’Six’: Krigsliderlig actionserie er ’Team America’ uden humor
Forestil dig ’Team America: World Police’ som tv-serie, men med rigtige mennesker, ingen humor og en sæbeopera som sidehistorie om soldaternes udfordringer på hjemmefronten. Så har du ’Six’.
Serien giver et indblik i Seal Team Six, USA’s førende antiterror-enhed, uden hverken overraskelser eller åbenbaringer. Og det er skuffende, da seriens skaber, William Broyles Jr., tidligere har været involveret i så stærke projekter som ’China Beach’, ’Jarhead’ og ’Flags of Our Fathers’. Måske er det moderne krigsdrama ved at være udkørt, medmindre det som ’Homeland’ eller’ Zero Dark Thirty’ fokuserer hårdt på spionagedelen.
’Six’ er et machoinficeret fokus på kamphandlingerne og mændene bag maskingeværerne. Vi følger en gruppe amerikanske lejesoldater på missioner rundt om i verden og lægger øjne til deres indbyrdes kamphane-klammerier. Samtidig får vi et indblik i deres udfordringer med at få livet som Navy Seal til at hænge sammen med at være en god kristen familiefar.
Handlingen i den første del af serien er centreret omkring en tilfangetagelse af den nær-psykotiske leder af Seal Team Six, Richard ’RIP’ Taggert (Walton Goggins). På en mission i Afghanistan har han tidligere skudt en amerikanskfødt afghaner, der prøvede at overgive sig, og det har skabt splid i den ellers så tætte enhed. Nu er han kommet i kløerne på Boko Haram i Nigeria, hvorfor teamet skal lægge de interne uroligheder på is og få deres leder tilbage.
Værst er skildringen af de muslimske terrorister, der minder for meget om ’derka-derka-muhammad-jihad’-terroristerne fra Team America. Deres accent er grinagtigt stereotypisk, og deres henvisninger til Koranen som basis for deres terrorist-tendenser er ikke bare åndssvag, men farlig. Skildringen af de afrikanske militser som Boko Haram er barsk. Vi er vidne til mord, voldtægter og afhuggede lemmer, men heldigvis er amerikanerne der til at redde dagen! For en mere nuanceret – men lige så barsk – skildring af Boko Haram henvises til Cary Fukunagas film ’Beasts Of No Nation’ fra 2015.
Walton Goggins er et af de få kendte ansigter i serien, men han er langt fra Quentin Tarantinos skæve western-univers, hvor Goggins’ bemærkelsesværdige ansigtstræk og positur har passet perfekt ind som skør bandit (se ’Django Unchained’ og ’The Hateful Eight’). I ’Six’ spiller han et lettere PTSD-ramt menneske, der har mistet kontakten med, hvad der er rigtigt og forkert. Han skyder først og stiller spørgsmål senere, og hvis en uskyldig civil må dø hist og her, så fred være med det.
Selvom Goggins ikke virker sønderligt engageret i rollen, er han trods alt det bedste ved serien. Karakteren må tage svære valg, der gør ham mere til monster end menneske. Resten af karaktergalleriet er overrendt af stereotypiske ’army frat-bros’. De er dårligt tegnede og minder mest af alt om den slags tomme mannequiner, du kan finde i Magasin.
Det leder mig til seriens familievinkel, som er hæsligt religiøs og klichefyldt. Vi følger blandt andet Joe (Barry Sloane), der har problemer med at gøre sin tv-shop-agtige modelkone gravid, mens han går i kirke og funderer over, om Gud straffer ham for hans synder i felten. Der er også Alex (Kyle Schmid), som helst vil være en lone wolf, men som forstyrres af sin datter, der ellers var blevet parkeret hos ekskonen. Nu må han på en sjælelig rejse for at finde sin indre far, kun afbrudt af sine ture til fjerne lande, hvor terroristerne skal nakkes.
Der er en vis spænding af finde i kampscenerne, hvor holdet med nattesynkikkerter sniger sig ind på fjenden, men spændingen punkteres af helt igennem urealistisk logistik. Det ene øjeblik er teamet til taktisk møde i hjemlandet, et splitsekund senere flyves de i helikopter ind i krigszonen i Afrika, og kort efter the bad guys er gjort kolde, er holdet igen i USA til fredagsøl og tough guy-snak. Det føles forhastet.
Kort sagt:
Al respekt for mænd og kvinder, der sætter livet på spil for at komme ekstremisme til livs. De fortjener en bedre skildring end ’Six’.