man undre sig over, at den fysiske transformation er nødvendig. Hvad tilføjer den ud over at retfærdiggøre, at Cindy ikke er helt så vild med ham længere?
De bedste nr. 2: ’Drive’
Der vil stadig blive talt og skrevet om den her rolle om ti, femten og tyve år. Der er noget ikonisk – for ikke at sige nærmest naturstridigt cool – over Goslings stoiske, næsten tavse portræt af ’Driver’ i ’Drive’. Steve McQueen er den helt oplagte reference, men Gosling er sin egen. En anden type med en anden sensibilitet.
Jo, det er vor egen Nicolas Winding Refn, der bør høste en meget anseelig del af hæderen for filmens brutale elegance, dens overbevisende stemninger og fantastiske billeder (og soundtrack!), men Gosling er simpelthen perfekt i rollen som filmens antihelt. Roen, voldsomheden, hemmelighedsfuldheden – det er bare tre af de kvaliteter, som det er svært at forestille sig, at nogen anden skuespiller kunne have leveret lige så overbevisende.
I scenerne med Carey Mulligans Irene og hendes søn viser Driver – stuntmand om dagen, getaway driver om natten – en ømhed, der står i en afgrundsdyb kontrast til den kolde hævner, han er, når det er påkrævet.
Overgangen mellem de forskellige ekstremer i figuren virker fuldstændig umærkelig. Takket være Gosling. Hans omsorg for den lille dreng, Benicio, er nok en form for nøgle til at forstå figuren, men filmen (eller Gosling) giver ikke ved dørene. Han får lov til at forblive et enigma. Hvilket kun er med til at gøre filmen bedre.
’Drive’ er lidt af et moderne mesterværk, og man kan sige, at Gosling var heldig (eller bare godt gammeldags forudseende, foruden eventyrlysten), da han selv pegede på den kontroversielle danske instruktør til projektet. Men Refn var sørme også heldig, for Gosling er forskellen mellem det kompetent actionfyldte og det dragende anderledes. Og Driver er en figur, for hvem det dragende er must
Filmen står og falder med sin leading man.
De bedste nr. 1: ’Half Nelson’
Ryan Gosling fik karrierens første Oscar-nominering for det fine indiedrama ’Half Nelson’, hvor han spiller læreren Dan Dunne, der bliver en nær ven med en af sine elever, efter at denne finder ud af, hvad det er for en hemmelighed – et eskalerende stofmisbrug – læreren bærer rundt på.
Der er ikke noget specielt originalt ved filmens fortælling, der sådan set indeholder elementer, man kan genkende fra talrige amerikanske film (særligt med indie-fortegn). Temaer som autoritetsforhold, afhængighed, venskabet mellem to ulige fisk, skyld og konsekvens, præger en film, der kalder på en troværdig hovedrollepræstation for at lette for alvor.
Og jeg skal love for, at Gosling leverer varen. Hans præstation er af en beskaffenhed, som en stærk ’håndværker’ aldrig ville kunne brillere i. Gosling imponerer, fordi han ikke så meget er en teknisk sublim skuespiller som en intuitivt begavet en af slagsen. Hvor man altid kan se, at eksempelvis Leonardo DiCaprio spiller skuespil og prøver virkelig hårdt at virke overbevisende (hvad han ofte er), så er Gosling fuldstændig uanstrengt og naturlig foran et kamera.
Intet sted kommer det bedre til udtryk end i ’Half Nelson’, hvor figurens komplekse og konfliktfyldte sider bliver rundet med en omhu og en stilfærdighed, der vidner om en skuespiller, der kan den svære kunst bare at være foran kameraet. Når man ser Gosling, når han er bedst, ser man en skuespiller, der ikke tænker, imens han spiller.
Det behøver han ikke, fordi hans intuition er så finindstillet på de mindste nuancer, at hans ansigt og krop signalerer kompleksiteten i karakteren ud i de mindste kropsbevægelser eller ansigtstrækninger.
De værste nr. 2: ’Only God Forgives’
Vi skal jo til det: Kritikken af Gosling på film. Efter mellempræstationer i ‘The Ides of March’ og ‘The Big Short’ forsøgte han at genfinde formen ved at arbejde sammen med de folk, der var med til at etablere hans stjernestatus. Cue: Nicolas Winding Refn.
I ’Only God Forgives’ spiller Gosling Julian, en amerikansk expat i Bangkoks underverden, hvis uudgrundelighed er en parodi på Goslings egen rolle i ’Drive’, samtidig med at den måske signalerer stjernens forundrede reaktion på det cirkus af en film, han deltager i: »What the fuck am I doing here?«
Hvad tænker han egentlig, denne mystiske Julian – udspændt mellem sin storebrors kriminelle vaner og sin hundjævel af en mor (Kristin Scott Thomas.
Vi aner det ikke. Gosling bevæger sig langsomt (meget langsomt) rundt i korridorer og gange, hvor rødt-fluorescerende lys ledsager hans mindste bevægelser – og de foregår ikke i ansigtet, kan vi godt afsløre. Gosling bærer det samme udtryk, når han dræber, når han modtager en lap dance, når han får tæsk, når hans mor ydmyger ham, når han overbringes nyheden om brorens død, og når han står over for sin nemesis, den lokale politichef.
Det er meget svært at investere skyggen af indlevelse i en figur, der intet giver fra sig.
De værste nr. 1: ’Gangster Squad’
’Gangster Squad’ syntes på alle niveauer at være forbandet: som fortælling, i hvervningen af et på papiret sublimt stjernecast, der kommer til kort i ekstrem grad, og som premierefilm i forlængelse af Aurora-massakren på biografgængere ved premieren på ’The Dark Knight Rises’ i juli 2012.
Premieren på filmen blev udskudt på ubestemt tid efter massakren, fordi filmen indeholdte en scene med en lignende nedskydning i en biografsal.
Måske man bare skulle have begravet hunden endegyldigt? Så ville vi i hvert fald have været forskånet synet af Gosling på virkelig dybt vand!
Det, der er forstemmende ved rollen, er, at Gosling, der jo ellers er en mester i at signalere dybde og kompleksitet, her spiller sin rolle på en måde, som hvis man skulle overvære en koncert med en guitarist, der kun tillod sig at spille på én streng.
Det er enerverende at se Gosling spilde sit talent til fordel for denne (selv)udstilling af en dårligt valgt accent, hviske-pibende stemmeføring (hvorfor dog?) og vage fremtoning. At der er så godt som ingen kemi mellem ham og Emma Stone, er det sidste søm i kisten.
Goslings værste præstation hidtil i karrieren vil forhåbentlig vise sig at forblive hans all-time low.
‘The Gray Man’ kan ses på Netflix 22. juli. ‘Barbie’ har premiere næste sommer.