Roskilde Festival: Noréll kæmpede bravt, men forgæves

Noréll var ét stort smil, da de indtog Countdown-scenen: Kampklare og selvsikre. Men koncerten blev en uretfærdig og hård affære, og trods en solid indsats måtte Noréll se sig slået ud.

Den danske synthpop-trio har med debut-ep’en ’IY’ udgivet en række fandenivoldske, festklare tracks – et ideelt soundtrack til et stærkt Roskilde-aftenshow. Men fra åbningsnummeret ’Howl’ stod det klart, at gruppen ikke kunne leve op til deres potentiale. Mens Viktor Hagner og Nichlas Malling hamrede igennem på henholdsvis drumpad og synth, kom forsanger Marìe Louise Persson Bjarnason skævt ind – først med et par falske linjer, dernæst med et frusteret forsøg på at genvinde kontrollen.

Bjarnason har en overmåde stærk vokal, og hun er en karismatisk frontkvinde; scenevant og selvsikker. Så mens lydproblemer trak tæppet væk under hende, kæmpede hun bravt videre. Alligevel måtte backingvokalen til tider overtage hovedrollen, da Bjarnason simpelthen holdt op med at synge noget af tiden – slået ud af den tekniske modvind og problemer med at finde formen.

Med små, nervøse smil prøvede hun ihærdigt at danse bekymringerne væk. Undervejs trodsede hun sågar udfordringerne og skød som i blinde et par fraseringer og hjemsøgende primalskrig ud på ’Damage Done’, der mod alle odds gik rent igennem.

Hagner og Mallings leg mellem den dystre bas og de neonlysende synthkaskader overtog lydbilledet og omdannede koncerten til en klubfest, der desværre blev uinteressant, da Norélls trumfkort nu engang er Bjarnasons karakteriske vokal.

Sjældent har en gruppe kæmpet så brav en kamp – desværre forgæves.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Noréll. Koncert. Roskilde Festival, Countdown.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af