‘Free State of Jones’: McConaughey i lidt for hul borgerkrigsfilm
»Venstre! Venstre! Venstre, højre, venstre!«
‘Free State of Jones’ begynder med et slag under Den Amerikanske Borgerkrig, hvor en gruppe soldater uden at fortrække en mine marcherer mod en fjendtlig hær, der har åbnet ild, alt imens deres kammerater falder omkring dem som fluer.
Det historiske drama anlægger bonden Newt Knights (Matthew McConaughey) perspektiv. Som sygehjælper ser han, hvordan litervis af de såredes blod efter dagens nedslagtning må renses ud af trægulvene på den lokale operationsstue, og da en af hans unge slægtninge senere omkommer i hans arme, forlader han sydstatshæren og søger, sammen med andre desertører og nogle undslupne bomuldsslaver, ly ude i Mississippis sumpe.
På Robin Hood’sk manér bekæmper Newt den griske Løjtnant Barbour (Bill Tangradi) og dennes milits, der regelmæssigt ripper de fattige for næsten alle deres afgrøder. Og idet mange andre end Newt har fået mere end nok af hærens forrykte tyranni, vokser hans lille flok af modstandsfolk til et stort kompagni.
McConaughey er god uden at imponere, og det samme gælder Gugu Mbatha-Raw, som spiller Rachel – den mishandlede husslave, hovedkarakteren forelsker sig i. Men Gary Ross (‘Pleasantville’, ‘Seabisquit’, ‘The Hunger Games’) får ikke skovlen grundigt nok under sit emne, tidens racisme. ’N-ordet’ bliver i filmen defineret som manglen på frihed, men i sidste ende runger det hele en kende hult.
Endvidere gaber fortællingen på trods af sin lange spilletid over for meget stof, der burde være endt på klippebordet (inklusive et indflettet sagsanlæg mod en af Newt og Rachels efterkommere i 1948), og rækken af mere eller mindre løst forankrede virkelige begivenheder under og efter krigen giver os snarere en historisk gennemgang end et opbyggeligt og levende personportræt.
Historien om Newt Knight er så afgjort et interessant afsæt til en biopic. Ligesom i Edward Zwicks ‘Glory’ fra 1989 med Matthew Broderick i hovedrollen kunne man dog let sætte et stort spørgsmålstegn ved, hvorvidt en hvid helt er et velvalgt omdrejningspunkt til en udforskning af netop denne del af USA’s historie.
Kort sagt:
I ‘Free State of Jones’ modsætter Mississippi-bonden Newt Knight sig den sydstatshær, han er deserteret fra under Den Amerikanske Borgerkrig. Det er en historie, der fortjener at blive fortalt på film – men gerne en hel del bedre, end det er tilfældet i Gary Ross’ overfyldte og overfladiske film.