Fem sange der illustrerer 2Pacs særegne talent

2Pacs legendestatus transcenderer i mange henseender hans musikalske meritter. Som en hiphop-udgave af John Lennon har Tupac Shakur opnået ikonisk status som borgerrettighedsforkæmper, hvilket adskiller ham fra mange andre legender i en genre, hvor heltene er blevet målt og vejet på deres tekniske evner. Så hvad var det, der gjorde Pac så unik? I anledning af den nye 2Pac-biopic, ‘All Eyez On Me’, er her fem eksempler, der illustrerer hans særegne talent.
Fem sange der illustrerer 2Pacs særegne talent
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Brenda’s Got a Baby’ (’2Pacalypse Now’, 1991)

Den unge Tupac Shakur havde så meget på hjerte, at han virkede totalt uinteresseret i at gøre opmærksom på sine evner som rapper, som ellers var enhver håbefuld MC’s claim to fame i hiphoppens sprudlende guldår i de tidlige 90’ere. Hans hakkende flow er næsten grinagtigt simpelt, og det akustiske guitar-loop på ’Brenda’s Got a Baby’ lugter som udgangspunkt også mere af glemmebog end klassiker. Men passionen er ikke til at komme udenom.

Det er en glødende kærlighed til og bekymring for det afroamerikanske samfund, der driver ’Brenda’s Got a Baby’, hvilket både for Pac selv og lytteren totalt overskygger musikken. Ghettotragedien om 12-årige gravide Brenda var blandt de første, der vendte blikket indad og ikke kun koncentrerede sig om at rase mod systemet. Samtidig etablerede det 2Pac som en kunstner, for hvem vigtigheden af budskabet altid var vigtigere end indpakningen.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Dear Mama’ (’Me Against the World’, 1995)

Pacs sentimentale kærlighedsbrev til sin mor illustrerer måske bedre end noget andet nummer den stærke følelsesmæssige sensibilitet, der adskiller ham fra praktisk talt alle andre gangsterrappere i hiphophistorien. Der er en dragende og umiddelbart næsten selvmodsigende dynamik mellem den brovtende thug med bandana og bar overkrop, der lavede ’Hit ’Em Up’, og den eftertænksomme, skrøbelige poet med feminine øjne og en lille guldnæsering, der stod bag dette nummer.

Pac hvilede så stærkt i sig selv, at han var i stand til at blotte sine svagheder, uden at det påvirkede hans autoritet i det ellers så følelsesforskrækkede hiphopmiljø. På ’Dear Mama’ hylder han Afeni Shakurs tapperhed og styrke som en ung enlig mor og placerer stolt sig selv som mors dreng, der vægter hendes kærlighed og gode råd højere end vennernes. Inderligheden understreges af det bløde r’n’b-track og den blottede stemmeføring, der, i stedet for at pakke følelserne ind, fremhæver dem.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Ambitionz Az a Ridah’ (’All Eyez on Me’, 1996)

’Ambitionz Az a Ridah’ er første kapitel i den sidste og mest berømte del af fortællingen om 2Pac. Det var det første nummer, han indspillede efter at have tilbragt størstedelen af 1995 i fængsel, og det første nummer han indspillede for Suge Knights skandaleombruste Death Row Records.

I stedet for flere kritiske refleksioner om samfundet kom 2Pac ud af fængslet med to pistoler løftet i vejret, galopperende forfølgelsesvanvid og et manisk arbejdsraseri, som om han vidste, at han levede på lånt tid.

Det er en fascinerende regressiv karriereudvikling: Fra det eftertænksomme og modne til det vilde, kompromisløse og impulsive. Men den glødende passion er intakt og er få steder mere overvældende end på ’Ambitionz Az a Ridah’, der som et alt-eller-intet-manifest udsteder den dødsdømte retning for det sidste år af Tupac Shakurs liv.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Hit ’Em Up’ (1996)

2Pacs måske mest berømte nummer er på det rent lyriske plan et af hans mindst sofistikerede. ’Hit ’Em Up’ er i stedet uforglemmeligt i kraft af at være hiphophistoriens mest brutale krigserklæring. En effekt, der selvfølgelig kun er blevet styrket af historiens tragiske efterspil.

Som kulmination på den konfrontatoriske stil, han indledte på ’Ambitionz Az a Ridah’, smider Pac den sidste rest af rationale overbord og retter i en kamikaze-lignende energirus skud mod alt og alle på Østkysten ­– særligt rivalen Biggie Smalls. Niveauet kommer sjældent udover påstande om for eksempel at have haft sex med Biggies kone, men 2Pacs rasende karisma brænder ud af højtalerne, og linjerne bliver leveret, så de fremstår som et spørgsmål om liv og død. I en sådan grad, at outroen, hvor 2Pac ikke længere rapper, men opildnet råber af sine fjender, er nummerets sande klimaks.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Changes’ (’Greatest Hits’, 1998)

‘Changes’ er mere end noget andet nummeret, der løftede 2Pac op på et plan som en overmenneskelig, Che Guevara-lignende revolutionshelgen. Selv om det først udkom to år efter hans død, og i øvrigt var et remix af en seks år gammel demo, er det nummeret, der klarest indkapsler 2Pacs passionerede politiske stemme. Fra hans lidende selvmordstanker som et resultat af den håbløse elendighed omkring ham over skarp kritik af Reagans war on drugs til stolte referencer til Huey Newton fra Black Panther Party.

’Changes’ er ikke et socialrealistisk snapshot a la ’Brenda’s Got a Baby’, det er et forandringsskrig på linje med Sam Cookes ’A Change is Gonna Come’, men med langt mere usikkerhed i italesættelsen af håb. Det er også værd at lade sig imponere af producer Deon Evans, der med sin patosfyldte indpakning formåede at fremhæve snertet af optimisme og gøre den tungsindige tekst klar til hitlisterne.

Soundvenue holder forpremiere på ‘All Eyez On Me’ tirsdag aften i Cinemaxx – filmen får officiel premiere den 15. juni.

Læs også: 2Pacs skygge: Hvorfor alles øjne fortsat er på den mytiske rapper

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af