Pelechecoco-jakke
Det danske mærke er bygget op omkring en kompromisløs tilgang til materialebrug, idet alle materialer skal være 100 procent genanvendte. Det betyder, at alt fra Pelechecocos sortiment er designet ud fra allerede eksisterende materialer, hvilket både mindsker produktionens miljøbelastning og giver hvert enkelt stykke tøj sin egen unikhed.
Denne camouflagejakke er skabt ud fra genanvendte militærmaterialer, der sammen med den høje krave, løse form og taljeret løbesnor fremstår original og aktuel.
1.750 kr. hos Pelechecoco
Dedicated-t-shirt
Svenske Dedicated blev grundlagt i 2012 med en vision om at skabe et bæredygtigt streetwear-mærke, og siden er brandet gået fra en lille t-shirt-kollektion til et bredtfavnende sortiment. Hos Dedicated arbejdes der meget med genanvendte materialer og økologisk bomuld, mens ordentlige arbejdsforhold ned igennem produktionskæden også er en erklæret høj prioritet.
Designmæssigt gør Dedicated meget ud af at arbejde med forskellige illustratorer, kunstnere og kreative firmaer, og ligesom i denne Star Wars-inspirerede t-shirt er omdrejningspunktet ofte populærkultur.
349 kr. hos Dedicated
Kinraden-earcuff
Bæredygtighed i modebranchen er ofte rettet mod tøj, men smykkeproduktion og udvinding af råmaterialer kan i lige så høj grad være belastende for miljøet. Det danske smykkemærke Kinraden har derfor udmærket sig i bæredygtige smykker, hvor de blandt andet bruger genanvendte metaller og såkaldte Mpingo-diamanter udvundet fra FSC-certificerede skovarealer.
For at give smykkerne mange års anvendelighed holder Kinraden også deres design helt enkelt og klassisk som eksempelvis ses i denne tidsløse earcuff, der er lavet ud af genanvendt sølv.
600 kr. hos Kinraden
Good Guys-sneakers
Det franske mærke har siden 2010 lavet veganske sko, der både har til formål at slå et slag for dyrevelfærd og modvirke den forurenende produktionsproces af lædervarer. Alle sko er desuden designet og produceret inden for EU og uden om sweatshops for at skære ned på transport og sikre gode arbejdsvilkår.
Disse hvide unisex-sneakers er lavet af materialer som mikrofibre, canvas og naturgummi og har et enkelt udtryk med et minimum af trim for et tidsløst design.
735 kr. hos Good Guys
Sissel Edelbo-kimono
Hos den danske designer kommer alle materialer fra genanvendte indiske sarier udvalgt på baggrund af kvalitet, farver og mønstre. Det udmunder sig i en række designs, der mikser den indiske kulturs farverige print med nordiske snit og samtidig eliminerer materialeproduktionen fra mærkets virke.
Én af Sissel Edelbos mest populære styles er deres kimonoer – en silhuet, der har været dominerende i modebilledet, og som her er udført med bindebånd og rød/sort mønster.
849 kr. hos Sisse Edelbo
Skall Studio-sweater
Det danske brand har siden 2014 slået sig på, at modebranchens fokus på trends og hurtig produktion, hverken skal eller kan blive ved. Tøj skal holde mere end én sæson, og vi skal værdsætte høj kvalitet og ordentlige forhold i produktionen.
Skall Studios tøj er derfor designet med tidsløshed for øje og af materialer, der enten er genanvendte eller certificerede. Denne hvide kabelsweater er lavet af 100 procent svensk Gotland-uld fra lokale farmere og produceret i Danmark for at minimere transporten.
2.399 kr. hos Skall Studio
Aiayu-skjorte
Aiayu var et af de første danske mærker, der blev lanceret på et bæredygtigt grundlag og har siden cementeret, at man godt kan føre ansvarlig forretning i modebranchen. Hos Aiayu gennemsyrer bæredygtighed alt fra materialer til design og produktion, hvorfor tøjet er tidløst, og certificeringerne mange.
Denne hvide skjorte er en signatur hos mærket og lavet i 100 procent økologisk og GOTS-certificeret bomuld på fabrikker, der har opnået SA800-standarder inden for social ansvarlighed.
995 kr. hos Aiayu
Baserange-sweatshirt
Det dansk/franske mærke Baserange har siden 2012 fokuseret på bæredygtige principper koblet med nutidige silhuetter og udtryk. Mærket bruger blandt andet genanvendte og økologiske materialer, mens kemien holdes på et minimum, og fabrikkerne fortrinsvinsvist er små og familieejede for at give et bedre overblik over produktionsprocessen.
Denne sweatshirt fra Baserange nyeste kollektion er lavet i 100 procent økologisk bomuld, og med sin oversize form og moderne snit er den et godt eksempel på, hvad Baserange kan.
820 kr. hos Baserange
Armoire Officielle-bukser
For Kjetil Aas’ mærke har præmissen altid været, at tøj skal holde både i kvalitet og æstetik. Tøjet er derfor ikke særlig trendbaseret og tager ofte udgangspunkt i de klassiske linjer for at give det en længere holdbarhed i garderoben.
Materialerne er gerne økologiske, og når det ikke er en mulighed kommer de fra europæiske leverandører, der sætter en ære i den højeste kvalitet. Disse klassiske, mørkegrønne fløjlsbukser har eksempelvis haft sit udgangspunkt hos det ikoniske firma Duca Visconti, der i mere end 178 år har arbejdet med bomuld.
1.500 kr. hos Armoire Officielle
Fonnesbech-jakke
Det var oprindeligt navnet på et gammelt dansk luksusstormagasin, men i 2014 fik Fonnesbech nyt liv som bæredygtigt mærke, hvor kemi og transporttid blandt andet er holdt på et minimum, mens materialer fortrinsvist er genanvendte eller økologiske.
Derudover har Fonnesbech stramme retningslinjer, når det gælder arbejdstider, rettigheder og sikkerhed hos deres leverandører. Den æstetiske linje hos Fonnesbech er som navnets arv baseret høj kvalitet og klassiske silhuetter, der dog som denne orange jakke altid får en nutidig kant i form af de små detaljer.
4.155 kr. hos Fonnesbech
Læs mere: Guide: Fem skridt til at blive en mere miljøvenlig forbruger