’The Dressmaker’: Kate Winslet er uimodståelig i genreforvirret kludetæppe
Som en lovløs revolverkvinde ankommer Kate Winslet i ly af nattens mørke i åbningsscenen i australske Jocelyn Moorhouses ’The Dressmaker’. Ikke til hest, men med pastelfarvet streamliner-bus. Ikke iført frynsede læderbukser og cowboyhat, men hvide handsker, Dior-inspireret robe og bredskygget damehat. »I’m back, you bastards«, konstaterer hun knastørt, tænder en cigaret og sætter sin Singer-symaskine på den rødbrændte jord. Der er en ny sherif i byen, og nu skal der sættes skik og (tøj)stil på det lille samfund igen.
Tungen er tydeligt placeret i kinden og genreforvirringen er udtalt fra start. ’The Dressmaker’, der er baseret på Rosalie Hams roman af samme navn, er et (hyggeligt) rod af en film; lige dele hævndrama, sort komedie og romantik, men Winslet tager sig konstant blændende ud. Og det i sig selv er grund nok til at indløse billet, hvis du spørger mig.
Året er 1951 og den udstødte Tilly Dunnage er vendt hjem til fødebyen Dungatar lige på kanten af den australske bush. Her søger kjolesyersken både oprejsning og hævn over det landsbysamfund, der sendte hende på porten som bare 10-årig. Hun slog vist nok en dreng ihjel. Eller gjorde hun? Hendes egne minder om episoden er mildest talt mangelfulde, og moderen Molly – også kendt som skøre Molly – hverken kan eller vil huske.
Hende spiller den ellers altid forfinet blege Judy Davis, der nok bedst huskes for sine roller hos Woody Allen, med viltert hår og vejrbidte kinder. Scenerne mellem Davis og Winslet er filmens hjerte. De to ping-pong’er veloplagt som umage mor og datter; mens Winslets stilfulde Tilly forsøger at få sat skik på en bogstavelig rotteredde af et hus, smugdrikker Davis’ Molly fra naboens lommelærke, alt imens hun snerrer sarkastisk af datteren.
Byens borgere er en broget flok, der alle som én gemmer på hemmeligheder. Politiinspektøren (Hugo Weaving med overskæg a la Clark Gable) kan godt lide at iføre sig ekstravagant dametøj bag nedrullede gardiner, byrådsmanden medicinerer sin kone til bevidstløshed og voldtager hende, og den gamle apotekerfrue har smag for hashkager. Dungatar er med andre ord alt andet end den pæne og moralsk overlegne by, der forkastede unge Tilly år tilbage.
Den helt igennem flinke og flotte Teddy (Liam Hemsworth), der bor sammen med familien i en campingvogn i Mollys baghave, synes således at være det eneste reelle menneske tilbage i Dungatar. Romancen mellem ham og Tilly ligger lige til højrebenet, og til ingens overraskelse er denne guddommeligt smukke adonis før eller siden nødt til at afklæde sig, således Tilly kan tage mål til et jakkesæt.
Filmen skifter genremæssigt toneleje så mange gange undervejs, at jeg mistede overblikket. Er det en romantisk komedie, hvor den veluddannede og forfinede Tilly skal sænke paraderne og overgive sig betingelsesløst til den pokkers charmerende Teddy? Er det et camp’et og giftigt hævndrama, hvor moralisterne lærer en lektie, de sent vil glemme? Måske en mordgåde fra den australske bush? En symaskinewestern? Et tårevæddet melodrama?
’The Dressmaker’ er lidt af det hele. Jocelyn Moorhouse har flikket et stilistisk kludetæppe sammen, som hun igen og igen hiver væk under benene på én. Forvirringen er til sidst total, og det er ærgerligt, når både Kate Winslet, Judy Davis og Hugo Weaving virker veloplagte som bare fanden.
Kort sagt:
Kate Winslet er uimodståelig vampet som hævngerrig kjolesyerske i den australske bush i Jocelyn Moorhouses desværre alt for genreforvirrede ’The Dressmaker’.