Med Galaxy S8 har Samsung sat barren højt – men spænder samtidig ben for sig selv

KOMMENTAR. Når Samsungs historie en dag skal gøres op, vil 2016 sandsynligvis være markeret som annus horribilis for den sydkoreanske tech-gigant. Foruden en stor altomfattende korruptionsskandale i hjemlandet, begyndte batteriet i deres flagskibstelefon Galaxy Note 7 at selvantænde med person og ejendomsskade til følge – en smartphone, der ellers havde fået titlen »den bedste smartphone nogensinde lavet«. Årsregnskabet var selvsagt derefter – katastrofalt.

Galaxy Note 7’s brændemærke er stadig tydelig, når man bevæger sig gennem en lufthavn og der ved gaten står en tydelig tavle, der informerer om, at den Samsung-model ikke er tilladt ombord – på trods af at den blev taget ud af produktion og 96 procent af eksemplarerne på verdensplan i december var leveret retur. Det er anti-tesen til al omtale er god omtale. Med en simpel info-tavle er Samsung blevet forbandet for den gennemsnitlige tech-forbruger. Det er svært ikke at have i baghovedet, når man sidder i flyet på vej til Samsungs launch-event for den næste smartphone øverst i hierarkiet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Samsung er det mest eksklusive Android-brand, men det er tydeligt, at de vil være mere end det. De vil ikke bare være Androids Apple. Den vision til at være markedsførende har betydet, at de har skabt de bedste smartphones på markedet i små to år. De har været smartphone-brandet, som selv Apple skulle slå. Men at overbevise vaneforbrugere om det, er en lang sej kamp, der ikke efterlader megen plads til slinger i valsen.

Derfor var det et ekstra sviende slag i ansigtet, da hele eksplosionsskandalen rullede. Det hele har kostet Samsungs smartphone-gren 17 milliarder dollar alene i tabt indtjening, vurderes det. Samsung har naturligvis iværksat en grundig undersøgelse og med store annoncer sagde de undskyld til forbrugerne i store amerikanske. Men det helt store tab har været på forbrugertilliden, uden tvivl.

IMG_20170329_155841
YH Eom fra scenen i London.

Der var derfor helt tydeligt meget på spil til lanceringen i London, hvor hundredvis af pressefolk og partnere var blevet fløjet ind for at se præsentationen fra første række og ikke mindst prøve Galaxy S8 af. Det blev understøttet af de hundredvis af omhyggelige tjenere og produkt-eksperter, der skabte en vision af en skjult Samsung-hær af tech-oompa-loompas. Det blev understøttet af Samsungs narrativ om, at de planlagde at præsentere noget helt nyt. Men det første og afgørende punkt var, hvordan de omtalte Note 7-skandalen.

Det korte svar: Det gjorde de stort set ikke.

Direktør for Samsung i Europa, YH Eom, nævnte, at 2016 havde været et »udfordrende år«, men kun efter han havde fremhævet Galaxy S7’s succes. Galaxy Note 7 blev ikke nævnt med et ord. Det havde ellers været en oplagt mulighed for at genvinde forbrugernes tillid ved at lægge sig fladt ned, undskylde og fortælle, hvad de har lært af miseren som virksomhed. Det skete ikke. I stedet var indtrykket, at 2016 var et trist og hårdt år, men ellers business as usual hos Samsung, der hurtigt kan afføde en frygt for, at det også er business as usual i produktionen. Det virker som en forspildt chance, for som forbrugere kan vi godt lide en opbyggelig historie og en comeback kid, der vender en svaghed til en styrke. Ved at få luftet ud, kunne vi glemme spøgelset i kulissen og fokusere på fremtiden. Alt vi fik var en opremsning af Samsungs værdier – kvalitet, sikkerhed og håndværk – og en forvisning om at de rent faktisk har testet de nye batterier grundigere end normalen. Det manglede da bare.

Der skal næppe mere end én dårlig S8 til for at bremse salget fuldstændig. Et salg, der i forvejen må forventes at være stækket af fortiden. Det er næsten en skam, for igen har Samsung skabt en smartphone, der virker til ikke bare at være i toppen af klassen, men i en klasse for sig.

IMG_20170329_170313

Samsung Galaxy S8 introducerer en række nye features, der utvivlsomt kommer til at dominere markedet. For det første er hele forsiden et stykke buet glas, der gemmer på en skærm, der stort set eliminerer kanterne. Skærmen er på enten 5,8 eller 6,2 tommer hvis man er mere til den lidt større model Samsung Galaxy S8+. Selvom det lyder stort for mange smartphoneejere, betyder den manglende kant på S8, at den ikke særligt stor eller klodset. Og så ser det desuden ser fantastisk ud. En smartphone med brede kanter ser lige pludselig oldnordisk ud ved siden af.

I toppen er der blevet plads til ikke bare et 8 MP-kamera, men også både irisscanner og et ansigtsgenkendelses-kamera, der kan bruges til ekstra sikkerhed og at åbne udvalgte apps lynhurtigt. Det gør umiddelbart koder og fingeraftryk overflødige. I bunden har der på tidligere modeller siddet en hjem-knap, men den har Samsung integreret i skærmen så et tryk i bunden bringer dig til startskærmen. På bagsiden er der Samsungs 12 MP Dual Pixel-kamera og så har de desuden flyttet fingeraftryksscanneren herom.

På det mere nørdede plan er S8 udstyret med markedets første 10 nm-chip, der øger processorkraften markant. Det bliver også den første model med Samsungs stemmestyringsrobot Bixby indbygget og integreret i alle medfødte apps.

IMG_20170329_170456

En anden innovation med S8-modellerne er det såkaldte Dex, som er et dockingsystem, der lader dig bruge din smartphone med en monitor, tastatur og mus. S8 kan ikke stå i stedet for en pc, men hvis du har brug for at lave omfattende arbejde via din smartphone, som et stigende antal i den kreative branche ofte har, så kan du let koble den til og bruge alle dine smartphone-apps på en stor skærm.

Samsung Galaxy S8 er med andre ord pakket med meningsfuld innovation. Mere meningsfuld end det føles at fjerne et jackstik i hvert fald. Der hersker ingen tvivl om, at Samsung har sat alle sejl ind på at lave en smartphone, der reelt presser udviklingen fremad, som det var Apples rolle for nogle år siden. Det betyder bare nul og niks, hvis forbrugerne frygter, den eksploderer mellem fingrene på dem. Da Steve Jobs vendte bøtten hos Apple var det grundlagt på gode, innovative produkter, men så sandelig også en dybfølt ydmyghed omkring tidligere tiders fejltrin. Det manglende Samsung i går.

Få timer efter launch-eventet viste Københavns Lufthavn allerede reklamer for den nye S8, der nu skal brøle om kap med de små Note 7-advarselstavler ved gaten. Spørgsmålet er bare, om det er nok at være bedst.

Læs også: “Hovsa”: Samsung Galaxy S8 muligvis afsløret i “lækkede” reklamefilm

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af