Den tyske sportsgigant har sikkert betydet lige så meget for Kanyes Yeezy-succes som vice versa, men Adidas går stadig en svær balancegang, når de lancerer modeller, der minder meget om Kanye-samarbejdet.
Tidligere i år var Puma ude i noget lignende, da de kort efter at have lanceret Rihannas Fenty Trainer annoncerede Kylie Jenners første sneakers, der mindede så meget om Rihannas, at der nærmest skulle loop til at differentiere dem.
Der er nok ingen tvivl om, at designet på mange af denne type kendissamarbejder primært ligger hos de store brands, men promoværdien af et cosign fra Rihanna eller Kanye er enorm og burde naturligvis være nok til, at de forskellige design blev fredede.
Det tyder dog ikke på, at det er strategien hos Adidas. I sidste uge annoncerede de en kommende ‘triple black’ colorway af deres Tubular Nova, som trækker mange ligheder til Yeezy Boost 350 i Pirate Black. Den sko kommer i salg den 29. juli.
To uger før er Adidas klar med endnu en Yeezy-look-alike, nemlig Turbular Invader i en ny version med et velkrospænde, der minder meget om det vi kender fra Yeezy Boost 750, der blev revet væk i alle butikker for et par uger siden. Skoen er også lavet i ruskind, som Kanye-samarbejdet.
Og hvis Kanye ikke er oppe i det røde felt endnu, så har Adidas netop lanceret en tredje Yeezy-wannabe med ZX Flux ADV X. Her er det primært snørebåndenes måde at stikke op af den Primeknit-lignende overdel, der minder uhyggeligt meget om Yeezy Boost 350.
For Adidas er det selvfølgelig smart at tilbyde sko til alle dem, der ikke har været blandt de heldige at få fingre i Yeezy-modellerne, og det er også muligt, at Kanye er helt med på strategien. Og ja, Adidas er selvfølgelig langt fra de eneste, der prøver at tjene penge på Yeezy-kopier. Senest var Aldo vist meget inspireret af 750’eren.
Læs også: Ugens bedste sneakernyheder – Rihanna, selvlysende Adidas og denimsko