Tinder har under radaren de seks seneste måneder introduceret en gren af deres datingapp, der kun er for kendte, velhavende og brugere, der er virkeligt, virkeligt skrappe bejlere. Det kan TechCrunch afsløre.
Tjenesten hedder Tinder Select og er kun tilgængeligt via et invitationssystem, som Tinder i starten selv har styret stramt. Kun nogle enkelte brugere kan invitere andre, mens de inviterede ikke kan invitere flere.
Ifølge TechCrunch er fællesnævneren for medlemmer på Tinder Select at de enten er højprofilerede, velhavende eller »generelt attraktive«. Select er i øvrigt en funktion, man kan slå til eller fra afhængig af, om man vil blande blod med de dødelige eller kun vil have højadelige valgmuligheder.
Tinder har tidligere røbet, at de har et hemmeligt rankingsystem – en såkaldt ELO-score – til at vurdere brugeres attraktivitetsniveau, så de bedre kan matche i samme niveau. Hvorvidt den er afgørende for adgangen til det eksklusive selskab, er uvist.
Som TechCrunch noterer sig, er det bemærkelsesværdigt, at Tinder ikke selv har promoveret funktionen, der har eksisteret i over seks måneder. Det hænger givetvis sammen med, at man fra Tinders side ikke har ønsket at fremmedgøre en masse brugere og skabe følelsen af en elite og en pøbel. Mange andre datingtjenester har forsøgt sig med eksklusive afdelinger, uden det store held.
Læs også: Tinder Boost højner dine dating-chancer: Betal for at blive vist først på Tinder