Kopiering er blevet en halvbizar del af moden det seneste års tid, hvor det ikke bare er billige asiatiske kopier af luksusmærkerne, der dominerer. Pludselig er det blevet en egenhændig del af modebilledet, hvor kopister udstiller modens absurditeter, og hvor de originale brands sågar omfavner kopierne og laver kopier af kopier.
Nu hopper Thrasher ind i den kreative samtale. For efter at have brugt foråret på – med rette, men måske lidt gammeldags – at brokke sig over de nyeste af utroligt mange kopier af brandets flammefont, så tager magasinet/brandet nu en ny tilgang til problematikken.
Som en del af deres nye sommerkollektion har den hollandske kunstner Parra nemlig redesignet logoet, hvor Thrasher Magazine er blevet til Tharsher Magazin.
Thrasher skriver på et opslag, at både sweatshirten på billedet og en jakke er på vej ud til skatebutikker, der forhandler brandet. Senere har de også delt et opslag fra den amerikanske skatebutik Plus Skateboarding, som tilsynelandende har fået sweatshirten på lager – dog er den ikke i butikkens webshop endnu.
Læs også: Wood Wood fortolkede tidens kopibølge og collabs til Milano-show