‘Couple in a Hole’: Britisk skovfilm er ‘Antichrist’ light

CPH PIX: Hvis man erstattede kropslemlæstelserne i Lars von Triers ’Antichrist’ med sagte skotsk dialog og tilsatte lidt trekantsdramatik, så ville resultatet være ‘Couple in a Hole’.

Filmene handler om omtrent det samme, og de bruger begge naturen som baggrund for at sige noget om menneskets natur. Og selvom ‘Couple in a Hole’ ikke har talende ræve, byder den også på absurd billedsprog.

Symbolikken er til at få øje på i filmen, hvor et sørgende par bogstaveligt talt bearbejder deres depression i et jordhul. Dette selvvalgte refugium i Pyrenæernes skove følger tabet af deres søn i en brand i samme område. Traumet har gjort konen agorafobisk, så den stakkels husbond må nu jagte kaniner, samle spiselige orme og træne konen til at komme ud i dagslyset.

I en slæbende fremdrift er det først, da manden bliver ven med en fransk bondemand, at situationen bliver til en historie. Som en rigtig franskmand efterlader han pølse og ost (dog ikke rosé) til det sultende par, mens han virker besat af tanken om at redde dem fra at blive opslugt af den farlige natur. Men han har også en hemmelighed. Quel mystére!

Naturens både rå og smukke sider er lækkert filmet. Man kommer helt tæt på skovbundens mos, blade og insekter under højtravende træer, mens idyllen brydes af rotteslugende slanger og kaninindvolde i nærbilleder. Der zoomes også ud over Pyrenæernes overvældende tinder og de frodige græsmarker i kløfterne. Jørgen Leth kunne snildt tale ud over filmens 106 minutter på et kommentarspor.

Indlevende skuespil redder filmen fra at falde i et hul af kedsomhed. Og kun akkurat. En radmager Kate Dicky (’Game of Thrones’, ’The Witch’) spiller den psykoseramte kone med store, forvirrede øjne fremfor at skrige og skære ansigt. Lige så subtil er skotske Paul Higgins i rollen som manden, der gradvist slipper desperationen løs bag sit vildmandsskæg og sit mudrede tøj. Filmens sparsomme dialog tvinger dem til at bruge mimik frem for ord til at udtrykke sig, og det løser de flot.

Et psykedelisk drømmende soundtrack af det britiske band Beak indhyller filmen, der ellers mest består af stilhed. Monotone toner af orgel og synth fylder de mest anspændte scener med melankoli. I visse scener minder musik og billeder om Ben Wheatleys ’A Field in England’, en anden sær britisk film, hvor slowmotion-optagelser og synthmusik skaber en syret stemning.

Historiens mystik afvikles bid for bid mod slutningen, hvor instruktør Tom Geens skruer tempo, drama og vanvid op på 11. Man skulle tro, at filmstudiet afbrød optagelserne af hans fine naturfilm og tvang de involverede til at overdrive alle filmiske virkemidler. Som i Spike Jonzes ’Adaptation’, hvor Charlie Kaufman selvbevidst falder til Hollywood-patten og kaster biljagter og skuddueller ind i et ellers fredsommeligt komediedrama, vælger Tom Geens at udsætte sine karakterer for konventionel vold og trekantsdramatik.

Det fungerer ikke helt, og til sidst ønsker man sig næsten tilbage til skovens, dybe stille ro.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted