Bruno Mars’ nye festfyrværkeri af et album, ‘24K Magic’, har siden dets udgivelse i november fået rigeligt med opmærksomhed. Mars opførte det groovy titelnummer under årets MTV EMA, ligesom Victoria’s Secret-engle i starten af december slap en lip sync-video til tracket.
Det blev til atter et gensyn med det smittende nummer – og en håndfuld andre – da Mars i går agerede gæst i James Cordens firhjulstrækker i forbindelse med talkshowværtens enormt populære Carpool Karaoke-indslag.
Festen blev naturligvis skudt sorgløst i gang med ’24K Magic’, mens andre skæringer fra albummet – ’Versace on the Floor’ og ’Perm’ – også fik karaokerepriser iblandt hattetips og small talk om luksuriøst garderobevalg. Mars’ ældre diskografi, der blandt andet indebærer den tidligere landeplage ’Uptown Funk’, blev også flittigt genbesøgt.