Det er nu over to år siden, at David Lynch, Mark Frost og Showtime teasede for en ny sæson af ‘Twin Peaks’, der fik sin bratte slutning efter to sæsoner, og siden da har fans været mere eller mindre i vildrede.
Løbende har vi fået at vide, hvem der skal være med i den nye sæson og sågar fået en lille teaser med en donutspisende Lynch, men ellers har det været småt med informationer.
Men i går ved Television Critics Association faldt svaret på et af de vigtigste spørgsmål: 21 maj.
Showtimes CEO David Nevins afslørede seriens premieredato på kabelkanalen Showtime og røbede desuden, at første afsnit kommer til at vare to timer. I alt kommer gensynet med ‘Twin Peaks’ til at runde de 18 timer, så premiereafsnittet bliver altså efterfulgt af 16 afsnit med en times varighed. Serien har endnu ikke en dansk distributør, hvilket er lidt foruroligende, men mon ikke det kommer i stand.
Det var endda ikke kun Nevins, der overraskede med saftige oplysninger – selveste Lynch dukkede også uanmeldt op og svarede på spørgsmål fra en presse, der længe gerne har villet vide mere om, hvad der skal ske i Twin Peaks 25 år efter Laura Palmers død.
Lynch, der ville undgå at afsløre for mange detaljer, fortalte, at den nye serie har en forbindelse til filmen ‘Twin Peaks: Fire Walk With Me’ fra 1992, der fulgte den sidste uge i Laura Palmers liv. »Historien om Laura Palmers sidste syv dage er meget vigtig for det her«, sagde Lynch helt præcist.
Det var generelt i vage vendinger, Lynch udtalte sig ved TCA, som da han blev konfronteret med spørgsmål om fansenes høje forventninger: »Dette ord ‘forvente’ er et magisk ord. Folk forventer ting. Forventninger bliver forhåbentlig imødekommet, når de ser tingen«.
Læs mere: De pirrende mysterier i Mark Frosts nye ’Twin Peaks’-bog