Casper Christensen: »Som mand behøver man ikke lægge sig ned, bare fordi man er fyldt 45«

(Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #96 – august 2015)

Casper Christensen er rasende. Året er 1999, og han er 31 år. Siddende ved et gult plastikskrivebord med et gigantisk mandrilabehoved hængende bag sig dundrer han mod tv-branchen, direkte henvendt mod seerne derhjemme bag skærmene.

»Det er antikvariske underholdningsprogrammer, der støves af igen og igen, for hvorfor synes folk, at de behøver opfinde en ny idé, når de kan gøre karriere ud af at vise noget gammelt igen og igen?« spørger han retorisk og tilføjer: »Hvis lidenskaben mangler, hvis du har det lidt for rart og hyggeligt, hvis fjolserne på skærmen ikke anstrenger sig for dig, og hvis du ikke selv skal anstrenge dig bare en lillebitte smule – så fuck dem!«.

Det er sidste afsnit af ‘Casper & Mandrilaftalen’, og komikerne har afbrudt programmets sædvanlige strøm af rablende humor for at sende en alvorlig afskedssalut af sted mod etablissementet.

Da vi en tidlig sommerdag 16 år senere skal møde Casper Christensen, er det med hans gamle tv-manifest i hånden. Casper Christensen skal møde sit yngre jeg, for han er aktuel med noget så forkætret som en toer: Opfølgeren til ‘Klovn: The Movie’, der blev den bedste sælgende danske biograffilm i ti år og i forvejen var baseret på en tv-serie med 60 afsnit.

Og da han frisk og imødekommende åbner døren til sit hjem klokken lidt over otte om morgenen, kan han da også nemt forveksles med en mand, der har det »lidt for rart og hyggeligt«. Håndværkerne pusler rundt i indkørslen til hans 301 kvadratmeter store palævilla på Frederiksberg, som Se & Hør har anslået til en værdi på 15 millioner kroner, og han spiser yoghurt af Royal Copenhagen-stel, mens hans kone, den 29-årige tidligere model Isabel Friis-Mikkelsen, laver kaffe.

»Man kan ikke leve af at være kendt. Så skal man være gæstebartender hver dag, og det dur ikke«, slår han senere fast.

Gammelmandskortet holder ikke

Casper Christensens betydning for dansk comedy kan ikke overvurderes, og det er i sig selv imponerende, at han gennem to-tre årtier har bevaret sin position i toppen af fødekæden uden at kaste sin integritet over bord. En erfaren herre med en opkomlings virkelyst.

Han har skabt sin karriere på at tage det absurde og fjollede dybt alvorligt. Og han har dyrket overskridelsen. I ‘Casper & Mandrilaftalen’ spurgte han interesseret ind, når Lars Hjortshøjs Broder Salsa sorterede müsli for at lokalisere hovedstæder, men ikke kunne finde København på grund af manglende kokosflager. Og i ‘Klovn’ lader han konstant Frank og Casper-karaktererne bryde reglerne for, hvad der er socialt acceptabelt.

Casper er hurtigere i vendingen end en rovfugl på jagt, og med et gudsbenådet talent for at få andre til at føle sig godt tilpas, har han været limen, der har holdt den ene landvinding sammen efter den anden.

Den seneste overskridelse er ‘Klovn Forever’, hvor han opfører sig som en umoden teenager, der tager til Hollywood og knalder damer, selv om han har en voksen datter og 47 år på sin runkne bag. Uden at afsløre for meget kan det godt slås fast, at filmen fortsætter i samme grænseoverskridende spor som ‘Klovn The Movie’. Men det er også en opfølger, der bevidner, at Casper har masser af selvindsigt, selv om han jævnligt bliver anklaget for det modsatte.

Og lige præcis det med alderen spiller en stor rolle i Caspers liv for øjeblikket. Den har muteret vildskaben fra de unge år til en mere moden form. Rummet, vi sidder i, er 35 kvadratmeter stort, har knaldrødt væg-til-væg tæppe, sort-hvidt tapet i brede striber og indeholder kun to stole og et lavt, rundt glasbord befolket af et par tomme whiskykarafler. Inde ved siden af driller spisestuen med sortmalet loft, gulv og vægge og sorte møbler. Kun et bøffelkranies hvide knogler på væggen bryder mørket.

Showbizz og i særdeleshed comedy er de unges game, hvis vigtigste målgruppe er yngre mennesker, og kirkegården med døde komikerkarrierer, der blev ofre for tidens tand, er bugnende fuld.

»Helt åndsvagt så sad jeg og så ‘Fars fede ferie’ med Chevy Chase igen. Jeg kan virkelig godt lide Chevy Chase, men jeg tænkte, at det fandeme er længe siden, at han var sjov. Hvordan kan det sive ud af et menneske som ham, der virkelig havde funny bones? Er det noget vildskab, der mangler, eller vælger han de forkerte roller? Hvorfor?«

Jeg spørger, om han fandt svaret.

»Nej. Men du skal være sulten. Du skal ville det. Der er jo en snert af galskab i at stille sig op og sige, at man er sjovere end de andre mennesker, der er til stede. Det er manisk, momentan storhedsvanvid. Hvis man er blevet fodret nok med, at man er pissegod, så bliver man doven. Og dovenskab får ikke nogen til at grine. Måske er årsagen magelighed, som man får med alderen«, siger han.

Mens han siger det, ligner Casper Christensen ikke ligefrem én, der er ved at sygne hen.

»Jeg lever faktisk et yngre liv nu, end jeg gjorde for ti år siden. Jeg har en natklub og en yngre kone, mange af mine venner er yngre, og mine børn er så store, at jeg ikke skal være hjemme og passe dem (Casper Christensen har siden dette interview fra 2015 fået en baby med sin kone, red.). Skulle jeg spille gammelmandskortet, ville det være forkert. Så vil jeg hellere spille kortet – som i ‘Klovn’ – at jeg er lidt for gammel til det, jeg gør. Det ligger tættere på virkeligheden«, siger han.

»Casper i ‘Klovn’ er selvfølgelig ynkelig. Men han er også liderlig. Og det er ikke nødvendigvis en ond følelse. Det er en gigantisk drivkræft. Den er altoverskyggende hos ungdommen, men hos den voksne del af befolkningen eksisterer den stadig. Som mand behøver man ikke lægge sig ned, bare fordi man er fyldt 45. Livet behøver ikke være ovre«.

En livsforandrende beslutning

Skarpt skåret kan man godt opsummere Casper Christensens virke som en konstant indre kamp mod mageligheden. En kamp, der har resulteret i store sejre, men også nederlag og selvransagelse.

I 1998 havde han floppet for anden gang på to år med et talkshow, han havde fået frie hænder til at udvikle til landsdækkende tv: Først med ‘Safari’ på DR1, så ‘Darios Joint’ på TV 2.

Efter værtstjansen i megasuccesen ‘Husk lige tandbørsten’ havde det ellers stået skrevet i sol, måne og stjerner, at han skulle blive dansk tv’s næste store trækplaster. I stedet flyttede han med familien til Spanien, og her tog han en af den slags beslutninger, der ændrer et livsforløb: Han ville fremover kun gøre det, han brænder for.

»‘Casper & Mandrilaftalen’ var det, jeg havde allermest lyst til at lave, men jeg vidste godt, at det ikke var til lørdag aften klokken 20. Så jeg henvendte mig til den på det tidspunkt mindste kanal, DR2, og bad om den sidste sendetid, mod at jeg fik lov til at gøre præcis, som jeg ville«, forklarer han om det projekt, beslutningen førte direkte med sig.

»Dens wacko-komik var noget, jeg havde set i England med Vic Reeves og Bob Mortimer. Det var fantastisk. Jeg har altid elsket den form for humor«.

‘Casper & Mandrilaftalen’ blev et kulthit, og intet var for syret. Der var indslaget om bilen, der kørte på skældsord og havde Daimi som luftfilter. Og om håndværkeren Tanja, der har modtaget brev fra Helmut Kohl, som spørger, hvad han kan bruge to stykker træ til. Mandrillen har fået en plads så langt oppe på dansk tv-komiks piedestal, at man nemt kan glemme, at Casper og co. kun lavede programmet i et år.

»Jeg er en rastløs type, så det har altid interesseret mig meget, hvad der var det nye. Det har været en stor drivkraft for mig. Men jeg har aldrig været ked af min rastløshed. Jeg ser det som at være ambitiøs, fordi man hele tiden flytter sig«.

Casper har bedre end nogen anden herhjemme formået at identificere de nybrydende internationale tendenser og overføre dem til dansk sammenhæng med personlighed og kant. Ligesom inspirationen til ‘Casper & Mandrilaftalen’ kom fra England, var ‘Tæskeholdet’ på P3 inspireret af den engelske tv- og radiomand Chris Evans.

»Han havde sat et hold med tre-fire personer med ham som leder. Det var en ny måde at gøre tingene på, og jeg kunne mærke, at det også kunne fungere for mig, for jeg kunne også samle det hold«, siger Casper om programmet, der fik lov til at afløse ungdomsprogrammet ‘Strax’ fredag formiddag.

»‘Strax’ var bedrevidende, og der skulle hele tiden være en alvor og dybere mening. Hvis jeg skulle høre radio på mit arbejde, ville jeg blive træt af at høre nogen diskutere moral og etik. Vi blev nødt til at revolutionere det ved at sparke røv«.

Missionen lykkedes. Casper og et hold bestående af Jan Gintberg, Mads Vangsø og Søren Søndergaard gjorde ‘Tæskeholdet’ til et hit med faste indslag som fælles fredagssang, livereportager fra det nørrebroske værtshus Det Rene Glas, og Buksetrold, hvor holdet smed deres bukser ind i et S-tog og dystede om, hvem der først fik bragt dem tilbage til studiet.

‘Langt fra Las Vegas’ som uddannelse

Casper Christensen har fået genrer til at flyve, som man ellers havde forsvoret ville fungere på dansk grund. Som ‘Langt fra Las Vegas’, hans første forsøg udi rendyrket fiktion.

»Hvis man kunne lide sitcoms, var der jo intet sted at gå hen i Danmark. Men vi ville have det til at lykkes«, fastslår han.

Der havde været flere forsøg på at få genren til at fænge i Danmark, men ingen havde været hverken kunstneriske succeser eller seerhit. Hella Joof havde i 2001 lavet ‘Hvor svært kan det være’, der kun fik 13 afsnit. Da ‘Langt fra Las Vegas’ var færdig i 2003, havde de kørt 53 afsnit over skærmen.

»Hella Joof havde sin humor, som hun forsøgte at mase ind i en anden ramme, og det er svært. Det lykkedes for os, fordi vi ikke forsøgte at ændre formen, som er blevet finpudset i så mange år i USA. Vi lavede dybest set ‘Venner’. Scenelængde og setup var helt det samme. Vi havde et sindssygt antal jokes, fordi det var dem, der skulle bære serien. Der var det en fordel, at vi havde lavet standup, for det giver en forståelse af, hvad der virker. Det har en tekstforfatter sværere ved«, siger han.

»Første sæson er jo elendig. Men til hvert eneste afsnit, der alle blev optaget foran et publikum, sad Frank og jeg i midten og noterede, hvornår folk grinede og ikke grinede, og hvad de forstod og ikke forstod. Jeg har ikke nogen uddannelse, men det var min uddannelse«.

Med sin næse for comedy-verdenens strømninger er Casper med jævne mellemrum blevet beskyldt for plagiat, særligt omkring ‘Klovn’, som mange mente lå for tæt op af ‘Curb Your Enthusiasm’. Kritikken bider dog ikke på ham.

»Da vi lavede ‘Klovn’, var det en del af en strømning, der globalt set passede nogenlunde sammen. Larry David havde startet ‘Curb Your Enthusiasm’ efter ‘Seinfeld’, og Ricky Gervais var i gang med ‘The Office’. Vi var også selv lige blevet færdige med vores sitcom, og vi havde nok alle sammen set det samme i lang tid og fået lyst til at lave noget nyt«, siger han.

I dag er det ham, der er inspirationskilden, og Jonatan Spangs ‘Lillemand’ og Ditte Hansen og Louise Mieritz’ ‘Ditte og Louise’ fra i år ville næppe være kommet til verden uden ‘Klovn’.

»Vi bliver alle inspireret af hinanden og står på skuldrene af hinanden. Men jeg kunne ikke finde på at spille mig selv igen«, siger han og bemærker, at dansk comedy lige nu befinder sig i en bølgedal. »Der har været nogle gode år, men nu begynder komikken at snævre sig ind. Det kan være, at komikerne ikke har været dygtige nok, og det kan være, at tv-stationerne ikke har givet plads nok til, at nye komikere kunne udvikle sig. Men vi skal passe lidt på, at den komik, der er i tv, ikke kun er sådan noget som ‘Rundt på gulvet’ eller ‘Klipfiskerne’, eller hvad det nu hedder, der blev vist i andre lande for 25 år siden«.

En talkshowsforbandelse

En genre, Casper Christensen endnu ikke selv har fået til at fungere trods talrige forsøg, er talkshowet. ‘Safari’ var en kombination af klassisk talkshow, quizprogram og sketchshow, hvor udsyrede indslag som sømændene Skipper og Lille Flemming, der spillede en instrumentalversion af ‘Skibet skal sejle i nat’ med en oppustet gummihandske, rimede dårligt med licensfinansieret primetime-tv. Caspers hang til absurditet skinnede for tydeligt igennem, og programmet blev droppet efter 13 udsendelser. To år senere, i 1998, blev ‘Darios Joint’ lukket af TV 2 efter blot seks programmer, og i 2009 sivede live-talkshowet ‘Aloha’ ud efter 19 afsnit.

»Det kan være, at jeg slet ikke egner mig som talkshowvært. At jeg er for uinteresseret i andre mennesker. Men man skal huske, at talkshows i USA ligger sent om aftenen og ikke har særligt mange seere. Men de sætter en dagsorden, fordi der er meget kendte mennesker med«, siger han. »Herhjemme ligger talkshows ofte tidligt på aftenen, hvor hele familien skal kunne se det, og så udvander det sig selv. Tv, hvor to mennesker taler, er jo ikke for børn. Det er svært at fylde et program med tre kendte mennesker i Danmark bare en gang om ugen. Så mange spændende kendte er der ikke, og de skal levere en historie, når de er der. Vi kendte kan tit være lidt tilbageholdende. Så har du pludselig Troels Lyby inde for tredje gang, og så begynder historien, om dengang han tabte i poker, at være kedelig«.

»For et par år siden forsøgte jeg at sælge TV 2 et talkshow, der blev lavet fra New York, hvor der kom amerikanske gæster. Vi undersøgte det, og vi kunne få alle fra Kim Kardashian til Matt Damon til at være med. Og så ville vi flyve danske gæster ind også, og det ville jo være sjovt for dem at komme til New York og møde stjernerne. Men TV 2 var ikke interesseret i udenlandske stjerner, kun danske, og så løber man hurtigt tør«.

Den unge mands vildskab

Som frontfigur for 90’ernes postmoderne ironi var Casper Christensen på mange måder inkarnationen af årtiet, men forklaringen på hans succes skal formentlig også findes i, at han ikke er frosset fast i en form.

‘Langt fra Las Vegas’ startede som sjov og ballade, men under optagelserne blev han skilt fra sin kone, Anette Toftgård, og fandt sammen med Iben Hjejle, der spillede Liva i serien. For første gang begyndte der at dukke ægte menneskelige følelser op i hans komik.

»Når man kommer længere ind i serien, begynder der at komme afsnit, der ikke er sjove, hvor Casper og Liva går fra hinanden. Det var starten på at lave noget, der ikke var afhængigt af jokes hele tiden«, som han selv siger.

Det virker som en lineær udvikling i din karriere – at der kommer flere og flere følelser. I den nye ‘Klovn’-film kommer der også mere på spil mellem Casper og Frank, end vi har set før.
»Ja. Det er en følsom film«.

Har den udvikling noget med alder at gøre?
»Det har helt sikkert noget med alder at gøre. Og så interesserer det mig bare lige nu. Forskellen på ‘Klovn’ og andre danske komedier er, at vi skriver følelsen først og joken bagefter – ikke omvendt«, siger han.

»Jeg kan ikke huske, hvad ‘Alle for én’ og ‘Alle for to’ handler om. Jeg synes ikke, at folkene bag har grebet muligheden for at fortælle noget. Al respekt for kun at ville have folk til at grine. Det er svært nok i forvejen. Men Frank og jeg besluttede os for, at denne film skulle handle om venskab og tilgivelse. Hvor meget skal man investere i venskaber for at holde dem i live, og hvor meget skal man tilgive? For sandheden er jo, at jo længere man har været sammen, jo stærkere skal det blive. Men du skal også tilgive mere«, siger Casper.

Det virker som det rigtige tidspunkt at konfrontere ham med sit 31-årige jeg. Ham, der harcelerede mod »antikvariske underholdningsprogrammer, der støves af igen og igen«, men som selv har haft tjanser som vært på ufarlige TV 2-programmer som ‘Grib mikrofonen’, ‘Ni ud af ti’ og ‘Deal, No Deal’, som han ifølge Ekstra Bladet fik to millioner kroner for.

Den 47-årige Casper Christensen smiler, da jeg læser Mandril-manifestet op.

»Det er jo den unge mands vildskab. Der skal tjenes nogle penge, det skal man huske på. Det er ikke det, jeg står for, men nogen skal jo betale det hus, jeg bor i. Jeg er ikke flov over de programmer, men jeg bliver heller ikke lykkelig af dem. ‘Deal, No Deal’ skulle bare overstås«, siger han uden en snert af undskyldning i stemmen. »Med økonomisk frihed kommer den kreative frihed jo også«.

Der er da heller intet, der tyder på, at Casper Christensen er ved at gro fast. Han har brugt ‘Klovn’-universet som katapult med retning mod Hollywood, hvor han har afleveret første udkast af manuskriptet til Sacha Baron Cohens opfølger til ‘Borat’, ‘Brüno’ og ‘The Dictator’ og samtidig arbejder på en serie for selveste HBO. Samtidig pusler han og Frank Hvam med manuskriptet til endnu en dansk spillefilm.

»Jeg er blevet virkelig interesseret i manuskripthåndværket. Og jeg har nu friheden til kun at lave ting, der har min interesse 100 procent«, siger han.

Kongen af dansk comedy erobrer nyt land, og der er intet, der tyder på, at han er færdig med at ekspandere sit rige.

Frank om Casper

Frank Hvam har været Casper Christensens tætteste kreative partner i snart 15 år. Vi har bedt ham sætte ord på kollegaen.

»Han er uhyre ambitiøs, hårdtarbejdende og meget idérig. Men hans stærkeste side er at strukturere tekster. Hans tilgang er nærmest matematisk. Han forelsker sig aldrig i en idé og har aldrig haft problemer med kill your darlings. Det vigtigste for ham er, at noget fungerer. Ellers bliver han ved, til det gør. Han er et voldsomt følelsesmæssigt menneske, og han elsker at have det sjovt og grine i skriveprocessen, men bagefter træder han ind i et andet rum, som var han en computer, der gik i gang. Jeg har ikke set den egenskab så veludviklet hos andre komikere«.

»Hans rastløshed driver ham – ikke en masterplan for hvad han gerne vil nå. Han skal have afløb for rastløsheden, og det får han ved hele tiden at lave noget nyt. Han kan ikke arbejde med det samme i ti år. Det kan være en svaghed i forhold til at tjene penge, for dem tjener man først efter et par år. Men kunstnerisk er det en kæmpe fordel, for han opfinder sig selv hele tiden«.

»Han er måske lidt for social til tider. Det kunne være interessant at se ham lave et oneman-show, der havde hans egen tone fra start til slut. Når man samarbejder, ligger løsningen tit midt mellem to mennesker. Sidder man alene, ligger løsningen måske dybt i én selv. Jeg gad godt høre 110 procent Casper Christensen på godt og ondt. Men det tror jeg ikke kommer til at ske. Han ville kede sig, når han skulle evaluere aftenens show alene bagefter«.

Læs også: Interview med Frank Hvam – »Der er ikke nogen som danskere, der kan sparke vores egne ned«